132. Kortfattet gennemgang af Danmarks gamle Ordsprog

En gennemgang af de enkelte bind i Danmarks gamle Ordsprog (DgO) med oplysning om samlinger, samlere og arkivforhold. Omtalt s. 181 i bd. 4.


 

Danmarks gamle Ordsprog (DgO) er det videnskabelige standardværk for kilderne til danske ordsprog fra middelalderen og renæssancen. Hovedudgiverne er Iver Kjær og John Kousgård Sørensen. Værket består indtil videre af 8 bind (i alt 9 bøger), mens bind 3 (se nedenfor) og registerbindet, bind 8, endnu ikke er udkommet. Udgavens idé er at fremlægge teksterne med tilknyttet variantapparat, men indledningerne er i varierende grad længere afhandlinger, og de kommer derved til at fungere som kommentarer. Udgaven er kronologisk anlagt, men ikke kronologisk udgivet.

Danmarks gamle Ordsprog I:1 og 2 indeholder Peder Låles ordsprog og kom i 1979. Udgiverne er Iver Kjær og Erik Petersen, og de medtager følgende kilder: fragmentet NKS 813x, 4° (i faksimile og nysat), Gotfred af Ghemens tryk fra 1506 (i faksimile og med varianter fra 1508-trykket), Christiern Pedersens tryk fra 1515 (i faksimile og i dansk oversættelse (i andet halvbind)), og til sidst Hans Skonnings tryk fra 1626 (med varianter fra sammes udgave fra 1703).

Studér Middelalder på Nettet udgiver de to ældste danske tekstvidner af Peder Låles ordsprog, håndskriftfragmentet NKS 813x, 4° og Ghementrykket fra 1506.

Danmarks gamle Ordsprog II er udgivet af John Kousgård Sørensen i 1977. Indholdet er Hans Thomissøns Ordsprog, som de foreligger i håndskriftet Rostgaard 218, 4°, der dateres til ca. 1600 og 1650, og Poul Enevoldsens ordsprogssamling, Farrago kaldet, i håndskriftet Thott 1509, 4° fra 1607.

I Danmarks gamle Ordsprog IV fremlægges Problemata et Proverbia moralia, der med nogen usikkerhed tillægges Hans Chr. Sthen, en samling af fire delvist selvstændige dele, hvoraf kun nr. to og tre kan kaldes egentlige ordsprog, men da både første og sidste del har tilknytning til ordsprogstraditionen, er alle fire medtaget i DgO IV. Samlingen, der er udgivet af Iver Kjær, John Kousgård Sørensen og Niels Werner Frederiksen i 1987, fremlægges som faksimile af trykket fra 1611 med varianter fra trykket 1624. Det indledes af en næsten 100 sider lang indledning af Iver Kjær, hvori der dybtgående og skarpsindigt argumenteres for at indlemme bogen i Sthens forfatterskab. Bindet indeholder desuden en håndskreven ordsprogssamling, der med sikkerhed vides kompileret af Sthen. Samlingen har haft en spændende historie. Den blev først kendt i 1921, da den blev fundet i en bog på Hamburgs Staats- und Universitätsbibliothek (Cod.Hamb.Theol. 2090a, 8°). Lykkeligvis lod Det Kongelige Bibliotek i 1932 håndskriftet fotografere (ms. Phot. 20, 8°), for originalen er siden forsvundet (H. Grüner-Nielsen 1932), og fotografiet har således bevaret samlingen til i dag.

Danmarks gamle Ordsprog V udgøres af Daniel Matras’ Proverbes fra 1633. Den er udgivet af Iver Kjær i 1981. Det er en samling af franske, danske, italienske og tyske ordsprog, der opstiller ordsprogene spaltevis, så den kan anvendes i fremmedsprogsundervisningen. I den meget tætte og grundige efterskrift fremlægges omfattende tekst- og boghistoriske studier, og efterskriften er da også blevet betegnet som værende en ”afhandling” (N. Haastrup 1983, s. 139).

Det næste bind i udgivelsesrækken, Danmarks gamle Ordsprog VI, består af seks mindre ordsprogssamlinger fra 1600-tallet, alle nysatte og udgivet med indledninger af John Kousgård Sørensen i 1980. De seks tekster har ikke noget fællespræg, men holdes udelukkende sammen af udgivelsestidspunktet. De enkelte tekster får hver deres korte indledning med oplysninger om forfatteren og om tekstens særpræg. De seks tekster er:

  1. Jens Sørensen Nørnissoms En liden Tidsfordriff fra 1662
  2. Olelais fraser fra midten af 1600-tallet
  3. Herr Iver i Boeslundes ordsprog (Phrases Rusticæ) fra slutningen af 1600-tallet
  4. Jydsche ordsproger, en anonym samling i samme håndskrift (Rostgaard 48, 8°) som
  5. Peder Syv: Paralipomena ex proverbiis, der dateres til sidste halvdel af 1600-tallet, og endelig
  6. Thomas Broder Bircherods ordsprog fra begyndelsen af 1700-tallet.

Særlig interessant er Paralipomena ex proverbiis, som er Syvs videre arbejde med ordsprogene efter udgivelsen af hans to store samlinger i hhv. 1682 og 1688. Titlens Paralipomena betyder ’tillæg til et større skrift’ (egl. ‘udeladte ting’). Syvs hovedværk(er) inden for ordsprogsforskningen findes i Danmarks gamle Ordsprog VII:1-2.

Danmarks gamle Ordsprog VII:1 indeholder Peder Syvs Almindelige Danske Ordsproge (..) fra 1682, og Danmarks gamle Ordsprog VII:2 indeholder hans anden samling fra 1688 med samme titel. Samlingen fra 1682 er udgivet af Iver Kjær og John Kousgård Sørensen, mens samlingen fra 1688 er udgivet af John Kousgård Sørensen, der også er forfatter til efterskriftet til begge udgivelser.

Peder Syv er helt central i den danske ordsprogstradition: “i [Peder Syvs Almindelige Danske Ordsproge] mødes den ældre overlevering, og fra den udgår den senere tradition” (I. Kjær og B. Holbek 1969, s. 125). Syv er hovedkilden til danske ordsprog til langt op i tiden. De to digre samlinger indledes med lange indledninger, dels dedikationer, dels oplysende tekster, der forklarer ordsprogenes nødvendighed og anvendelse. I ordsprogene ”findis mange herlige oc gamle oord, og gives sprogets artighed og righed tilkjende (..) Et Oordsprog skal være brugeligt og smukt, have Lærdom i sig, og være fraskilt fra gemeen tale (..) Oordsproge skulle bruges ikke som mad, men som kryderi” (DgO VII:1, s. xxv). Det var interessen for modersmålets opdyrkning og raffinering, der var Syvs drivkraft bag det enorme indsamlingsarbejde. En interesse, han ikke kunne lægge bag sig, selv ikke efter udgivelsen af de to store bind. Det vidner hans Paralipomena ex proverbiis om (se DgO VI).

Ud over de kilder, der er indtil nu er udgivet i DgO, findes der fra renæssancen endnu en række samlinger, der er kendt under navnet Ribekredsens ordsprog. Det drejer sig om samlinger af hhv. Peder Hegelund (1542-1614), Anders Sørensen Vedel (1542-1616), Søren Andersen Vedel, Anders’ søn (1587-1653), og Ludvig Pouch, Sørens svigersøn (1620-1681). De var alle influeret af renæssancens interesse for den nationale fortid og for det nationale sprog. Samlingerne er følgende:

  • To mindre tryk af Peder Hegelund, et prøvetryk fra ca. 1580 af den senere udgave (Hielmstierne 1797 8°) og den egentlige udgave fra 1588
  • Anders Sørensen Vedels samling i GkS 3603, 8°
  • Søren Andersøn Vedels samling i Langebeks excerpter 265, 8°
  • Ludvig Pouchs samling i Kungl. Bibl. Stockholm Cod. Holm. Vitt. utl, 86, 4° fra 1661/1662

Ud over fælles levested og familiære relationer er der også til dels et fælles syn på formålet med indsamlingsarbejdet. Hegelunds to små samlinger har et opbyggeligt-belærende formål, men for de øvriges vedkommende er det renæssancens interesse for den nationale fortid og dens værdier, ikke mindst de sproglige, der er drivkraften bag arbejdet.

Der arbejdes på at færdiggøre disse samlinger til udgivelse som Danmarks gamle Ordsprog III, ligesom der arbejdes på at etablere et samlet register for samtlige tekstbind.

Merete Korvenius Jørgensen 2020