Udvidet version af afsnittet “Begravelsestalen” på s. 77-82 i bd. 6.

---

 

Tekstudlægning og biografi

Den sidste genre, der skal fremhæves her, er begravelsestalen eller ligprædikenen, som den tidligere hed. Det er en veldokumenteret genre, som man kan finde illustrative eksempler på gennem flere århundreder. Den første trykte ligprædiken på dansk udkom i 1565. Thorkil Damsgaard Olsen (2002) har behandlet den og flere andre af den teologiske professor Niels Hemmingsens (1513-1600) ligprædikener. På daværende tidspunkt var genren “en forholdsvis ny, en efterreformatorisk teksttype” (s. 115), som Niels Hemmingsen dog formåede at sætte et autoritativt præg på. I Damsgaard Olsens analyse fremhæves ligprædikenens to dele, tekstudlægningen og det biografiske indhold, og de to funktioner, den pastorale og dermed institutionelle og den sekulære og dermed sociale funktion:

I den særlig modtagelige situation, som en begravelse udgør, skulle ligprædikenens biografiske indhold (1) give tilhørerne anledning til at takke Vorherre for hans velgerninger imod den afdøde, (2) fungere som eksempel for de efterlevende, (3) trøste de efterlevende ved at dokumentere, at den afdøde har levet og er hensovet kristeligt under påkaldelse af Vorherre, så man kan føle sig vis på hans opstandelse; udlægningen af bibeltekst skulle instruere de efterlevende i, hvorledes man lever vel, så man kan dø vel.
(T. Damsgaard Olsen 2002, s. 116)

Holdbar genre med stabile stiltræk

Som det vil vise sig, har Niels Hemmingsens tidlige genremæssige organisation af ligprædikenen holdt sig meget længe i den danske folkekirke. Den er tydelig i talerne fra omkring 1900. Så sent som i 1985 opfordres præster til at opbygge deres begravelsestaler efter lignende forskrifter:

Det er vigtigt, at vi som menighed mindes dem, som vi mister, og siger Gud tak for alle gode minder (..) Vi må give agt på ting i et menneskeliv, som vidner om Gud (..)

I vore dage med frafald fra troen og fra Guds ordninger kan der være grund til at takke for et eller andet i afdødes liv, hvor denne har været til exempel. En kvinde, som tjente i moderkaldet. Ægteskabelig troskab. Nøjsomhed. Der vil ofte være et eller andet, som kan nævnes i en sammenhæng, hvor det ikke bliver til menneske-ros, eller til gerningsretfærdighed, men netop til exempel til efterfølgelse.
(H.O. Okkels 1985, s. 11)

Det biografiske rykker i forgrunden

Så selvom “frafald fra troen” registreres som et problem for genren, opfordres præsten til at fremhæve, hvordan afdøde på anden vis kan tjene til eksempel for de efterladte. Og det er netop, hvad der sker i de nyere taler.

Jeg trækker på Einar Fog-Nielsens iagttagelser i de 927 begravelsestaler, som blev holdt rundtom i Danmark i løbet af sommeren 2005 og indsamlet af Fog-Nielsen umiddelbart efter. Undersøgelsen viser, hvordan den biografiske del af begravelsestalen i dag dominerer. Udfordringen består fortsat i at forbinde det kristne budskab med et portræt af afdøde, der kan trøste de efterladte, som sidder i kirken og er de direkte modtagere af talen. Men præster i dag taler om afdødes liv og virke, hvormed den sekulære, sociale funktion bliver mere fremtrædende. I begravelsestalen bekræftes og genfortælles historien om afdøde. Det er som regel hverdagsnære ting som glæden ved naturen og færdigheder i haven, i køkkenet eller ved sybordet, der fremhæves. Det indebærer en vis genreforskydning, som ikke desto mindre holdes i ave af den stærke institutionelle ramme.

Tekstudlægningen rykker i baggrunden

Men også hvad angår udlægningen af bibeltekst, der for de efterladte forbinder afdødes tro med den evige frelse, er der sket en genreforskydning. I de ældre tekster fra omkring 1900 gøres denne forbindelse tydelig:

Men hun lærte det. Herren traadte hende nær, han aabenbarede sig for hende og blev saa herlig for hende, at hun lærte den vanskelige Kunst at sige Farvel til Eder, for at følge Ham. (..) derfor skal I ikke staa med Graad om hendes Kiste; (..) men I skal staa om hendes Kiste med Bøn til Herren om, at I ogsaa maa lære at sige Verden ret Farvel, saa I kan samles med hende i Hjemlandet.
(K.M. Lausten 1907)

Det er (..) det afgørende for ham, om hvis Baare, vi nu ere samlede. Var han kommen igennem den store Trængsel, havde han faaet sin Kjortel tvættet og gjort hvid i Lammets Blod? Det er min Glæde at turde staa her i denne Stund med Forvisning om, at vi kunne svare ja paa disse Spørgsmaal.
(C. J. Holt 1904, s. 3)

Talerne omkring år 1900 er sprogligt let tilgængelige og ofte stilistisk formfuldendte. De har næppe været svære at forstå, og præsten har ofte haft et mere indgående kendskab til det menneske, der skulle begraves, end mange præster har til afdøde i dag. Men den måde at sammenstille tro og frelse på, som var helt almindelig i de ældre ligprædikener, kan ikke genfindes i de nyere begravelsestaler.

Langt de fleste nyere taler, der er analyseret i Einar Fog-Nielsens undersøgelse fra 2005, er enkle, forholdsvis korte og skrevet i et ligefremt sprog tilpasset den mundtlige situation og også ofte en menighed, der ikke jævnligt går i kirke. Den foretrukne indledning til den nyere begravelsestale er en læsning fra Bibelen, som resten af talen kan bygge videre på, og således etableres en forbindelse til den aktuelle situation og imellem Bibelens ord og afdødes liv. Vers fra en netop afsungen salme eller den aktuelle evangelietekst fra søndagens gudstjeneste bruges også som optakt til taler om forholdet mellem lys og mørke eller glæde og sorg. Andre indleder med digte, anekdoter eller en hverdagsnær historie: “Da jeg den anden dag var nede ved XX Strand for at tale med dig, NN” (E. Fog-Nielsen 2005, nr. 293).

Men i mange andre tilfælde begyndes midt i sorgen: “Vi skulle ikke være her. I skulle ikke være her” (nr. 499) eller “Vi er i kirke i dag, fordi der er sket en forfærdelig ulykke” (nr. 925) eller “Ind i mellem viser tilværelsen sig fra sin allerværste og mest ødelæggende side” (nr. 457). Præsterne viser stor indfølingsevne og forståelse for de efterladtes sorg og ser det ligefrem som deres opgave at foregribe anklager imod Gud ved selv at formulere dem:

Vi sidder med vore tanker og frustrationer og måske med en fortørnelse over, at en Gud, som påberåber sig at have alle ting i sin hånd – alligevel ikke forhindrede, at en 13-årig skulle dø. Gud tager ikke skade af, at vi er vrede på ham – og uforstående over for det, der sker omkring os. Mange gange vil vi gerne være så ’pæne’. Vi har så travlt med at finde på undskyldninger om, at Gud jo nok har en skjult mening med det – eller at naturen bare engang imellem viser sig på denne lunefulde måde. Men det hjælper strengt taget ikke mig, der er ramt. Der er ingen retfærdighed i det, der er sket. Og på den anden side findes der heller ingen lunefuld Gud, som bare ’giver og tager’ helt tilfældigt. Det er jo dybest set en frygtelig tanke. Men Gud giver os lov til bare at give udtryk for vores fortvivlelse. Som døbte har vi adgang til Gud i bønnen.
(E. Fog-Nielsen 2005, nr. 715; det kursiverede er originalens fremhævelse)

 

Begravelsestalen eller ligprædikenen, som det tidligere hed, er et protestantisk fænomen, som kan følges fra 1500-tallet frem til vore dage, hvor den er et obligatorisk indslag i den kirkelige begravelse og bisættelse. Indholdet har været vægtet forskelligt gennem århundrederne, og Anders Sørensen Vedels direkte ord ved begravelsen 1588 af Frederik 2. om, at han ville have levet længere, hvis han ikke havde drukket så meget, er ikke gangbare uden betydelig indpakning i vore dage. Billedet fra folkekirkens hjemmeside viser præsten ved kistens hovedgærde i gang med begravelsestalen.

Tak til Gud

Også hvad angår det at takke Gud, er der stor forskel på de ældre og de nyere taler. I talerne fra omkring 1900 opfordres de efterladte til at takke Gud i vendinger som:

Jo I maa nok sørge over, at det Hjerte er bristet, der slog saa inderligt for Jer, men glem ikke at takke for, at I har ejet en saadan Kjærlighed til Jer.
(A. Klein 1889)

I, der fik en saadan Hustru og en saadan Moder, I maa vel sørge nu, hun ikke er mere iblandt Jer, men glem ikke at takke for hende midt i Eders Sorg – der er dulmende Magt i Takken.
(K.M.S.F Rasmussen 1904, s. 7 (“Pastor Trandbergs Tale”))

Saa skulle I, hendes Husbond, hendes Fader og Moder og Søskende og Frænder takke Gud, der for Jesu Skyld tog hende til sig, saa god og saa reen og saa from som Faa.
(P.A. Holm 1891, s. 8)

Dette sidste eksempel er fra en begravelsestale over en ung kvinde, som er død i barselsseng. Det er et tragisk dødsfald, ligesom flere af de nyere taler holdes over unge mennesker, der er døde i ulykker eller efter sygdom.

Tak for livet og kærligheden

Men i de nyere taler opfordres de efterladte til at være taknemmelige på en anden måde: for livet og for kærligheden. Det er et hovedpunkt i mange taler, at kærligheden er livets mening, at dødens meningsløshed opvejes af den kærlighed, der er mellem afdøde og de efterladte og mellem Jesus og menneskene. Det fremhæves ofte, at de efterladte skal være taknemmelige for den tid, de har haft sammen med afdøde, men det siges sjældent eksplicit, at det er Gud, der skal takkes, således heller ikke i de følgende tre taler:

Det forekommer umuligt med frimodighed og i taknemmelighed over, hvad livet bragte hver enkelt gennem hans liv, som brutalt er revet bort, at sige et sidste farvel … Det er så nemt – optaget af ens egne følelser – at ville blive stående ved kisten, ved det sidste hvilested, for ikke at give slip. Men vi skal give slip! Det kræver livet af os, også i dag, ja, netop i dag.
(E. Fog-Nielsen 2005, nr. 878)

Men spørger vi efter meningen med døden, da spørger vi til gengæld ikke efter meningen med det liv, der gik forud for døden. For det at være knyttet til et andet menneske med det stærkeste af alle bånd, nemlig kærlighedens eller fuldkommenhedens bånd, det er i sig selv så meningsfyldt som noget. Og derfor gør det naturligvis også ondt, når båndet bliver revet over. Men sorgen og savnet er jo ikke desto mindre det stærkeste vidnesbyrd om den kærlighed, der gik forud.
(Nr. 641)

Når et menneske, vi elsker og holder af, går bort, ja så mærker vi også, hvad der bærer livet. Vi mærker, hvad der overhovedet gør det muligt for os at leve. For når et elsket menneske dør, er det jo, som om vi også selv dør lidt. Og da forstår vi, at livets hemmelighed er kærligheden.
(Nr. 463)

Præstens stemmer

Der er til gengæld et interessant stilistisk træk, der er fælles for de gamle og de nyere taler. Det er både særpræget og vægtigt. Præsten inddrager forskellige stemmer og taler med dem i sin henvendelse til menigheden. Præsten taler for afdøde, for de efterladte og inddrager sig selv og kan blive én af de sørgende: “Hvad gavner det altsammen med dagen, der bryder frem, hvis lyset ikke også får lov til at sejre inden i os?” (nr. 678), eller mere direkte for den sørgende mor eller far: “Men det hjælper strengt taget ikke mig, der er ramt” (nr. 715; se også det fyldigere citat ovenfor) – eller præsten kan blive den trøstende autoritet i den direkte henvendelse: “men glem ikke at takke for hende midt i Eders Sorg – der er dulmende Magt i Takken” (K.M.S.F. Rasmussen 1904, s. 7).

Som det ses nedenfor, kan præsten tale for Gud og endda tale med Jesu stemme. Det afslører noget om den særlige kommunikationssituation, som præsten skal løfte, men også bestemme sin egen plads i. Præsten må i vid udstrækning selv vurdere, hvordan han eller hun bedst udfylder sin funktion i kirken som formidler og fortolker af Guds ord. Det er tydeligt, at det især er netop denne overvejelse, der former henvendelsen til de efterladte og muliggør de forskellige stemmer. Her taler præsten med en ung afdød kvindes stemme:

Lad mig der minde om et Ord, som hun gentog flere Gange den sidste Nat, hun levede: “Det maa igennem”. Hun mente dermed: “Jeg maa naa til Fred med Gud” – “Jeg kan ikke nøjes med mindre”. Ja, det er sandt, det maa igennem; der maa ske et Gennembrud med ethvert Menneske, inden det naar Freden og Naaden i Jesu Navn.
(H.N. Høigaard 1909, s. 4)

Strengt taget kan præsten i nedenstående citat ikke vide, om den sørgende enke takker Gud, og den måde, hvorpå han taler til og for hende, kan nok synes som et indirekte påbud, men angiver også en vej for hende, der kan bringe hende videre i livet:

Du takker Gud for, at Du nu kan stede Din Ægtefælles jordiske Levninger til Hvile histude i de Dødes stille Have (..) Du takker Gud for, at Du nu med fuld Tillid og Fortrøstning og med et glad Haab kan bede for ham, kan, hvergang Du besøger hans Grav, og hvergang Du hjemme beder for Dig selv og Dine faderløse Børn, bede for din Ægtefælles hedenfarne Sjæl, og trøste Dig ved, at den er i Guds Haand, trøste Dig ved den Forjættelse: “De Retfærdiges Sjæle ere i Guds Haand, og Pine skal ikke røre dem” ([Visd] 3,1).
(H. Roth 1868, s. 5-6)

Strengt taget kan præsten 150 år senere heller ikke vide, hvad der motiverer de efterladte til at møde op i kirken, men sådan formuleres det ikke desto mindre:

Gud har taget os og vores liv og død dybt alvorligt. Og i dag er I gået herind med tunge skridt, fordi I vil vise NN, at I holder af ham og respekterer ham. Fordi I vil vise hinanden, at I ikke er alene med jeres sorg og savn. Og det er der liv og mening i. I skaber liv, her, hvor døden fylder meget. I skaber mening i meningsløsheden, blot ved at være her for hinanden.
(E. Fog-Nielsen 2005, nr. 72)

Man kan ligefrem bruge de unges sprog som en stilistisk effekt, der gør henvendelsen til Gud, med en kollektiv stemme, tydelig i kirken. Her er det afdødes venner, der “taler”:

Når vi nu står i det bundløse dyb, kan vi føle en trang til at råbe al vor sorg og fortvivlelse og vrede og afmagt ud: Gud, hvad har du gang i?
(E. Fog-Nielsen 2006, s. 64)

Denne måde at tale med unge menneskers stemme på viser sig også i denne bøn, som en anden præst har skrevet som afslutning på sin tale:

Lad os bede: “Gud vi har så meget at sige til dig. Vi håber du forstår. For vi forstår ikke. Vi synes det er uvirkeligt at livet skal slutte så ungt. Du ved hvordan det var. Du ved hvor glade vi var – og lykkelige. Gud er du klar over hvor hårdt det her er. Forstår du Gud. Kom og hjælp os. Hjælp os så vi tør lade NN leve hos dig. Vis os hvordan vi nu skal leve. Giv os tro, håb og kærlighed og venner som vil tale med os og holde os i hånden. Amen”.
(E. Fog-Nielsen 2005, nr. 925)

Sådan ville præsten næppe formulere sig, hvis vedkommende talte for en forsamling, der var anderledes sammensat. En enkelt præst taler ligefrem med Jesu stemme. Præsten bruger sine egne ord, men lader det være Jesus, der henvender sig direkte til den sørgende familie:

Venner! Jeg ved lige præcis, hvordan I har det lige nu hver især, for jeg kender nemlig selv døden og den lidelse og smerte, der følger med. Netop her, hvor I føler, at Gud er så fjern som aldrig nogensinde før, netop her finder I mig. Jeg lider og sørger sammen med jer, for jeg er hos jer nu, og jeg er også hos NN, og jeg bliver altid hos jer, uanset hvad der sker.
(E. Fog-Nielsen 2005, nr. 463)

Det er afgørende at få ritual og levet liv til at gå op i en højere enhed og at bringe trøst, og det er en tydelig bestræbelse i både de ældre og nyere taler. Denne trøst søges ikke så ofte formidlet gennem forkyndelse af opstandelse og evigt liv. Fog-Nielsen påpeger, at der ikke siges meget om dette tema i de nyere taler (se dog nedenfor), mens det til gengæld fremhæves, at mennesket forenes med Gud gennem dåben (E. Fog-Nielsen 2006, s. 45), og, som det netop sås, gennem Jesu forståelse af lidelse.

Vi’et, I’et og jeg’et

Et fælles vilkår for præster før og nu og dermed sprogligt et helt igennem stabilt træk i de begravelsestaler, de skriver, er, at de må indtage en plads imellem Gud og menighed. Det er denne plads, der kan udfyldes på meget forskellig vis, men som altid forudsætter, at præsten giver stemme til nogen.

Da præsten aldrig optræder som privatperson, så er det ikke den personlige stemme, vi hører. I stedet er det en tolkning af de muligheder, den institutionelle ramme giver. Som det er fremgået, former de sig stilistisk i et spænd mellem præstens solidariske vi, der etablerer en fælles følelse af afmagt mellem præst og menighed, over det anvisende I, der med fornøden autoritet skal give de efterladte trøst og håb, til det jeg, hvormed præsten forsvinder og Jesus kan tale til de sørgende i kirken. Den traditionelle udlægning i tredje person singularis: “Jesus sagde…” eller “Gud mente…”, er fortsat uundværlig, men præsten kan udnytte det solidariske vi til at bestemme, hvor det er muligt og ikke muligt for tilhørerne at søge tilflugt: “vi har lov til at råbe og klage vores nød” (E. Fog-Nielsen 2005, nr. 499), men også: “vi skal give slip” (nr. 878).

I de bedste taler er det netop denne udnyttelse af forskellige stemmer, der giver talen progression og løfter den, så den fra at begynde i den solidariske afmagtsfølelse kan ende i en fælles trosbekendelse: “I tro herpå vil vi da ganske trygt overgive ham til Vorherre indtil Opstandelsens dag, hvor Vorherre selv kalder ham ud i livet igen sammen med os!” (nr. 463). Andre taler begynder tilsvarende med et solidarisk vi:

Vi hader måske Gud, for hvad der er sket. Vi kan bande ham et stykke – vende ham ryggen. Og på den yderste dag må vi aftvinge Gud en forklaring.

– Men præsten fortsætter så med en traditionel udlægning af, hvad Gud vil gøre: “Men trods vor vrede viger Gud ikke en tomme fra os, hverken i livet eller i døden” – for endelig at afslutte talen i optativ (ønskemåde):

Gud være hos jer alle i denne uforståelige og svære tid. Han trøste jer med sin nåde. Han skænke jer alle troen, håbet og kærligheden.
(E. Fog-Nielsen 2005, nr. 353)

Den institutionelle ramme er stabil, men præsten og dermed genren udfordres både indefra (hvad vi med H.O. Okkels 1985 kaldte “frafald fra troen”) og udefra i form af mindre autoritetstro og større forventninger til præstens evne til at forholde sig nutidigt og vedkommende til situationen. Denne sidste udfordring løfter præsterne ved at genfortolke de institutionelle muligheder, der er for at indtage forskellige positioner i forhold til både Gud og menighed og for at inddrage de stemmer, der bedst realiserer budskabet i begravelsestalen.