259. Ove Malling – original tekst og bearbejdet genfortælling
I Ove Mallings Store og gode Handlinger fra 1777 indgår fortællingen om en stranding ved Hornbæk. Samme fortælling indgår i bearbejdet form som en mulig læse- eller referatstil (genfortælling) i August Lerches Klasseopgaver til Læsestile og Referatstile for Skolens ældste Klasser, 1937. Omtalt på s. 173 i bd. 6.
Hos Malling indgår fortællingen som et eksempel i kapitlet med hovedoverskriften Menneskekierlighed:
For to Aar siden indstrandede et Skib imellem Fiskeleierne Hornebek og Villingebek paa Cronborg Amt. Skibet, som var bestemt til Skotland med Byg, førdes af en engelsk Skipper, Thomas Bruun, og havde foruden ham endnu fem Mand ombord. Det var om Efteraaret i en mørk og stormende Nat at disse ulykkelige Mennesker maatte friste saa haard en Skiebne. De ventede kun efter Dagens Anbrækning [dvs. ‘frembrud’], for at see hvor de vare, og hvad Haab de kunde giøre sig om Redning. Dagen kom; de saae sig et Bøsseskud fra Landet og raabde om Hielp. Ved disse ynkelige Raab forsamlede Bønderne af Hornebek og Villingebek sig paa Strandbredden. De satte Baade ud for at roe ombord [dvs. ‘op på siden af skibet’]; men Stormen blev ved at rase saa stærk, at det ei var mueligt at trænge igiennem. Ofte giorde de Forsøg derpaa; men Forsøgene mislykkedes; de maatte hver gang vende tilbage uden at naae deres Hensigt. Imidlertid stode de arme Skibbrudne paa Vraget overladte til dem selv. Trættede af forrige Nats Arbeide, udmattede af Kuld, Hunger og Angest, tabde de efterhaanden Mod og Styrke, og styrtede døde ned ved siden af hinanden. Hen paa Eftermiddagen vare aleene Skipperen og Styrmanden tilbage. Styrmanden, forfærdet ved at see Ligene omkring sig, besluttede da at anvende de sidste Kræfter, han havde tilbage, paa at svømme i Land. Han favnede Skipperen, sagde ham Farvel, og kastede sig derpaa ud. Men neppe var han kommen nogle Favne ud fra Vraget før et Stykke flydende Træe stødte paa ham; det knusede hans Hoved; han sank. Alle disse ynkelige Scener maatte Bønderne paa Strandbredden være Tilskuere til. Enhver Scene havde rørt dem. Denne sidste satte dem i saadan Bevægelse, at de paa nye begyndte at beraadslaae om det da ei paa nogen Maade skulde være mueligt at redde Skipperen, som nu eene var tilbage. Da traadde frem Huusmændene ANDERS JENSEN, PEDER JENSEN, SVEND BAGGE, og Tieneste-Karlene JENS LARSEN og SVEND PEDERSEN, alle af Hornbek, og forbandt sig til [dvs. ‘sluttede sig sammen om’] at vove det alleryderste paa det sidste Forsøg. De sætte sig i en Baad, lægge Aarer til, anspænde alle Kræfter, arbeide sig frem igiennem Bølgerne, naae endelig ud til Vraget, tage Skipperen med i Baaden, arbeide sig igien tilbage og bringe ham i Land til almindelig Glæde. Den halvdøde Mand blev derpaa baaren op til et Huus, hvor de forfriskede ham efter deres fattige Evne det bedste de kunde, indtil han kort efter blev modtagen i Dronning-Møllen, et Sted der i Nærheden, hvor han ved omhyggelig Pleie efterhaanden fik Liv, Helbred og Styrke igien. Da Skipperen var kommen til sig selv, og saae disse gode Folk, som havde vovet sit Liv for at redde hans, tog han frem de Penge, han havde hos sig, og bød dem en Deel deraf. Men saa modige, som de før havde været til at gaae Faren i Møde, saa uegennyttige vare de nu. De forlangde ingen Belønning, men ansaae det for Pligt, at have udrevet en ulykkelig Mand fra Døden. Dog! deres ædle Handlinger fortiende Belønning og fik den. En indfødt dansk Mand, som lever uden for Fædrenelandet, da han hørde Fortællingen derom, glædede han sig over sine Landsmænd, og besluttede at vise dem den Skiønsomhed [dvs. ‘påskønnelse’], der tilkom dem. Til den Ende tillagde [dvs. ’tildelte’] han enhver af benævnte fem Personer 25 Rigsdaler saa længe de leve. Disse Gaver nyde de nu aarlig. Naar nogen af dem døer, skal hans Anpart deles mellem de overlevende, og den, der bliver sidst tilbage, nyder de fulde 125 Rigsdaler aarlig paa sin Livstid.
(Ove Malling, Store og gode Handlinger, 1777/1992).
Hos Lerche er beretningen placeret under Overskriften “En Stranding ved Hornbæk”:
En mørk og stormfuld Efteraarsnat i Aaret 1775 strandede et Skib i Nærheden af Hornbæk. Skibet var paa Rejse til Skotland med en Ladning Byg og førtes af en engelsk Skipper; foruden ham var der endnu fem Mand om Bord. I Nattens Mulm og Mørke kunde de skibbrudne intet foretage sig og ventede kun paa Dagens Frembrud for at se, hvor de var, og hvad Haab de kunde gøre sig om Redning.
Dagen kom. De saa Land et Bøsseskud borte og raabte om Hjælp. Deres Nødskrig blev hørt inde fra Land, og en hel Del Bønder og Fiskere forsamlede sig paa Strandbredden. De satte Baade i Vandet for at ro ud til Skibet, men Stormen blev ved at rase saa stærkt, at det ikke var muligt at kæmpe sig igennem de oprørte Bølger. Flere Gange gentog de Forsøget, men maatte hver Gang vende om med uforrettet Sag.
Imidlertid stod de arme skibbrudne paa Vraget med den visse Død for Øje. Den ene efter den anden skyllede over Bord, og hen paa Eftermiddagen var kun Skipperen og Styrmanden i Live. Den sidste sprang selv i Havet for at prøve paa at naa Land, men gik til Bunds i Bølgerne. Da lykkedes det endelig nogle modige Mænd at tvinge en Baad ud til Vraget; de befriede den forkomne Skipper og bragte ham frelst i Land. De brave Redningsmænd plejede ham omhyggeligt og afslog bestemt at modtage nogen Betaling af ham trods deres store Fattigdom. Da deres smukke Opførsel blev almindelig bekendt, var der en brav dansk Herremand, som lønnede dem med en livsvarig aarlig Understøttelse.
Det er denne Begivenhed, som den danske Digter Johannes Ewald har forherliget i sit bekendte Syngespil »Fiskerne«.
(August Lerche, Klasseopgaver til Læsestile og Referatstile for Skolens ældste Klasser, 1937).
