225. Ældre narrativ (uforkortet)

Uforkortet version af den ældre narrativ i tabel ❼ på s. 72 i bd. 6.

 

ÆLDRE NARRATIV (1957, KVINDE, 58 ÅR)
1 Nå, det var – det er en Ungdomsubesindighed jo da, for jeg var ude at tjene en Gang,
2 og så havde jeg jo en Medtjener. Hun var nu sådan lidt livlig af sig, og så – så skulde
3 hun have skreven nogle Kærestebreve, og det kunde hun ikke rigtig, så hjalp jeg jo, så
4 så hun jo, at jeg var meget dygtigere til at sætte noget sammen end hende, te hun tyktes,
5 og så – skrev jeg jo for hende til en, og han skrev jo til hende igen, og hun skulde jo
6 have ham svaret, og det skulde jo så også være mig, for ellers så kunde han jo se, det
7 var fejl, og det måtte han jo ikke få at vide – og så – så skrev jeg jo også igen til ham,
8 men – æ – så kom hun i Tanker om, at hun vilde gærne, han skulde komme og se til
9 hende også på – det var et Hotel, vi tjente på, og så skulde jeg jo skrive det til ham. Jeg
10 skrev, om han kunde ikke godt komme og se til mig, – og – jeg vilde da så gerne betale
11 Rejsen dertil, men hvis han vilde derfra igen, så skulde han selv betale. Nå, og han
12 skrev jo igen, at det vilde han jo da gerne, og så skulde han jo have at vide hvad Tid han
13 skulde komme, og så skulde jeg jo have skreven igen, og han skulde jo så komme, og
14 jeg sagde jo, han skulde henvende sig til Stuepigen, det var sådan en flinke Pige, sagde
15 jeg, det var jo mig selv, der var Stuepige, og det var hende, der var Kokkepige. Men
16 – så kunde han bare sige hende, hvordan det skulde være, så skulde hun nok sige det til
17 Kokkepigen – eller sige det til mig, skrev jeg jo. Og vi hørte jo så den Dag, det var
18 bestemt han skulde komme, at Toget det fløjtede ved Stationen, og vi vaskede op, og
19 jeg grinede jo, for jeg skulde jo til at tage imod ham, jeg vidste jo, hvad han vilde sige.
20 Jeg havde jo sagt ham, hvad Stol og hvad Bord, han skulde sætte sig ved og alt sådan
21 noget, og den her sølle Karl han kom jo også ind, og han hilste jo på mig, han kjendte jo
22 ikke mig, og jeg kendte ikke ham da, men han gik jo hen og satte sig, hvor han skulde
23 sidde, og han forlangte det Korn Kop Kaffe, som jeg vidste, han skulde forlange, det
24 havde jeg jo skrevet, han skulde forlange ved mig, og så skulde hun ud og gå Tur med
25 ham om Aftenen, og det gjorde hun jo også, og så lovede hun, nu skulde hun sige ham,
26 hvordan det hang sammen, at det var en anden en, der havde skreven det, og – og det
27 skulde – nu skulde hun selv til at skrive jo, men hun kom sådan om Andendags Morgen,
28 at hun kunde da så godt lide ham, og hun havde ikke fået sagt til ham, at det var mig,
29 der havde skreven, og jeg skulde jo så skrive igen og – og det vilde jeg jo ikke, men –
30 hun bad mig da så mindelig, for ellers så gik det jo forbi, og det tyktes hun ikke, hun kunde
31 tænke sig, og så skrev jeg jo igen til ham, men så da jeg skulde rejse, så – så kunde jeg
32 jo ikke blive ved at føre Korrespondancen, så skulde hun jo selv til den, og – men så
33 vilde hun ikke have ham, sagde hun, og det var jeg da godt ked af, for sådan som han
34 holdt af hende, og det var da Synd at komme til at skrive det til ham, men det var jo nok
35 med, jeg skulde have skrevet til ham, at det var forbi, og han blev jo ked af det, han
36 skrev jo til mig igen, at det kunde han da ikke forstå, hvorfor jeg havde sådan skiftet
37 om, så pænt som jeg havde skreven til ham, og vi havde da også været glade den Aften,
38 han havde været og se til mig og alt sådan noget. Og så sendte han mig en fin Medaljon
39 med i Brevet, om jeg vilde bære den til Erindring om ham – så –. Men den Medaljong
40 den tog hun jo, og jeg ville jo da heller ikke gå med den. Ja, hun fik jo så Medaljongen,
41 og så rejste jeg min Vej, og så ved jeg ikke mere, hvordan det gik med dem.

Teksten stammer fra Danske Dialekttekster, bd. 1, 1967, s. 53-57. Den er båndoptaget og udskrevet i fonetisk transskription (lydskrift) og – som her – i almindelig, stedvis lidt dialektpræget og gammeldags ortografi med bl.a. store begyndelsesbogstaver i substantiver). En mere omfattende fortolkning og analyse af teksten kan ses i B. Perregaard 2016, s. 172-182.

Danske Dialekttekster, bd. 1, 1967, s. 53-57