179. Dansk og/eller islandsk

Om sysselmand Magnús Ketilsson artikel fra 1776, hvor forholdet mellem islandsk og dansk diskuteres. Omtalt på s. 49 i bd. 5.

I artiklen “Kort Betænkning om et nyt Sprog paa Island” fra 1776, som blev publiceret i det første islandske tidsskrift, Islandske Maaneds-Tidender, er der en interessant samtidskilde, hvor forholdet mellem islandsk og dansk diskuteres. Her skriver sysselmand Magnús Ketilsson, at han har hørt om nogle islændinges ønske om “at det nu værende Danske Sprog her blev indført over alt, i Henseende til at saadant vilde giøre adskillige Sager lettere, samt befordre desto bedre Forstaaelse og Kiærlighed mellem Nationerne”. Forfatteren tvivler ikke på sine landsmænds patriotiske hensigter i sagen og ej heller på deres kyndighed i såvel deres “Fædrenesprog” som i det danske, som “de dog ellers kunne synes temmelig indtagne i”, men han kan ikke bifalde deres tanke. Han indrømmer, at indførelsen af dansk ganske vist kunne spare oversættelser af en del tingsakter måske også noget inden for handelen, men tvivler dog på, at dette ville gøre nogen forskel i forbindelse med retsakter, eftersom der ingen mangel er på folk, der har færdighed nok til at klare disse opgaver.

Og mht. handelen har sproget ikke været den alvorligste barriere, da “de Handlende reise hid fra deres Ungdom af og lære nogenledes et vist Handelssprog eller halv Islandsk og Indbyggerne ligeledes paa sin Side”. Til gengæld er han ikke i tvivl om på “hvilket af Sprogene Guds Ord af de Indfødde over heele Landet lættest vil kunne tales, læses, synges eller forstaaes” (M. Ketilsson 1776, s. 81-83). Ifølge artiklen er der blevet argumenteret for, at det islandske sprog ikke egner sig så godt som videnskabssprog. Magnús Ketilsson anfører, at han ikke er bekendt med, hvorvidt duelige mænd har gjort forsøg herpå, og stiller det spørgsmål, hvad der skulle hindre, at de “Ting, som høre til Videnskaberne kunde ligesaavel foredrages paa Islandsk som de kunne paa Dansk”. Der er eksempler fra gammel tid, som uimodsigeligt viser, at det gamle nordiske sprog egner sig særdeles godt til den slags foredrag. Og han fortsætter:

Og hvad Ære vilde det desuden indbringe, at ødelægge, afskaffe eller nedlægge et saa ældgammelt og ædelt Sprog, der er det ældste man veed af at sige her i Norden? Ja om det var gavnligt, vil jeg endog heller overlade fremmede Antiqvariis især de Danske, at dømme om, end at jeg som indfød, skulde giøre mig mistænkelig med at afgiøre den Sag.

(M. Ketilsson 1776, s. 84-85)

Det er interessant, at Magnús Ketilsson overlader det til de danske lærde at afgøre spørgsmålet om det islandske sprogs vigtighed, hvad der kunne vidne om danske lærdes interesse for det islandske sprog (se også A. Hauksdóttir 2013, s. 65-94). Mht. almuens sprog er det hans vurdering, at på nær områderne omkring handelsstederne ville dansk aldrig kunne blive brugt af almenheden. Selv om man i løbet af året ofte hørte præsten og talte med ham, ville det ikke være nogen effektiv sprogundervisning. Desuden var det usandsynligt, at alle præster ville have tilstrækkelig færdighed i at tale dansk, da de levede sammen med almuen, som talte islandsk. Dette ville også være tilfældet, selv om præsterne havde fået rimelige danskkundskaber i skolen og havde bevaret og måske styrket deres sprogkundskaber ved at læse bøger. Det ville dog næppe være tilstrækkeligt til at opnå den fornødne færdighed i at tale og prædike på et hæderligt dansk.

Og selv om der blev læst bøger i hjemmene, ville dagligsproget dog overalt have overtaget, for, som han siger: “hvilken Pladren vil da ikke overalt efter en eller anden Mands Alder [dvs. efter en generation] blive af denne heele Blanding?” Det ville, når det gik allerbedst, blive “som vore Kiøbmænds forkierte Islandsk, med Islandske og Svenske Endelser, og utallig anden udansk Udtale. Ligeledes vil det have sig med Skrivemaaden, ligesom jeg og har hørt adskillige opholde sig saavel over vores ulærde Svennes Dansk, som over de her boesiddende Danskes elendige Islandsk og dets rette kendere”. Hertil kommer så den skade, som det ville være for den lærde verden i fremtiden at miste det levende sprog (M. Ketilsson 1776, s. 87).