Uddybende og forklarende tekst til kortet over dialektgrænser i Danmark på s. 238 i bd. 3.

Danmarks Dialekter

At afgøre hvor mange Dialekter, der er i Danmark, er en Umulighed, og at trække skarpe Grænser mellem Dialekterne er ogsaa en Umulighed. En Dialekt er ikke et i alle Forhold fra Nabodialekterne forskelligt Sprog, den er kun en Sprognuance, forskellig fra Omgivelserne ved et eller flere lydlige eller grammatiske Forhold. Hvor mange og hvor vigtige sproglige Forskelle, der skal være til Stede for at man almindeligvis taler om forskellig Dialekt er meget varierende. I strengeste Forstand tales det danske Sprog forskelligt i hvert Sogn, i hver Familie, ja af hvert enkelt Menneske, men ingen vil kalde alle disse Nuanceringer i Talen for Dialektforskelle.

Det er altsaa ikke Dialekterne, der har faste Grænser, det er den enkelte sproglige Ejendommelighed og det enkelte Ord, der har en vis geografisk Udbredelse og en Grænse for denne Udbredelse. Denne Grænse kan være skarp (som Grænse 1, 2 og 3) eller flydende og umærkelig (som Grænse 4, der betegner Omraadet i Østjylland for det »hule« engelsk-klingende l). Dialektkortet viser altsaa Grænser for sproglige Enkeltfænomener eller for enkelte Ord, og naar der alligevel i Landet er en tydelig Fornemmelse af Dialektskel, er det fordi mange Grænselinier paa sine Steder følges ad i et Bundt, saaledes at en hel Række sproglige Forhold bliver forskellige paa hver sin Side af Bundtet. Et saadant Grænsebundt mellem Ribe og Haderslev-Kolding angiver f. Eks. Forskellen Nørrejysk og Sønderjysk, saaledes at Grænsen er skarpest mod Vest. Et lignende Grænsebundt adskiller paa Fyn (fra Vest for Odense til Helnæsbugten) Østfynsk fra Vestfynsk, og med færre Grænser i  Bundtet ogsaa Skellet ved Skern Aa mellem det sydlige Vestjysk og Hardsysselmaalet mod Nord.

Andre Steder kan Grænselinierne være ret faa eller helt enkeltstaaende og dog angiver de en Dialektgrænse, fordi de Forskelle, der er Tale om, angaar Grundtræk i Sproget. Det gælder f. Eks. det vigtige Skel, som Grænserne 1 og 2 tilsammen drager igennem Jylland fra Nord til Syd, indtil de skilles ved Horsens Fjord, hvor Grænse 2 saa mødes med Grænse 3 for sammen med den Syd paa at fortsætte den dybeste Dialektgrænse i Danmark. Grænse 1 angiver Forskellen mellem de vestlige Dialekter, hvor alle Navneord har samme Køn (en Mand, en Kone og en Barn), og alle Dialekter, der har to Køn ligesom Rigsmaalet (en Mand, en Kone men et Barn), Øst for Linien og indtil Grænse 3. Østen for Grænse 3 igen har alle Dialekterne 3 Køn (in Mand, men en Kone og et Barn). Grænse 2 angiver den iørefaldende Forskel mellem Vest- og Sønderjyder, der siger æ Mand, æ Barn (dvs. har Kendeordet sat foran ligesom alle Syd- og Vestgermanere: Engelsk the man, Tysk der Mann, Hollandsk de man) og Nordøstjyder og Øboere, der siger Manden, Barnet (dvs. bruger efterhængt Kendeord ligesom alle nord-østlige Germanere: Svensk mannen, Norsk mannen, Islandsk maðurinn). Grænse 6 angiver Forskellen mellem a, æ »jeg« (som Oldnord. ek, Eng. I, Ty. ich) og jæ, jeg (i Østdanmark, som Sv. jag, Norsk jeg). Grænse 7 angiver Forskellen mellem Nørrejysk hjem, hwa med h og Sydjysk-Ødansk (h)jem, (h)vad uden h. Grænse 5 angiver Grænsen for de »syngende« (dvs. Stød-løse) syddanske Dialekter.

I Lillebælt løber de vigtigste Grænser, Storebælt har ganske vist mange Grænselinier ogsaa, men de angiver lidet betydende Skel, der kun angaar enkelte Ord ell. smaa Ordgrupper. Grænse 8 angiver f. Ex.: Æsk, Ælm, Hæssel, nagen mod Vest – Ask, Alm, Hassel, nøgen mod Øst, ell. Vest for Grænsen hedder en Hane en Kok, og Øst for Grænsen betyder Korn »Byg«, mens »Korn« kaldes Sæd. Grænse 9 viser, at Lolland og Falster undertiden hører til den fynske Gruppe: Vest for Linien er det »bløde d« forsvundet (undtagen paa Sydfalster), Øst for Linien hedder det Krubbe i St. f. Krybbe. Saadanne Grænser løber i broget Virvar over Danmark og tegner for os Billedet af de mange »Dialekter«, som de skelnes af Egnskendte. I grove Træk: 1. Nordsjællandsk, 2. Hedebomaal, 3. Stevnsmaal, 4. Sydsjællandsk, 5. Midt- og Vestsjællandsk, 6-7. Øst- og Vestmønsk, 8-10. Nord-, Øst- og Sydfalstersk, 11-13. Øst-, Syd- og Vestlollandsk, 14-16. Øst-, Syd- og Vestfynsk, 17. Langelandsk, 18. Taasingsk, 19. Ærøsk, 22. Vendelbomaal med Læsøsk (21), 23. Djurslands Nørreherredsmaal, 24. Molbodialekten, med Anholtmaal (20) og Nordsamsk, 25. Sydsamsk, 26. Hanherredsmaalene, 27. Himmerbomaalene, 28. Ommersysselmaal, 29. Midtøstjysk, 30. Rovsømaal, 31, Hadsherredsmaal, 32. Bjerge Herreds Maal, 33. Tyrstrupmaal, 34. Øst- og Mellemslesvigsk, 35. Alsisk, 36. Angelsk (uddødt), 37. Sydslesvigsk (uddødt), 38. Vestslesvigsk, 39. Rømømaal, 40. Sydvestjysk, 41. Fanømaalene, 42. Hardsysselmaal, 43. Fjandbomaal, 44. Sallingbomaalene, 45. Morsingbomaal, 46. Tybomaal og 47. Bornholmsk.