110. Nye principper for versbygning

Beskrivelse af 1600-tallets eksperimenter med nye metriske principper. De nye principper introduceres på s. 105 i bd. 4.

For de klassisk dannede akademikere, som var skolet i at forfatte elegante latinske vers, måtte den dansksprogede digtning omkring år 1600 forekomme primitiv. Rytmen var uregelmæssig, og sproget ganske jævnt. Man kunne dårligt tale om en poetisk stil. I hovedsagen var det kun enderimene og nogle få hævdvundne ledstillingsanomalier, der gjorde en tekst til poesi. I det tidlige 1600-tal eksperimenteredes ivrigt med nye metriske principper. Grundlæggelsen af Die Fruchtbringende Gesellschaft i Weimar 1617 skabte en ramme for arbejdet med en ny poetik, som også inspirerede danske lærde. Som den første skabte Anders Arrebo (1587-1637) et rytmisk princip for dansk poesi, som levede op til de nye idealer. Han udgav i 1623 sin gendigtning af Davidssalmerne i sangbar form. Fire år senere kom gennembruddet med den reviderede version, hvor princippet om en regelmæssig vekslen mellem trykstærke og tryksvage stavelser er gennemført. Det er slut med det skiftende antal stavelser, som de syngende måtte få til at passe med melodien, så godt det kunne lade sig gøre – det system, som stadig kendes fra lejlighedssanges uforudsigelige forbrug af stavelser, der trækkes ud over flere toner, og galopader af stavelser på enkelttoner.

Som eksempel på Arrebos nybrud anføres her en enkelt strofe af hans gendigtning af Sal. 41 fra 1623 og 1627: