Blichers berømteste digtsamling er Trækfuglene (1838). Denne samling har et religiøst præget præludium, men også en jordisk Ouverture. Digtet maler et kortfattet billede i hvidt og sort: hvid sne, ravn og skade. Digtets væsen er stilhedens. Omtalt på s. 208 i bd. 6.

Ouverture.

Det er hvidt herude:
Kyndelmisse slaaer sin Knude
Overmaade hvas og haard –
Hvidt forneden, hvidt foroven,
Puddret tykt staaer Træ i Skoven,
Som udi min Abildgaard.

Det er tyst herude:
Kun med sagte Pik paa Rude
Mælder sig den smaa Musvit.
Der er ingen Fugl, som synger;
Finken kun paa Qvisten gynger,
Seer sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude:
Ravne skrige, Ugler tude,
Søge føde, søge Læ.
Kragen spanker om med Skaden
Højt paa Rygningen af Laden,
Skele til det tamme Kræ.

Hanen sig opsvinger
Paa en Snemand; sine Vinger
Kladskende han sammenslaaer.
Krummer Halsen stolt og galer –
Hvad monstroe han vil den Praler?
Hvis endda om Tøe han spaaer!

Inderlig jeg længes
Efter Vaar, men Vintren strænges;
Atter Vinden om til Nord!
Kom Sydvest, som Frosten tvinger!
Kom med dine Taagevinger!
Kom og løs den bundne Jord!
(her gengivet efter Steen Steensen Blicher: Samlede Skrifter, bd. 21, 1928, s. 98-99)