178. To sprog i administrationen

Sproget i forordninger og åbne breve. Omtalt på s. 48 i bd. 5.

Det var ikke uproblematisk at have to sprog i administrationen. De danske embedsmænd beherskede ikke islandsk, og kilderne viser, at der omkring midten af 1700-tallet var islandske embedsmænd, der havde svært ved at udtrykke sig på dansk, idet deres sprog ofte var fyldt med islandismer (H. Sigurðsson 1947, s. xvi). Love og forordninger, der gjaldt islandske forhold, skulle bekendtgøres for islændingene på deres modersmål, men det var langt fra altid det blev gennemført i praksis. Amtmændene sendte forordningerne med tilhørende følgebrev til sysselmændene på dansk, og begge blev tinglyst ved at blive læst højt på tinget.

I et brev fra kancelliet fra 30. april 1751 blev det påbudt, at alle forordninger og åbne breve, der angik Island, skulle udgives på både dansk og islandsk (Lovsamling for Island III 1854, s. 75-78). Dette påbud blev ikke fulgt, og i kancelliets brev fra 1792 til rentekammeret står der, at eftersom “Faae af Almuen udi Island forstaae det danske Sprog, har Cancelliet taget den Beslutning, at alle Lovgivninger, der fordre almindelig Kundskab og Efterlevelse, herefter blive trykte baade på Dansk og Islandsk” (Lovsamling for Island VI 1856, s. 45-46).

I en kancellieskrivelse fra 25. juni 1831 (Lovsamling for Island IX 1860, s. 749-757) og i en forordning fra 21. december samme år (Lovsamling for Island IX 1860, s. 816-836) blev det fastsat, at de for Island gældende nye love og anordninger (der som tidligere kun var udstedt på dansk) skulle oversættes til islandsk. Men ifølge en kongelig resolution fra 27. maj 1859 ændredes forholdene således, at “den islandske Text af de for Island udkommende Love maa for Fremtiden blive forsynet med D. M.’s og vedkommende Ministers Underskrift” (Lovsamling for Island XVII 1877, s. 482-487), dvs. lovteksterne blev udstedt parallelt og samtidigt på dansk og islandsk, og i 1891 blev det vedtaget, at der kun skulle udstedes en islandsk version (E. Arnórsson 1911, s. 153-157 og 1913, s. 317). Statstidende blev dog ved med at udkomme på dansk til og med året 1912. Ifølge en forordning fra marts 1843 om genoprettelsen af Alþingi skulle der tales islandsk til altingsmøderne, og tingets protokoller og betænkninger skrives på dette sprog. Det blev dog tillladt kongens kommissarius at tale dansk, forudsat at han havde en oversætter. Med en kongelig resolution fra 1844 blev der fastsat bestemmelser om, at danskere ikke kunne ansættes i embeder uden kundskaber i islandsk, og i 1857 blev kravene herom yderligere skærpet (S.L. Jónasson 1863, s. 81-83; E. Hreinsson 2003, s. 105-106).