270. Karl Larsen som inspirator (udvidet)

Udvidet version af afsnittet “Karl Larsen som inspirator” på s. 306 f. i bd. 6.

Litteraturhistorisk kan Storm P.s arbejde med talesprog og dialekter ses i forlængelse af den impressionistiske strømning i det sene 1800-tals danske prosa hos forfattere som Herman Bang og Gustav Wied mfl. der forsøgte at udvikle en ny og mere mundret prosastil, renset for traditionelle episke fremstillingsformer (fortællerkommentar, referat, tankegengivelse) og i stedet baseret på idéen om at fremstille personer direkte i ord og handling. Når man ofte ser Storm P.s vagabondmonologer omtalt som københavnerfortællinger, er det i øvrigt en litteraturhistorisk betegnelse som ikke stammer fra ophavsmanden selv, men derimod fra hans nok vigtigste litterære og sproglige forbillede: forfatteren og slangsamleren Karl Larsen, der introducerede denne genre i en række små bøger i 1890’erne med titler som Udenfor Rangklasserne (1896), Kresjan Vesterbro (1897) og Danske Mænd (1898). Fortællingen om den alkoholiserede københavnerbisse Kresjan kan både sprogligt og tematisk ses som modellen for Storm P.s tidlige fortællinger:

Den Betjent, ham har jeg lært at kende for en rigtig respe’tant lille Mand, men han ka’ jo ikke staa sig ved at miste Frakken. – I det hele ta’et, paa Vridsløse, man ska’ vide, hvor man er, men saa ka’ man ha’et rigtig godt, naar man ikke taber Humøret. Min Kammerat, da jeg kom tilbage den første Dag i Desentionslokalet, saa sad han inde ved Siden a’ og græd som et Barn, der b’e født, og det var no’et andet end paa Vognen! Han var nu a’ dem, der sidder med et langt Ansigt i Cellerne og spekelerer, og saa spekelerer de alle Tider over Kongens Naade. Men jeg si’er meget før, man véd, hvor a’ man er, og hva’ man har gjort og man ska’ ha’ sin Tid, og man ska’ aldrig spekelere over Kongens Naade.
(K. Larsen 1897/1987, s. 93)

Talesproget kommer her til udtryk ved de mange ortografiske sammentrækninger (respe’tant for respektant = ’respektabel’?), ta’et, ha’et; b’e for blev, no’et, si’er) og afsnubbede slutkonsonanter (ska’, ka’ for skal, kan; a’ for af og at; hva’, ska’ ha’) og ved afvigende stavemåder i fremmedord (Desentionslokalet, spekelerer) som svarer til en folkelig eller dialektal udtale. Også sætningsbygningen har et klart præg af talesprog – fx genoptagelse af sætningens fundament (Den Betjent, ham), brugen af ligefrem ordstilling (paa Vridsløse, man ska’ vide), hvor man i en traditionel skriftsproglig tekst ville have omvendt ordstilling (.. ska’ man vide), og den overhovedet let abrupte, springende form i fremstillingen, hvor de enkelte sætningsled ikke føjer sig sammen til harmonisk og logisk sammenhængende perioder, som man er vant til fra skriftlig fremstilling. Umiddelbart efterlader det indtrykket af en manglende logisk tanke og sammenhæng i teksten, men læser og lytter man efter, skorter Kresjans betragtninger om livet i fængslet og dets psykologiske indvirkninger på de indsatte hverken på sammenhæng eller logisk ræsonnement.

Karl Larsens fortællinger var baseret på sprogligt feltarbejde og detaljerede analyser af københavnsk slangagtigt fagsprog (argot) og gadejargon (afhandlingen “Om dansk Argot og Slang”, 1895-1896, og den lille bog Dansk Soldatersprog til Lands og til Vands, 1895). I historierne om Kresjan Vesterbro mfl. (1896-1899) kombinerede han filologens sans for den dialektale afvigelse med naturalismens interesse i social miljøskildring og personkarakteristik – elementer som også i et vist mål kan siges at indgå i Storm P.s tidlige prosa.