144. Lix – læsbarhed på formel

Beskrivelse af læsbarhedsformlen lix med vejledning i beregning og tolkning af lixtal. Omtalt s. 298 i bd. 4.


 

I 1968 lancerede den svenske pædagog C.H. Björnsson læsbarhedsformlen lix (forkortelse af läsbarhetsindex), der kort tid efter også blev taget i brug i Danmark af bl.a. biblioteker, tekstforfattere og forlag. Med lixen kan man måle hvor svær eller let en tekst rent sprogligt er at læse og forstå. I lixformlen indgår to størrelser, dels den gennemsnitlige punktum- eller periodelængde målt i antal ord (PL), dels procentdelen af lange ord i teksten (LO-%). Ved lange ord forstår man i denne sammenhæng ord på 7 bogstaver eller mere. Summen af de to tal giver tekstens lix eller lixtal, og lixformlen kan altså skrives sådan:

PL + LO-% = lix

Lixtallet udtrykker så hvor svær teksten er. Jo højere lixtal, jo sværere er teksten. Lixtallet oversættes til sværhedsgrad efter denne skala:

lixtal sværhedsgrad
op til 24 meget let
25-34 let
35-44 middel
45-54 svær
55 og højere meget svær

Lixtallet udtrykker altså hvor svær teksten er rent sprogligt, ikke nødvendigvis hvori de sproglige vanskeligheder består, for periodelængde og lange ord behøver ikke at være afgørende for om en tekst er sprogligt svær at læse. Det kan fx også skyldes at sætningsbygningen er knudret. Hensigten med lixberegningerne var at give bibliotekarer og lærere et let håndterbart redskab i hænde til at måle om en tekst rent sprogligt var passende for den målgruppe man tænkte teksten anvendt af.

Flere af bøgerne nedenfor indeholder skemaer til manuel beregning af lix. Derudover er der på nettet adskillige hjemmesider om lix og med programmer til automatisk beregning af indkopierede teksters lix (googl ”lixberegner”).

Litteratur om lix og læsbarhed