Stærkt udvidet version af faktaboksen på s. 112 i bd. 2 om interpunktionstegnene i dansk i dag og brugen af dem.

---

 

I det følgende gives en oversigt over de interpunktionstegn eller skilletegn der bruges i dansk i dag, og hvoraf de fleste er nærmere omtalt adskillige gange i kapitlet. De enkelte tegn er her i oversigten (og enkelte andre steder i kapitlet) placeret mellem spidse parenteser, fx <,>, for at øge deres synlighed og for at understrege at det er tegnet selv der er i fokus, og at det altså ikke indgår i teksten med sin sædvanlige funktion. Nutidsoversigten bygger i hovedsagen på Håndbog i Nudansk (H. Galberg Jacobsen og P. Stray Jørgensen 1988, 6. udg., 2013) og Retskrivningsordbogen (RO 2012).

Afsnitstegn (luft, alinea)

Øverst i interpunktionstegnenes hierarki befinder afsnitstegnet eller alinea(tegnet) sig. Det består af den luft eller den ubeskrevne plads der fremkommer ved ét eller to (tvungne) linjeskift og evt. indrykning af næste linje. Og dets funktion er at samle et antal perioder (punktummer) i typografiske afsnit og holde afsnittene ude fra hinanden. Afsnitstegnet er sjældent med i interpunktionsregler eller beskrivelser af interpunktion, men indgår som en vigtig del af det nuværende system og kan i historisk perspektiv ses som nutidssprogets afløser af det gamle periodeafgrænsende punktum.

Store sætningstegn <.>, <?>, <!>, <:>

De store sætningstegn, punktum <.>, spørgsmålstegn <?>, udråbstegn <!> og kolon <:>, er de tungeste tegn. De bruges oftest til at afslutte en periode (også kaldt et punktum; dvs. en eller flere helsætninger med indgående ledsætninger (bisætninger) der tilsammen fungerer som en selvstændig ytring eller meningshelhed). Deres tyngde som skilletegn understreges som regel af at de tillige følges af et stort begyndelsesbogstav.

Især de tre første tegn, <.>, <?>, <!>, er udpræget bagudrettede tegn – sluttegn – hvorimod kolonet <:> peger fremad i teksten og annoncerer at man umiddelbart efter tegnet kan vente fx en replik eller en konklusion eller eksemplifikation.

De tre sluttegn adskiller sig fra hinanden ved at <.> har en rendyrket og upersonlig slutfunktion, hvorimod <?> og <!> tillige er dialogiske tegn: De viser ligesom smileyer og andre emotikoner (se illustrationen i selve kapitlet) ud af teksten og synliggør relationen mellem en fx spørgende eller forbavset eller forarget afsender og tekstens modtager. De to dialogiske tegn adskiller sig ud over deres spørge- og udråbsfunktion fra hinanden ved at <?> er et påbudstegn, dvs. et obligatorisk tegn der skal bruges i bestemte sammenhænge (nemlig efter direkte spørgsmål), mens <!> er et tilbudstegn der står til rådighed for den skrivende, men som aldrig skal bruges.

Små sætningstegn <;>, <,>

De små sætningstegn, semikolon <;> og komma <,>, bruges først og fremmest til at afgrænse helheder inden for perioden og dens dele, for semikolonets vedkommende først og fremmest helsætninger fra hinanden og for kommaets vedkommende først og fremmest ledsætninger fra deres oversætninger (“hovedsætninger”) og fra andre ledsætninger. De adskiller sig grafisk fra de store sætningstegn ved at de følges af lille begyndelsesbogstav.

De to tegn adskiller sig fra hinanden ved at <;> er et relativt sjældent og lidt gammeldags tegn med en glorværdig fortid (se nærmere i selve kapitlet); derudover er <;> ligesom <!> et tilbudstegn, altså aldrig obligatorisk. Kommaet <,> er til gengæld det mest brugte tegn overhovedet – og det mest omdiskuterede (se nærmere i afsnittet “To kommasystemer” sidst i kapitlet). Hertil kommer at kommaet i de allerfleste tilfælde også er obligatorisk (et påbudstegn).

Indskudstegn <–>, <( )>, <“ ”> – og “udskudstegn”

Indskudstegnene er tankestreg <–> og parentes <( )> samt anførselstegn <“ ”>, der også kaldes citationstegn eller gåseøjne, og som tidligere kunne (eller skulle) skrives anførelsestegn med fem stavelser. De markerer forholdsvis selvstændige indskud eller tilføjelser fra tekstens forfatter, herunder indføjelser fra andre(s) tekster. Indskudstegnene optræder for det meste parvis. Det gælder altid parenteser og anførselstegn, hvorimod den indledende tankestreg står alene når et indskud står sidst som en afsluttende tilføjelse. Indskudstegnene kan i princippet markere indskud på alle tekstlige niveauer, fra bogstaver, orddele og enkeltord over sætninger og perioder til hele typografiske afsnit (alinea) og større tekstdele, men de bruges dog fortrinsvis på sætningsniveau og derunder.

Tankestreg og parentes ligger hinanden nær i funktion, dog ofte med den forskel at tankestregen signalerer en vis fremhævelse af eller fokus på indskuddet eller tilføjelsen, mens parenteser i højere grad antyder at indskuddet måske i virkeligheden kunne undværes.

Anførselstegn – der kan have varierende grafisk udformning, fx også <» «> eller <‘ ’> – adskiller sig fra de to andre indskudstegn ved primært at markere indskud der stammer fra andre eller andres tekster, altså citater eller direkte anført tale. Derudover kan de – især omkring enkeltord – have en distancerende eller afstandtagende eller ansvarsfralæggende funktion svarede til betydningen af ordet såkaldt.

Også parenteserne kan have forskellig udformning (og funktion). Standardtypen er den runde parentes <( )>, mens de (fir)kantede parenteser (også kaldet kritiske klammer) <[ ]> har den faglige specialfunktion at de inde i citater kan bruges til at markere indskud eller forklaringer fra forfatteren til den tekst som indeholder citatet. På den måde er de kantede parenteser bl.a. brugt her i Dansk Sproghistorie. Mere specielle parentestyper er de spidse (eller trekantede) parenteser << >> (undertiden omtalt som “englevinger”), der her i kapitlet markerer interpunktionstegn der er bragt i fokus som tegn, og tuborgklammer eller tuborger <{ }>. Også musikkens og (fest)sangenes gentagelsestegn kan nævnes her, fx </: :/>, <//: ://>.

Tegn som <…> og <..> markerer at noget er udskudt eller udeladt og må derfor snarere betegnes som “udskudstegn” end som indskudstegn. Det drejer sig dels om udeladelsesprikkerne <…>, <..>, to eller tre prikker der markerer at ord eller orddele er udeladt eller sprunget over (RO 2012, § 43.1), dels om forkortelsespunktummet <.>, der viser at et eller flere bogstaver er udeladt. Tegn som <…> kan desuden bruges til at antyde noget tøvende eller uafsluttet og fungerer så som tøveprikker (RO 2012, § 43.2). Det er bl.a. for at undgå forveksling med tøveprikkerne at en parentes med kun to prikker <(..)> her i Dansk Sproghistorie bruges i citater som fagligt specialtegn til at markere udeladelse eller overspringelse.

Ordtegn < >, <->, </>, <’>

Ordtegnene er ordmellemrum < >, bindestreg <->, skråstreg </> og apostrof <’>. Det er tegn der (især) er knyttet til de enkelte ord, og som bl.a. viser hvor tæt to eller flere ord eller orddele hører sammen.

Det vigtigste ordtegn er ordmellemrummet (også kaldet blanktegn eller spatium eller bare mellemrum), dvs. den luft eller ubeskrevne plads der er mellem to ord, og som viser at to naboord hver for sig er selvstændige ord der ikke er smeltet sammen til ét (fx i rød vin over for rødvin).

Hvor ordmellemrummet således er et skilletegn i egentlig forstand, er bindestregen til gengæld et samletegn eller bindetegn, der viser at to eller flere ord tilsammen udgør ét ord, fx 10-krone (der jo med bogstaver skulle skrives tikrone) og tv-serie. Også orddelingsstregen (eller delestregen), der placeres sidst i en linje efter den del af ordet der var plads til på linjen, viser at de to adskilte orddele hører sammen i ét ord, og kan altså karakteriseres som et samletegn.

Skråstregen bruges til meget forskelligt, nok især som et alternativtegn, der angiver valgmulighed mellem det der står før, og det der står efter stregen, fx og/eller, han/hun.

Apostroffen bruges mest som stødpudetegn eller buffertegn når endelser skal føjes til besværlige grundord skrevet som fx forkortelser og taltegn, fx tv’et og 1980’erne. Derudover kan den bruges som udeladelsestegn i stedet for ét eller flere bogstaver for at give det skrevne et præg af talesprog, fx det si’r du ikk’.

Accenter <´>, <`> mv.

Accenter (bogstavtegn, diakritiske tegn) er småtegn over eller under de enkelte bogstaver, og de hører på den måde i højere grad til retskrivningen som sådan, dvs. til stavningen, end til interpunktionen. Det er ydermere kun det såkaldte accenttegn <´> der kan bruges i danske ord, fx i dér, én og allé (til forskel fra der, en og alle), mens de øvrige accenter næsten kun bruges i navne og i ord der citeres fra andre sprog. Accenterne behandles kun i meget begrænset omgang her i kapitlet, men de almindeligste anføres her for oversigtens skyld: accenttegn eller accent aigu (akut accent) <´> i fx é; accent grave <`> i fx à; cedille <˒> i fx ç; cirkumfleks <^> i fx û; trema <¨> i fx ë; tilde <^~> i fx ñ.