10.1 · Runetiden

Runeperiodens dansk var et fleksionssprog, dvs. at den grammatiske information fremgår af ordenes forskellige bøjningsendelser. Bøjningssystemet er bevaret i de moderne nordiske sprog islandsk og færøsk, men også i det nærtbeslægtede tysk.

De germanske sprog har kønsbøjning (genusbøjning) i forbindelse med substantiver, adjektiver og pronomener, hvor de tre køn, maskulinum, femininum og neutrum, blev bøjet i fire kasus i både singularis og pluralis ved tilføjelse af bøjningsendelser. Verberne blev ligesom i nutidens dansk bøjet i tempus (tid): præsens og præteritum. Verbernes diatese: aktiv, medium eller passiv udtrykkes for de to sidstes vedkommende ved refleksivendelse (se nedenfor i afsnittet “Refleksive verbalformer”) og sammensatte verbalformer med hjælpeverbum. Verberne havde desuden modusbøjning i indikativ eller konjunktiv. Konjunktiv, der ..

Læs mere i Dansk Sproghistorie, bd. 3, s. 11-40.