56. Peter Skautrup fortæller om arve- og låneord

I vinteren 1957-1958 holdt professor Peter Skautrup, forfatter til Det danske sprogs historie, bd. 1-5, under overskriften “Det danske sprog” en række radioforedrag om arve- og låneord i dansk. Undertitlen var “Arv og gæld i ordenes samfund”. Han ordnede ordstoffet efter emne, fx Mad og drikke, Hus og hjem og Skørt og trøje. Ordnet på denne måde gav Skautrups viden om ordforrådet i dansk indblik i de kulturhistoriske strømninger der til forskellig tid har sat deres præg på forskellige dele af sproget. Foredragene blev udgivet i bogform under titlen Arv og gæld i ordenes samfund i 1958.

Desværre har radioudsendelsen endnu ikke kunnet fremskaffes, men nedenfor følger det tilsvarende afsnit “Skørt og trøje” fra Peter Skautrups Arv og gæld i ordenes samfund, J.H. Schultz Forlag, 1958, s. 32-38.


 

4. Skørt og trøje

I modsætning til den forrige ordgruppe, navnene på vore lemmer, som i det hele kunne siges at være arveord, er benævnelserne på vore klæder og alt hvad der vedrører det højst varierende hylster, vi gennem tiderne har skjult vor krop og vore lemmer i, overvejende lånt gods, låneord. Vi har som alliken i fabelen smykket os med lånte fjer, det er kun ganske få ord, som er nedarvet, og et flertal af disse er endda ikke meget brugt i rigsmålet. Af arveord for klædningsstykker findes overhovedet ikke ét, der kan føres tilbage til indoeuropæisk, af stofnavne kun ordet uld. Fra fællesgottonsk tid har vi dog adskillige arveord bevaret: brog, hat, hose, hue, skjorte, sko, særk, vante, nogle navne på dele af eller tilbehør til klæder: gjordel (som skorstensfejerne jo endnu kender), lomme, skød, snip, maske, søm, og navne på materiale som skind og læder, to, lu, blår og garn samt det ord vad, som indgår i vadmel og egentlig er samme ord som vod. Vi kender også klædedragten i jærnalderen ganske godt, men vanskeligheden består for flere stykkers vedkommende i at forbinde ting og ord. Hvad har man kaldt mandens uldne, langærmede skjortelignende frakke? Vi ved det ikke. Men kjortel, kappe eller lignende ord kan det ikke være, for disse ord er meget senere lån. Var det da skjorte eller særk? Særk kunne ældst bruges såvel om mands- som kvindeklædningsstykker, vi har det i bersærk, brugt om kæmperne, egl. den der er klædt i en særk af bjørneskind, og en af Regner Lodbrogs sønner hed Hvidsærk. – Eller ordet garn? Har det mon allerede i jærnalderen været brugt som nu om den spundne uldtråd, eller har det stadig haft sin oprindeligere betydning: snor af tørrede tarme, den betydning vi endnu skimter i et jysk dialektord: megen, egentlig midgarn (midtgarn), brugt om tællen omkring de små tarme? Vi ved det ikke. Derfor bliver det nødvendigt, at vi i det følgende holder os til nutidssproget, det kan være svært nok endda at gøre rede for betydningerne. Om adskillige af ordene gælder det, at de dækker over – efter udseendet – højst forskellige beklædningsgenstande. Det gælder ord som kappe, kåbe, kjole ofl. – Skulle jeg endelig nævne de fællesnordiske arveord: ble, hætte, lue, lærred, vadmel og ærme, så er vistnok alle arveord nævnt og alle andre ord er følgelig indlånte.

Dette viser os modens magt. Moder har hersket længe før vi kan sige noget som helst om ordene. Hvad skal man mene om de halvmåneformede guldhalskraver, som synes at være importeret fra Irland i stenalderen – et par tusinde år før Kristus. Vi aner intet om, hvad man har kaldt disse smykker, men et navn har de jo sikkert haft. Om låneordene kan det under ét siges, at de i middelalderen – som de fleste andre låneord – sikkert kom til os ad de sædvanlige veje, fra oldengelsk, oldfrisisk og oldsaxisk, men at de i nyere tid overvejende er franske. Det var i Frankrig, som det jo til dels er endnu, at moden blev skabt, og først i den allerseneste tid har vi fået en del ord for nye beklædningsstykker fra engelsk-amerikansk.

Af stofnavne er som sagt uld, lærred og vadmel arveord, måske også lin, hvis det da ikke er et meget gammelt lån fra latin. Lærred og vadmel er jo tydelige sammensætninger, lærred er et opr. lin-ript, d.v.s. stykke lin, og vadmel indeholder som første led ordet vod, net (det samme som vi har i låneordet vadsæk), og som sidste led ordet mål, idet sammensætningen tidligst har været brugt om et bestemt mål klæde. Uld har fra ældste tid været stoffet frem for andet materiale, og vi kan jo også bruge ordet som betegnelse for det forfærdigede stof, uld eller uldent, og så at sige hele det ordstof, som knytter sig til uldens forarbejdelse, er arvegods.

De fremmede stoffer og med dem de fremmede stofnavne har vi fra tidligste middelalder til nu importeret i mængde: fra damask, musselin, silke og skarlagen osv. til vore dages nylon, orlon, perlon, acrilan og terylene osv. En fællesbetegnelse havde man vist ikke i den ældre tid; tøj er senmiddelalderlig og stof er fra ældre nydansk tid. Hver slags havde sit navn. Den visestump, vi har i runehåndskriftet af Skånske Lov, og hvis melodi er blevet radioens pausesignal, lyder: Drømte mig en drøm i nat, om silke og ærlig pel. Altså en kvindes drøm om de skønne stoffer silke (et slavisk ord) og pel, silkebrokade (gennem oldengelsk fra latin). Et ord som hvergarn ser jo nok ud som dansk, men det er et lån, en folkeetymologisk omdannelse af mnt. werkgarn, d.v.s. blår-garn, tøj med kæde af hørgarn og islæt af uld. Tidligt lånte vi også ordet klæde, antagelig gennem oldfrisisk, – vi fik vistnok det meste fra Flandern, kendt for sine mange væverier. Klæde blev betegnelsen for det købte, vævede stof, og det som blev forarbejdet i hjemmet kaldte man da hjemmegjort, – vi kan sammenligne med nyere dannelser som det engelske homemade eller homespun. Ordet klæde er jo intetkøn og hedder derfor i ældste middeldansk også klæde i flertal og klæden i best. f. flertal (»føden og klæden nok du får«), men tidligt har vi også flertalsformen klæder, om sammenhørende klædningsstykker, et sæt tøj fx.: Der er så mange i Dannemark, som alle vil herrer være / de ride dennem til Ribe, og lod dennem klæder skære, hedder det i folkevisen (om Erik Klippings drab).

Når vi nu skal videre i klædedragtens forskellige dele, må jeg bekende, at jeg drister mig ind på områder, hvor jeg ikke er særlig kyndig, navnlig hvad kvindedragten angår. Vi begynder med overtøjet.

Kåbe og kappe er tydeligt beslægtede ord, begge fra latinen; capa og cappa er sideformer. Kåbe var vistnok i ældste dansk betegnelsen for et klædningsstykke, der også dækkede hovedet, et hætteslag, egentlig samme ord som det i vor tid fra engelsk indlånte cape. Kåben blev senere båret på den ene skulder, og deraf talemåden at bære kåben (eller kappen) på begge skuldre, hvad der i overført betydning altså vil sige at beskytte eller sikre sig fra begge sider. Poul Helgesen fik øgenavnet lektor Poul Wendekaabe! Nu anvendes ordet jo om det kvindelige overstykke til udendørs brug, en pelskåbe fx. – Kappe blev tidligst og i dialekter næsten helt til vor tid brugt om den kvindelige hovedbeklædning, ofte om de pyntelige vingekapper, der dækkede over- og baghovedet. Senere blev det betegnelsen for det kåbelignende, ofte løstsiddende overstykke til udendørsbrug, en kørekappe fx. Ligeså i militærsproget. Forældede er ord som chenille og kofte. Andre ord er vams, kavaj, pels, alle låneord.

Kjole er samme ord som kjortel, men dette sidste ord findes vel nu kun i bibelsk sprog. Det er endnu bevaret i den sidste oversættelse: Herren gjorde Adam og Eva skindkjortler, og Josefs brødre bragte den blodige kjortel hjem til Jakob. Det lånte vi fra oldengelsk eller oldfrisisk. – Kjole kan være mange ting, mandsdragt og kvindedragt. Det var tidligere bondens yderdragt, i rigsmålet nu vel kun om den sorte selskabsdragt, kjole og hvidt, som kun er 100 år gammel. Ja, nu bruges det jo også om præstekjolen, »miste kjole og krave«. Som kvindedragt, yderdragt, nu vel kun om det sammenhængende klædningsstykke, som dækker over- og underkrop, til knæene eller lidt længere som moden nu kræver det. – Andre låneord for yderdragt er dragt, dress, habit, kostume, robe ofl. – Sprogrøgtere har foreslået det hjemlige ord skrud taget i brug om festdragt. Det var Oehlenschläger, som genoptog ordet fra ældre sprog. – Frakke er lånt fra tysk i slutningen af 17ootallet, formen var egentlig frak, jf. Wessels lille rim: »Du lille vakre Karen Bach, For hvert et mødigt Sting, du stak, paa en mig højstnødvendig Frak, som sprak, Tak«!

Hovedbeklædning. Her har vi bevaret en del arveord: hat og hætte, hue og lue og kyse. Hætte er en afledning af hat, nu bruges det vel kun om den del af et regnslag eller lignende, som dækker hovedet. Derudover kun i sammensætninger: badehætte. Lue bruges vel næsten kun i dialekter, men vi kender dog alle billedet af nissen med toplue. Kysen er for kvinder, nu vel næsten kun for småpiger. Den har navn efter formen, den har en rigelig, fremstående skygge og bindes under hagen. – Iøvrigt har vi nok af låneord: kasket, kabuds, kalot, pipaluk osv., man hører på trykket, at det er fremmedord.

Halsen. Her er det dog kun herrerne, som dækker sig, – med en krave eller flip. Flippen er en helt moderne foreteelse. Ordet kan være hjemligt, men er måske lånt fra tysk. Ordet brugtes tidligst om de spidser, hvori halskraven endte, og for et hundrede år siden hed det derfor oftest et par flipper. I halsåbningen havde man kravater, i handelssproget hedder det vist kravats, et fransk låneord, egl. »kroat«, brugt om kroatiske soldaters halsbind. Senere er humbug, nu vel helt ukendt og afløst af slipset, som er lånt fra tysk, hvor det har fået engelsk flertalsform, for det er jo nok oprindelig det engelske slip, strimmel. Helt nyt er butterfly.

Overkrop. Det kvindelige klædningsstykke er nu blusen, den er ikke stort mere end 100 år gammel og blev endnu i 1860erne skrevet på fransk med -ou-. Ordet erstattede det ældre trøje, lånt i middelalderen fra mnt., men trøje kan jo bruges om mange ret forskellige klædningsstykker, til mænd, børn, om undertøj, nattøj osv. Liv bruges vel ikke mere alene; bluseliv og kjoleliv er vist heller ikke kurant uden for systuen, idet liv er blevet betegnelsen for taljestykket. Tidligere havde man et snøreliv under trøjen. Nye engelske ord er jumper og golfer. Herrerne har nu jakker og vest. Nye tætsluttende trøjer er pullover, slipover og sweater.

Underkrop. Kvindernes nederdel er for en gangs skyld en hjemlig dannelse, godt 100 år gammel, har fortrængt det ældre låneord skørt, som vi stadig har bevaret i sammensætninger: skørtejæger, skørteregimente, gå skørtevejen, – nederdel ville jo absolut ikke egne sig her. Spencer har været brugt om mange forskellige klædningsstykker, nu dog vel om nederdel med skulderstropper eller dermed sammenhængende livstykke. – Det hedder undertiden om konen i huset, at det er hende der bærer bukserne. Det er en talemåde, der i al fald tidligere realiter hvilte på undtagelsen, for kvinder havde til ind i 18ootallet ikke bukser. Bukser, der egentlig betyder buk-hose, d.v.s. hoser eller benklæder af bukkeskind, fortrængte ved middelalderens slutning det gamle arveord brog og er selv i nyere tid blevet fortrængt af benklæder, dannet efter tysk omkring 1750. Dog hedder det jo stadig bukseknap, buksetrold – og måske kan ordet, endda i ental, buks, komme i brug igen. I annoncer findes det: en god og daglig buks, blebuks.

Undertøjet. Det gamle arveord særk er nu helt fortrængt af det franske chemise, allerede omkring 1850 var særk upasseligt »i det forfinede selskab«, siger Levin. Skjorten har i modsætning til særken altid været kort, den måtte ikke ses, og ordet har holdt sig, selvom det ikke har været uantastet. Ærkedegnen Hågen i Lund testamenterer 1283 en hæmeth til sin nevø, og kanniken Niels Bunkeflo ligeså i sit testamente 1346 en hemmethe til en slægtning, det er det tyske hemd, som dog altså ikke trængte ind.

Beklædning af ben og fod og hånd. Arveordet hose bruges vel ikke mere i rigsmålet, nu hedder det strømpe; at binde hose, som vi kender det fra E Bindstouw, hedder nu at strikke strømper. I talemåder er ordet dog stadig kendt: så let som fod i hose. En særlig form havde den jyske stunthose, som kun dækkede underben og vrist. Sok, om den korte strømpe, lånte vi fra oldengelsk i ældre middeldansk. Sko er et arveord. Skoen blev i ældste tid fastholdt med en rem op om foden, en tvinge, kendt fra biblen, d.v.s, den gamle bibel, hvor Johannes siger om Jesus, at han (Johannes) ikke er værdig at løse hans skotvinge, – nu står der nok så prosaisk: rem. Træsko er ikke meget ældre i Danmark end 1500. Vi har vel lært at lave træsko af hollænderne. I et håndskrift fra 1481 findes vistnok den ældste afbildning, og nedenunder står: fynbo træsko. Støvle, tøffel og andre ord er lån. Vante er det gamle arveord, handske derimod vel nok lån, det er jo oprindelig hånd-sko.

Enkeltheder inden for de enkelte klædningsstykker må her forbigås.

Peter Skautrup 1958