250. Sproget i Holbergs skrifter
Supplerende og udfyldende analyser om sproget i Ludvig Holbergs skrifter, omtalt på s. 146 i bd. 6 (se i øvrigt videre DSH, bd. 3, 1953, s. 31 ff., der giver meget udførlige og detaljerede oversigter).
Ortografi
At ortografien principielt var overladt til den vekslende praksis i de forskellige trykkerier, betyder dog ikke at der jo på enkelte punkter og i enkelte tilfælde kan påvises særformer som stemmer med autors private praksis. I ét skrift, nemlig Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729, trykt hos J.H. Høpffner), skrives almindelige substantiver med småt i overensstemmelse med Holbergs egen brug. Dobbeltvokal til betegnelse af langt o (Food, good. stoor) der i privatortografien kun findes i de tidligere skriftlige udfærdigelser (1714-24), er også især hjemlet i de tidligere trykte skrifter, ligesom faa(r), gaa(r), staa(r) e.l. uden e (faae(r) osv.), der også er et træk i Holbergs tidlige praksis (se Orthographiske Anmerkninger, DG, bd. 4, 1920/1979, s. 166). Især kan bemærkes at dobbeltskrevet konsonant i udlyd efter kort vokal findes som almindelig eller varierende skrivemåde i mange ord i de trykte værker svarende til Holbergs egen og i de Orthographiske Anmerkninger (smst. s. 164 f., 167) begrundede praksis: Dugg, Hoff, Hugg, Hull, Nødd, Rett, Rygg, Skiægg, Skudd, Spill, Tall, Ægg ofl., jf. F.L. Liebenberg 1845, s. 13, 27. Denne brug anbefales i øvrigt i den samtidige grammatiker Peder Schultz’ Danskens Skriverigtighed. (1724, DG, bd. 4, 1920/79, s. 28 ff.).
Bøjning: kongruens, verber og adjektiver
Verbernes kongruensbøjning, altså flertalsformer (ved flertalssubjekt) i præsens af alle verber og i præteritum af stærktbøjede verber synes i vidt omfang overholdt i prosaskrifterne, bortset fra debutarbejdet Introduction 1711 hvor der råder stor vaklen. Ved modalverberne kunne, skulle, ville og nogle stærktbøjede verbers præteritum bruges dog almindeligt entalsform ved flertalssubjekt. Holberg kritiserer selv (Orthographiske Anmerknnger, DG, bd. 4, 19201979, s. 183) som forældede flertalsformerne finge og ginge, der dog ikke er sjældne i de trykte værker. I de poetiske værker, Paars, satirerne m.m., kan brugen af korte entalsformer og længere flertalsformer være bestemt af metret, men kongruerende former bruges også uden for verstvangen. Overholdelsen af kongruensen er også et punkt på forfatterens program, som det fremgår af fortalen til Zille Hans Dotters (..) Forsvars Skrift (Skiemtedigtene 1722) hvor Hans Mikkelsen roses for sin korrekthedsbestræbelser på dette punkt, i modsætning til de autores der “sielden in verbis distingvere numerum Singularem fra Plurali, saa vel naar de skrive prosa som Vers”. I komedierne er flertalsformerne, med undtagelse af præsens ere (jævnligt også præteritum vare) gennemgående ikke meget brugt i dialogen. Kongruerende former forekommer mere eller mindre spredt i de enkelte stykker og ofte side om side med ikke-kongruerende uden nogen konsekvens. Fx i Mascarade: Arv: “Baade Leander og Henrich ligge endnu og sove.” Jeronimus: “Ligger de endnu og sover”. I nogle sene komedier 1753-54 er forholdet dog anderledes med hyppig eller almindelig brug af kongruerende former (også en tidlig komedie som Jacob von Tyboe har mange flertalsformer). I de egenhændige udfærdigelser, breve og vota, overholdes kongruensen almindeligt, fraset nogle tidlige breve fra 1720’erne hvor entals- og flertalsformer veksler.
I adjektivernes kongruensbøjning er der nogen vaklen, specielt i forskellige formbestemte grupper og hyppigst i de tidlige skrifter og i komedierne med deres blanding af talesprogs- og skriftsprogsformer. Holberg advarer dog selv mod at “confundere masculinum med neutro”. Det hedder “da saadant kundbart blev” og ikke “kundbar” (Orhographiske Anmerkninger. DG, bd. 4, 1920/1979, s. 171).
Det er især adjektiver på -(l)ig der kan optræde ubøjet som attributiv eller prædikat til intetkøns- eller flertalssubstantiver: et mægtig Rige, det er icke meer brugelig, saa mange kostelig Stæders Erobring, See! bvor hellig de kand giøre sig. Men også undertiden andre ordtyper (se HolbO under de pågældende adjektiver): et gammel Ordsprog, et sikker Raad, et frugtbar Aar, et stridbar Borgerskab, det er saa gammel, det første Piger blir saa gammel at (..), hvis de ere ikke vaagen. Ved enstavelsesord: et god Raad, et løs Fruentimmer, et stor Talent, med ubøjede flertalsformer undertiden prædikativt, således i komedierne fx: Tiderne ere saa slet for os; see! om vi er saa gall; I [: vægterne] skal ikke være saa haard imod jer egen Ordens Broder; de ere icke død, førend (..). Med henblik på de sidste og andre eksempler fra komedierne kan det bemærkes at de samme typer af inkongruens forekommer i de samtidige oversatte og originale komedier til Grønnegadeteatret (DSt 1960, s.23).
I den bestemte anvendelse, altså med den bestemte artikel, demonstrativt eller possessivt pronomen eller en genitiv som bestemmer, kan træffes ubøjet, e-løs form ved adjektiver på -(i)sk, -(l)ig, adjektiver og participier på -en og -(e)t: det Romersk Rige, hans ynkelig Endeligt, hendes lange højtraven [optryk: høy-travne] Gratulation, din forbandet Snak, den bekiendt [optryk: bekiendte] Colonie. Omvendt e-form som attribut til substantiv uden bestemmerled eller med ubestemt artikel eller ord som saadan, nogen, ingen, hvilken som bestemmere. Således særlig tit ved adjektiver på -(i)sk: et andet Alamodiske Slott, et Jordiske Rige, en Jødiske prægtig Talemaade, under Moscovitiske Beskiermelse, saadan himmelske Konst. Men også af og til ved -(l)ig-ord: en utalige (optryk: u-tallige) Haab Tartarer, en fattige [optryk: fattig] Tiener. Enkelte isolerede andre tilfælde kan vidne om usikkerhed hos prenter eller autor eller der kan være tale om rene trykfejl, se HolbO under høj, stor.