268. Som Dreng skar jeg Skibe

Digterportræt af Johannes V. Jensen, der læser sit digt “Som Dreng skar jeg Skibe”. Optaget 16. februar 1943 på Palladium. Tillige gengives digtet i sin helhed, som det blev udgivet i Den Jydske Blæst, 1931. Digtet omtales s. 304 i bd. 6.

---

 

 

 

 

 

 

 

SOM DRENG SKAR JEG SKIBE…

Som Dreng skar jeg Skibe
og skød med Bue.
Jeg lærte mig selv at svømme
og var en Langvejsløber.
Jeg har løbet paa Skøjter,
og staaet paa Ski.
Som Skytte holdt jeg mig
til Midten af Skiven.

          Fugl flyver hurtigt,
men jeg hentede den ned;
Knald og Fald for Haren
naar jeg slængte Haglene.
Vandringer, i Tavshed,
ud af Tiden:
Jægeralderen
to Gange oplevet!

          Jeg havde aldrig
undlivet nogen Skabning
hvis ikke jeg delte
Død med Dyrene.
Den Tanke forekom mig
ingenlunde fremmed
som Skive selv
at staa for Skydning.

          Rigelig fik jeg rørt mig
som Infanterist.
Aldrig tog du mig, Sjæland,
intimere til dig
end naar jeg nappede
en Blund paa Tornystret
strakt paa Ryggen i Roerne,
i Regnvejr.

          Jeg har sparket til Bolden,
og bokset.
Jeg roede.
Jeg har redet.
Hvor saa Aarstiderne
mig ikke paa Cykle?
Jeg har kørt Motor
og klatret i Bjerge.

          Daarernes Himmerig,
Dans, elsked jeg,
saavel vore Fædres
fejende Rotations-Valse
som senere Tiders
abstrakte Onestep.
Yndigt var det at arbejde
med en Pige i Armene.

          Jeg var af Naturen
tegnet til Læge,
men lod mig friste
undervejs af Forstudier,
tabte mig lidt
som Botaniker,
Zoolog var jeg gerne
bleven for Livet …

          Hvis ikke Antropologi,
Etnografi, Arkæologi
og Geologi, samt Kunsthistorie,
havde krævet min Opmærksomhed.
Racekundskab
rustede jeg mig til paa Rejser.
Som Historiker
var man jo gerne bleven stikkende …

          Med mindre
man var bleven Maler,
eller havde brudt sig en Bane
som Billedhugger.
Et Liv mere –
og jeg skulde have modelleret
fem Verdensdeles
farvede Befolkning.

          I mig gik tabt
en Tømrer.
Jeg har snedkret,
og smeddet.
Ikke den Skov i Verden
hvor jeg ikke skar mig en Stok.
Ar efter Haandværk
har jeg paa Hænderne.

          Vaaben og Værktøj –
jeg valgte Værktøjet.
Jeg har skønnet paa Skomageren,
Skibsbyggeren,
jeg faldt til hos Bødkeren,
og hvor der byggedes,
jeg ønskede mig i Overalls
paa Alverdens Arbejdspladser.

          En cyklende Arbejder
med en Sav i Armen,
hvilken talende Tegning
om System i Tilværelsen!
Oljede Maskinarbejdere,
det prøvede Øje,
Mureren, i en Duft af Mørtel,
misundte jeg.

          Faa Fagfolk med hvem
jeg ikke kunde føre en Samtale.
Dog holdt jeg min Mund
mellem Matematikere.
Og Indsigt i Finansvæsen
var mig nægtet.
For Talstørrelser, som for Ejendom,
havde jeg ingen Instinkter.

          Verdens Lys
faldt det i min Lod at opleve,
fra Mangroven i Troperne
til Manhattan,
fra Ungersvendens
fritlevende Sværmetilværelse
til fuldbyrdet Livs
faste Koralring.

          Jeg efterlod mine Spor
i Spanien,
jeg saa Amerika,
Asien, Afrika.
Jeg var en Løsgænger
paa Malakka
og blev en Kender
af et nu forsvundet Kina.

          Men Australien
saa jeg aldrig med Øjne,
Sydamerika
savnede jeg at se,
Cordillererne,
Kondorens Hjem,
og mine Ønskers Maal
Ildlandet.

          Jeg saa Sumbing,
Sindoro og Merapi.
Men Popocatepetl
og Orizaba,
Chimborazo
og Mount Erebus,
Gaurisankar
undtes det mig ikke at se.

          Et Steds i Sydhavet
staar der et Skær,
betraadt ene
af Albatrosser,
ombrust af Briser,
med Brænding ved Foden,
et Orgel i Søen –
aldrig saa jeg det.

          Til Flyverens Sensationer
kom jeg et Slægtled for sent.
At træde Luften!
Fortrolig med Ovensynet!
At være hængt op, syngende,
som Insektet,
midt mellem et Under
og Intetheden!

          Gerne klamrer
man sig til Kloden,
fuld er den
af megen Fagerhed.
Hvor almindelig Rigdommen,
hvor hyppig Miraklet,
lifligt og kvægende:
jeg mener Kvinden!

          Hvad er saa blændende
som blonde Kvinder!
Ogsaa de ravnsorte
fandt jeg henrivende.
Mægtigt fængslede
mig Malajinden.
Min halve Sjæl
hørte hjemme ved Jangtse.

          Hvem nærede ikke som Yngling
et enormt Ønske
om kort og godt ved gunstig
Lejlighed at gifte sig
uden Undtagelse
med hvert eneste
farvede eller ufarvede
Fruentimmer paa Jorden?

          Et andet Ønske
som ikke kunde opfyldes
var, om blot for faa Øjeblikke,
selv at være et Fruentimmer.
Hvem der var vakker!
Og i Vinden mellem Mandkønnet
og blev krøllet uigenkendeligt
af et Karlfolk!

          Det man savner
søger man,
Platons Tanke,
sin tabte Halvdel.
Hvor i Verden,
hvorhen man vinkedes,
syntes man ikke man skimtede
sin Skæbne?

          Men hvem bedaarede
som danske Kvinder?
Hvem var kønnere,
mere kunstløse?
Stille Vidundere,
dem er da viet
disse Strofer,
Døtre af Danmark!

(Jensen, Johannes V. 1931: “Som Dreng skar jeg Skibe”. Den Jydske Blæst, s. 7-17)