102. Retskrivning i autoriserede bibeloversættelser
Om den stiltiende ajourføring af retskrivningen i de autoriserede bibeloversættelser ved ændringer i den officielle retskrivning. Omtalt på s. 89 i bd. 4.
Når en oversættelse af Bibelen eller en del af Bibelen autoriseres, er det primært ordvalg og sætningsbygning, der fastlægges. Hvad derimod retskrivningen angår, har det været praksis at justere den i de eksisterende autoriserede oversættelser, når de officielle retskrivningsregler er blevet ændret, og uden at det har krævet en særlig autorisation.
I førsteudgaven af 1948-oversættelsen af Det Nye Testamente (1949) var retskrivningen således stadig den, der var den gældende før Hartvig Frischs retskrivningsreform i 1948: Substantiverne var skrevet med stort begyndelsesbogstav, der var brugt aa og ikke å, og præteritum af verberne kunne, skulle og ville var skrevet med d, fx kunde. Men i løbet af 1960’erne blev de nye retskrivningsregler indført i nye oplag og udgaver af de autoriserede oversættelser:
| 1948-oversættelsen, 1. udg. | 1948-oversættelsen, udg. fra 1966 | |
| Og straks da han gik i Land fra Baaden, kom en Mand ham i Møde ud fra Gravhulerne; han var besat af en uren Aand og holdt til i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, ikke engang med Lænker.
(Mark 5,2-3) |
Og straks da han gik i land fra båden, kom en mand ham i møde ud fra gravhulerne; han var besat af en uren ånd og holdt til i gravene, og ingen kunne længer binde ham, ikke engang med lænker.
(Mark 5,2-3) |
Tilsvarende stiltiende ajourføringer af retskrivningen kan iagttages ved en sammenligning af førsteudgaven af den autoriserede oversættelse af 1871-revisionen med oplag og udgaver fra begyndelsen af 1900-tallet. Mellem de to versioner nedenfor ligger der dels en retskrivningsbekendtgørelse fra 1889, der afskaffede j efter g og k foran e, æ og ø, dels en bekendtgørelse fra 1900, der tillod brugen af singularisform af verbet selvom subjektet var pluralis. Det er dog kun den førstnævnte ændring, der er gennemført i 1909-udgaven nedenfor (gjøre > gøre, regjere > regere), hvorimod verbernes pluralisformer er bevaret (imperativen lader os ’lad os’ og præsensformen de skulle ’de skal’).
| 1871-revisionen, 1. udg. | 1871-revisionen, 1909-udg. | |
| Og Gud sagde: lader os gjøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regjere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden.
(1 Mos 1,26) |
Og Gud sagde: lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden.
(1 Mos 1,26) |
Pluralisformerne forsvinder først ud af Bibelen med oversættelsen af Det Gamle Testamente i 1931 og det Det Nye Testamente i 1948 (A. Karker 2001, s. 262). Helt indtil 1992 er der dog i Det Gamle Testamente enkelte eksempler på bevaret pluralisform i imperativ, fx “Lover Gud i festforsamlinger, Herren, I af Israels kilde!” (Sl 68,27; jf. Aa. Hansen 1967, bd. 3, s. 34; 1992-oversættelsen har “Pris Gud i forsamlingerne, Herren, Israels kilde!”).
Bodil Ejrnæs 2020
