164. Ove Mallings læsebog Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Hol­stenere, 1777

Tekstprøve fra Ove Mallings læsebog med kommentar. Omtalt på s. 352 i bd. 4.

[Faksimile af tekstprøven er undervejs]

Magister Ole Vind, engang Sognepræst for Frue Kirke i Kiøbenhavn, var en Mand, der følede Kald og Pligter; han prædikede Sandhed og talede høit mod herskende Laster uden Persons Anseelse. Nogle af Hoffolkene gik engang hen at høre ham. Vind prædikede som sædvanligt, maaskee endnu noget skarpere. Nogle fandt sig fornærmede, besværede sig derover for Christian den Fierde, og meende at have fundet noget fornærmeligt, endog for Kongen selv. Christian lod Vind kalde til sig, og spurgde ham om det var sandt, at han havde prædiket saaledes som der var forebragt. Vind svarede: at han ei vidste at have talt andet end hvad han, som Sandheds Lærer, kunde og burde. Kongen befalede da, at han næste Søndag skulde holde selv samme Prædiken paa Slottet. Søndagen kom: Vind mødte efter Befaling og holdt sin Tale uforandret: Kongen hørde meget opmærksom til: mange vare nysgierrige for at høre hans Tanker: ingen fik dem at vide. Han gik ud af Kirken igien uden at tale videre enten til Ole Vind, eller til nogen om ham. Men kort Tid derefter kaldte han ham til sin Hofpræst og Confessionarius.

(O. Malling 1777, s. 411-412)

Kommentar

Retskrivningen i Ove Mallings Store og gode Handlinger (1777) blev af skolemyndighederne anvist som ortografisk rettesnor for latinskolen, og læsebogen er derfor i en vis forstand vores første officielle retskrivningsordbog. Stavemåderne er i hovedsagen som i 1739-teksten i 163. Christian 6.s latinskoleforordning, 1739: Der er store begyndelsesbogstaver i substantiverne, aa, dobbeltvokal (meende), i efter g og k i ord som Kiøbenhavn og igien, og verbale pluralisformer, fx (mange) vare. Fremmedord har stadig fremmed (genuin) form, fx Confessionarius, men er nu trykt med samme fraktursats (gotiske bogstaver) som resten af teksten. Sammensætninger skrives nu gennemgående i ét ord (Hoffolkene), og der skrives næsten kun i og ikke længere y i diftonger som i høit og ei. Et karakteristisk træk er desuden præteritumsendelsen −de i meende, spurgde, hørde, der først ændres til −te i bogens 6. oplag i 1834.  Den senere faste fordeling i verberne kunne, skulle og ville af former med nd/ld i præteritum og nn/ll i infinitiv kan skimtes i tekstprøvens kunde og skulde, men er i øvrigt ikke helt gennemført i bogen. Se også kap. 21.6 i bd. 6 om Ove Mallings sprog.