12.7 · Ortografi
På dansk grund har der aldrig – til forskel fra de større europæiske nationer – udviklet sig konkurrerende skriftsprogstraditioner, mere eller mindre afspejlende talesproget i forskellige dele af riget. Den eneste svage ansats hertil synes at være en sønderjysk skriverpraksis, som ifølge H. Veirup (1964b) har sat sig spor i en række stadsretter, udgaver af Jyske Lov samt gildeskråer fra 1300- og 1400-tallet; muligvis efter nedertysk mønster ses her bl.a. tendens til markering af apokope i visse ordtyper, fx hæven (hævne), æær (ere præs. pl.) samt fakultativ markering af i-omlyd: øle hhv. ole (øl).
Også i de fleste andre middelalderlige håndskrifter og i tidlige bogtryk har sproghistorikerne fundet afspejlinger af dialektale lydforhold, men den inkonsekvente forekomst tyder ..
Læs mere i Dansk Sproghistorie, bd. 3, s. 337-344.
