225. Ældre narrativ (uforkortet)
Uforkortet version af den ældre narrativ i tabel ❼ på s. 72 i bd. 6.
ÆLDRE NARRATIV (1957, KVINDE, 58 ÅR) |
|
1 | Nå, det var – det er en Ungdomsubesindighed jo da, for jeg var ude at tjene en Gang, |
2 | og så havde jeg jo en Medtjener. Hun var nu sådan lidt livlig af sig, og så – så skulde |
3 | hun have skreven nogle Kærestebreve, og det kunde hun ikke rigtig, så hjalp jeg jo, så |
4 | så hun jo, at jeg var meget dygtigere til at sætte noget sammen end hende, te hun tyktes, |
5 | og så – skrev jeg jo for hende til en, og han skrev jo til hende igen, og hun skulde jo |
6 | have ham svaret, og det skulde jo så også være mig, for ellers så kunde han jo se, det |
7 | var fejl, og det måtte han jo ikke få at vide – og så – så skrev jeg jo også igen til ham, |
8 | men – æ – så kom hun i Tanker om, at hun vilde gærne, han skulde komme og se til |
9 | hende også på – det var et Hotel, vi tjente på, og så skulde jeg jo skrive det til ham. Jeg |
10 | skrev, om han kunde ikke godt komme og se til mig, – og – jeg vilde da så gerne betale |
11 | Rejsen dertil, men hvis han vilde derfra igen, så skulde han selv betale. Nå, og han |
12 | skrev jo igen, at det vilde han jo da gerne, og så skulde han jo have at vide hvad Tid han |
13 | skulde komme, og så skulde jeg jo have skreven igen, og han skulde jo så komme, og |
14 | jeg sagde jo, han skulde henvende sig til Stuepigen, det var sådan en flinke Pige, sagde |
15 | jeg, det var jo mig selv, der var Stuepige, og det var hende, der var Kokkepige. Men |
16 | – så kunde han bare sige hende, hvordan det skulde være, så skulde hun nok sige det til |
17 | Kokkepigen – eller sige det til mig, skrev jeg jo. Og vi hørte jo så den Dag, det var |
18 | bestemt han skulde komme, at Toget det fløjtede ved Stationen, og vi vaskede op, og |
19 | jeg grinede jo, for jeg skulde jo til at tage imod ham, jeg vidste jo, hvad han vilde sige. |
20 | Jeg havde jo sagt ham, hvad Stol og hvad Bord, han skulde sætte sig ved og alt sådan |
21 | noget, og den her sølle Karl han kom jo også ind, og han hilste jo på mig, han kjendte jo |
22 | ikke mig, og jeg kendte ikke ham da, men han gik jo hen og satte sig, hvor han skulde |
23 | sidde, og han forlangte det Korn Kop Kaffe, som jeg vidste, han skulde forlange, det |
24 | havde jeg jo skrevet, han skulde forlange ved mig, og så skulde hun ud og gå Tur med |
25 | ham om Aftenen, og det gjorde hun jo også, og så lovede hun, nu skulde hun sige ham, |
26 | hvordan det hang sammen, at det var en anden en, der havde skreven det, og – og det |
27 | skulde – nu skulde hun selv til at skrive jo, men hun kom sådan om Andendags Morgen, |
28 | at hun kunde da så godt lide ham, og hun havde ikke fået sagt til ham, at det var mig, |
29 | der havde skreven, og jeg skulde jo så skrive igen og – og det vilde jeg jo ikke, men – |
30 | hun bad mig da så mindelig, for ellers så gik det jo forbi, og det tyktes hun ikke, hun kunde |
31 | tænke sig, og så skrev jeg jo igen til ham, men så da jeg skulde rejse, så – så kunde jeg |
32 | jo ikke blive ved at føre Korrespondancen, så skulde hun jo selv til den, og – men så |
33 | vilde hun ikke have ham, sagde hun, og det var jeg da godt ked af, for sådan som han |
34 | holdt af hende, og det var da Synd at komme til at skrive det til ham, men det var jo nok |
35 | med, jeg skulde have skrevet til ham, at det var forbi, og han blev jo ked af det, han |
36 | skrev jo til mig igen, at det kunde han da ikke forstå, hvorfor jeg havde sådan skiftet |
37 | om, så pænt som jeg havde skreven til ham, og vi havde da også været glade den Aften, |
38 | han havde været og se til mig og alt sådan noget. Og så sendte han mig en fin Medaljon |
39 | med i Brevet, om jeg vilde bære den til Erindring om ham – så –. Men den Medaljong |
40 | den tog hun jo, og jeg ville jo da heller ikke gå med den. Ja, hun fik jo så Medaljongen, |
41 | og så rejste jeg min Vej, og så ved jeg ikke mere, hvordan det gik med dem. |
Teksten stammer fra Danske Dialekttekster, bd. 1, 1967, s. 53-57. Den er båndoptaget og udskrevet i fonetisk transskription (lydskrift) og – som her – i almindelig, stedvis lidt dialektpræget og gammeldags ortografi med bl.a. store begyndelsesbogstaver i substantiver). En mere omfattende fortolkning og analyse af teksten kan ses i B. Perregaard 2016, s. 172-182.
Danske Dialekttekster, bd. 1, 1967, s. 53-57