260. Indledningen til Hosekræmmeren

Et markant stilistisk træk hos Blicher er hans hyppige brug af forvægt, dvs. en ophobning af adverbielle led og ledsætninger før helsætningens finitte verbum optræder. Et klart eksempel på dette ses her i indledningen til Hosekræmmeren (omtalt på s. 199 og s. 202 i bd. 6):

Stundom, naar jeg har vandret ret ude i den store Alhede, hvor jeg kun har havt den brune Lyng omkring mig og den blaae Himmel over mig; naar jeg vankede fjernt fra Menneskene og Mindesmærkerne om deres Puslen hernede, der i Grunden kun er Muldvarpeskud, som Tiden eller en og anden urolig Tamerlan engang jevner med Jorden; naar jeg svævede hjertelet, frihedstolt som Beduinen, hvem intet Huus, ingen snævert begrændset Mark fængsler til Pletten, men som ejer, besidder Alt hvad han seer, som – ikke boer – men lysterer hvor han vil; naar da mit vidt omsvævende Blik i Kimingen skimtede et Huus, og saaledes ubehageligen standsedes i sin lette Flugt: stundom opstod da, Gud forlade mig denne Flyvetanke; thi Andet var det dog ikke – det Ønske, gid denne Menneskevaaning var borte! der boer ogsaa Møje og Kummer; der trættes, der kives ogsaa om Mit og Dit! – Ak! den lykkelige Ørken er baade min og din, er Alles, er Ingens.
(her gengivet efter Steen Steensen Blicher: Noveller, 1991, s. 110)