Christian Wilster dedicerede et helt digt til Ludvig Holberg, hvori han begejstret skildrer hovedtræk af Holbergs liv og værk. Verset med rødt er omtalt på s. 143 i bind 6. En tilsvarende, men dog meget kortere, hyldest af en forgænger er Thomas Kingos æredigt under portrættet af Anders Sørensen Vedel i bd. 6 på s. 112.

---

Ludvig Holberg

Før var der knap skreven paa dansk en Bog,
Som ret kunde Hjerterne hue,
Kun Eventyr, brugbart i Kakkelovnskrog,
Kun Vise til Spinderskens Stue.

Hver Mand, som med Kløgt gik i Lærdom til Bund,
Latin paa Papiret kun malte,
Med Fruerne Fransk, og Tydsk med sin Hund,
Og Dansk med sin Tjener han talte.

Da seiled et Skib fra Bergens Fjord,
En kostelig ladet Snekke;
Thi Ludvig Holberg var der ombord,
Han stirred saa vide fra Dække.

Og Øiet opdager ved Øresunds Kyst
De Taarne, som kneise mod Himmel,
Da banker hans Hjerte af heftig Lyst
At skue Axelstads Vrimmel.

Og snildt han seer paa det brogede Spil,
Smiil funkler i Øinenes Lue:
Nu! der skal en dygtig Lugekniv til,
Det Ukrud i Vexten at kue.

Von Thybo kneiser jo strunk som et Siv,
Hvad om han sig bøiede noget!
Magistren om Pavens Skjeg ypper Kiv,
Og er baade skimlet og kroget.

Sjeur Herman pudser paa Folk og Land,
Hvad om han polered sin Kande,
Og hvad om Hans Frandsen fik hjemme Forstand,
Og skaante de fremmede Lande!

Og Holberg sin mandige Røst oplod
Om Daarernes Lader og Fagter,
Saa levende som de gik og stod
Med Ansigt, med Tale og Dragter.

Som rensende Stormvind hans Tale klang,
Til Solskin i kommende Dage:
Indsmuglede Noder som Græshopper sprang
Den Vei, de var komne, tilbage.

Vel føres fra fremmede Lande herhid
Ret meget, hvorved vi oplives,
Men Latter, saa sund som ved Holbergs Vid,
Kan ikke med Posten forskrives.

Han lærte de Danske, at Dansken er fød,
At tale med Fædrenes Tunge,
Thi hiemmebrygt var jo den herlige Mjød,
Som styrkede Hjerte og Lunge.

Og Tanken nu fløi fra sit taagede Skjul,
Behøved om Ord ei at lede,
Ret som naar til Sang opvaagner en Fugl,
Naar Morgensol hilser dens Rede.

Saalænge som derfor med Liv og med Aand
Den Danske kan synge i Lunden;
Saalænge som ikke hans Smilebaand
Af Moden i Knude er bunden;

Saalænge en Draabe gammeldags Blod
Kan Vei gjennem Aarerne finde;
Saalænge som Bøgen ved Sorøe slaaer Rod,
Skal leve vor Holbergs Minde.