Udvidet version af afsnittet om fremmede bogstaver på s. 84 i bd. 2.

---

 

De såkaldte fremmede bogstaver, dvs. C/c, Q/q, W/w, X/x og Z/z, kaldes sådan fordi de især forekommer i fremmedord, og fordi diskussionen om afskaffelsen eller bevarelsen af dem har været nært knyttet til diskussionen om stavning af fremmedord i det hele taget. De fem bogstaver har imidlertid oprindelig også haft deres plads i det hjemlige ordforråd (inkl. lån fra nedertysk), til dels endda i meget hyppige hjemlige ord, fx acte ‘agte’, hvilcke, oc ‘og’; beqvem, quinde, qvæle; wi ‘vi’ pron., Wijsdom ‘visdom’, wylliit ‘villet’, wthen ‘uden’, wtuct ‘utugt’ (jf. kap. 5.3), Wordingborg; Misvext, sex ‘6’, sexten ‘16’, strax, voxe, Øxe; guthz (jf. kap. 5.2), szig ‘sig’ pron. og imp., prisz (jf. om tegnet sz i kap. 5.3).

Brugen af de nævnte bogstaver i hjemlige ord var imidlertid allerede ved år 1700 indskrænket betydeligt. For C/c’s, W/w’s og Z/z’s vedkommende var den praktisk taget ophørt bortset fra i proprier, mens Q/q og X/x holdt stand i den officielle retskrivning i ord som Qvinde, qvæle og strax, voxe i yderligere næsten 200 år, Q/q indtil 1871 og X/x indtil 1889. Herefter har spørgsmålet om brugen af fremmedbogstaverne næsten udelukkende været et spørgsmål der angår ortografien i fremmedord. 

Bogstavet C/c

Bogstavet C/c forekommer i Forordning 1739 og i Malling 1777 næsten kun i fremmedord (og i proprier som fx Colding og Cronborg), fx i Classe, Mulct og Medicin, Residence som betegnelse for henholdsvis k-lyd og s-lyd, og tilsvarende i forbindelserne ch og sc: Christelige, chronologisk og Discipler, Scene. I hjemlige ord som oc og acte er bogstavet c opgivet til fordel for g (og, agte), og i ord som hvilcke og trycke er ck afløst af k og kk (hvilke, trykke).

For c og ch udtalt som k var der siden slutningen af 1700-tallet en stigende tendens til i stedet at skrive k. Allerede i første bind af Videnskabernes Selskabs Ordbog (VSO) anerkendtes fx Kabel og Kanon ved siden af Cabel og Canon, og Molbech viste også i sin retskrivningsordbog i 1813 forståelse for k-skrivemåder i fx Kaffee, Kanon, Kasse og Karakter, hvor sprogbrugen havde bestemt sig for fordanskningerne. Men ellers fastholdt han c (og ch) som hovedreglen: Caserne, Climat, Confect, Chirurgie, Chor. Også her gik den rask-petersenske reformnorm ind for lydrette stavemåder med k: kaserne, kor osv., og i modsætning til ved de ord hvor c udtaltes som s, blev der i 1889-bekendtgørelsen formuleret den hovedregel at c og ch udtalt som k skulle fordanskes til k, sådan som det stadig er tilfældet i fx kaserne, klima, konfekt, kirurgi og kor. Det var og er dog en hovedregel med mange undtagelser, ikke alene i det klassiske fremmedordsstof (fx acceptere, cadeau, causeri, clou, staccato), men i høj grad også i det nyere, især oprindelig engelske, ordstof der er indlånt siden midten af 1900-tallet (aerobic, casting, clockradio, cola, computer, dresscode).

Hvad derimod angår c (og sc) udtalt som s, var det de genuine stavemåder der blev kodificeret i Molbechs retskrivning, og som senere via 1889-retskrivningen blev gjort til nutidens officielle stavemåder: ceremoni, cirkel osv., uanset at rask-petersensk retskrivning gik ind for lydrette skrivemåder som seremoni, sirkel osv.

Bogstavet Q/q

Bogstavet Q/q forekommer i Forordning 1739 kun i ordet beqvem, i Malling 1777 desuden i fx Inqvartering, Inqvisition og Qvinde, Hornqvæg, qvæste, altså både i fremmedord og i hjemlige ord og begge steder kun i forbindelsen qv (udtalt som kv). Også Molbech gennemførte (modstræbende) qv i stavelser der begyndte med lydkombinationen kv, og stavemåder som Quart, Quinde, qvæle hørte i det hele taget til den officielle norm i første halvdel af 1800-tallet. Den rask-petersenske retskrivning gik ligesom senere stockholmerretskrivningen ind for udskiftning af qv med kv, og allerede i 1855 meddelte undervisningsinspektør Madvig i sit hyrdebrev til latinskolerne at der ikke var synderligt at indvende mod denne udskiftning. Fra 1859 gennemførte Psalmebog til Kirke- og Huus-Andagt, der i 1865 blev anbefalet som ortografisk rettesnor for folkeskolen, kv overalt, og fra 1871 var det officiel regel at “Bogstavet q ombyttes med k i danske Ord (Kvinde, Kvas, Kvæg)” (H.N. Clausen mfl. 21.6.1870).

Svend Grundtvig fulgte naturligvis den nye regel i sin officielt anbefalede retskrivningsordbog (1872) og udvidede den på egen hånd til også at omfatte enkelte almindelige fremmedord, fx Kvadrat og Kvint. Hvordan man skulle stave andre fremmedord med qv/kv, gav ordbogen derimod ikke hjælp til at afgøre. Grundtvig var utvivlsomt helt på det rene med at ministeriet ikke ville anerkende fordanskede skrivemåder som Kvadrille, kvalificere, Kvotient, Kvæstor, men ville kræve Qvadrille osv. Men den slags stavemåder ønskede Grundtvig ikke at videreformidle, så dem – og andre ord med c, q og z – tog han simpelthen ikke med i ordbogen.

Med 1889-bekendtgørelsen kom brugen af de fremmede bogstaver på plads i den officielle retskrivning. Ikke alene gentog bekendtgørelsen den gamle regel om at q skulle ombyttes med k i danske ord, men den fastslog yderligere i den særlige fremmedordsparagraf at udskiftningen af q i det hele taget skulle finde sted “i almindelig brugte Ord”. Bogstavet q var herefter, bortset fra i enkelte dobbeltformer som Markis/Marquis og Piké/Piqué, stort set fraværende i de officielle retskrivningsordbøger indtil det gradvis vendte tilbage i løbet af 1900-tallet i ord som Roquefort-Ost (1919), Enquete, Mannequin (1923), qua, quickstep, quisling, quiz, squash (1955), bouquet, kumquat, quiche, quizze, squaw (1986), IQ/iq, quarterback og quinoa (2012). Bogstavet q er dog stadig det sjældneste bogstav i Retskrivningsordbogen.

Bogstavet W/w

Bogstavet W/w bruges i Forordning 1739 og Malling 1777 ikke uden for proprier som Wien, Wismar, Wordingborg og Worm. I øvrigt er bogstavet fraværende i retskrivningsordbøger og andre ortografiske direktiver indtil Bek. 1889, der skriver: “W bruges i Ordene Whig, Whisky og Whist (og i en Sammensætning som Wienervogn); ellers skrives v”. I Saabys Retskrivningsordbog (SRO, 1891-1918) er de nævnte ord og yderligere et par der begynder med w, medtaget, fx Wienerbrød (1891), Vigvam/Wigwam (1904) og WC (1909, under Vat(t)erkloset), placeret under fællesbogstavet “V (W)”. Hertil kommer også ord med w andetsteds i ordet, fx Trawl (1891) og Steward (1918). De følgende retskrivningsordbøger, der bl.a. optager Sweater (1923), show og weekend (1955), behandler ligeledes V og W som ét bogstav.

Først i RO 1986 oprettes der et selvstændigt bogstav W mellem V og X, indeholdende ca. 60 opslagsord der starter med w. I 2001-ordbogen er antallet af ord der begynder med w, steget til ca. 80, og antallet af ord med w i det hele taget er nu i alt ca. 260, heriblandt workshop (1986), shawarma (1996) og website (2001). Antallet af ord der begynder med w, er nærmest uændret i 2012-ordbogen, hvor fx wannabe, wasabi, weekendtaske og wellness har erstattet fx walkman, wassermannprøve, weekendattest og whig. Det samlede antal ord med w i det hele taget er dog steget noget og omfatter nu også bl.a. blowjob, buzzword, coleslaw, powershoppe og realityshow. W er dog stadig ét af de mindst hyppige bogstaver i dansk (se nærmere i K. Kristensen 2004).

Alt i alt har W/w siden midten af 1900-tallet konsolideret sig som en selvstændig størrelse der ikke blot adskiller sig (orto)grafisk fra v, men som i stigende grad også udtales (eller kan udtales) forskelligt fra v, fx i wannabe, wasabi, workshop, wow; shawarma, sweater, weekend.

Bogstavet X/x

Bogstavet X/x svarer ligesom i ældre nydansk til nutidens ks og bruges såvel i hjemlige ord, fx Misvext, strax, voxe, som i fremmedord, fx Examen, Instrux, Lexicon. Molbech havde alvorlige betænkeligheder ved den “dobbeltlydende Consonant” x, men fandt ikke desto mindre at den burde beholdes (1813, s. 56). Rask og N.M. Petersen ønskede den til gengæld erstattet af ks og gs, fx Aks, strags. Den hidtidige brug af x blev imidlertid fastholdt i den officielle norm i det meste af 1800-tallet, bl.a. af Madvig (1855) med den begrundelse at der ikke var nogen vaklen i sprogbrugen på dette punkt, hvorimod en afskaffelse af x ville føre til ny tvivl om fordelingen mellem ks og gs. Også Svend Grundtvig – hvis behandling af andre af de fremmede bogstaver i retskrivningsordbogen, specielt c og q, nærmede sig obstruktion – fastholdt x-skrivemåderne i sin ordbog (1872).

Brugen af x stod således relativt uantastet indtil det i 1889-bekendtgørelsen blev fastsat at x skulle ombyttes med ks i danske ord (undtagen i talordet 16, der skulle skrives sejsten). I Saabys Retskrivningsordbog (1891) blev ændringen til ks derefter gennemført i de ord hvor x udtaltes som ks (og sexten blev ændret til sejsten), hvorimod x stod urørt i ord som Xylograf, hvor det udtales s, og i ord som jaloux, hvor det er stumt. X blev ligeledes bevaret i ord hvor det stod umiddelbart før et c, fx excentrisk.

Bortset fra sejsten, der efter voldsomme protester blev ændret til seksten allerede i 1892, er denne fordeling mellem x og ks i princippet bibeholdt i nutidsdansk. Billedet sløres dog efterhånden stærkt af at en række enkeltord, specielt nyere lån fra engelsk, ikke er søgt fordansket, men er optaget i normen uden at x er ændret til ks, fx exit, fax, fixe ‘indsprøjte narkotika’ (i modsætning til det lidt ældre fikse ‘ordne’), foxtrot, mixture, pixel, sex, sexet (i modsætning til ældre fremmedord som seksuel, seksual-), voxpop.

Indsivningen af x i den nugældende retskrivning er yderligere støttet af (gen)indførelse af x-skrivemåder i nogle få fremmedord, fx saksofon > saxofon (1986), bokser (hund) > boxer, jukeboks > jukeboks/jukebox, mikse > mikse/mixe (2012), og i et par danske stednavne: Gladsaxe, Nexø (og nexøbo) (2001) og Faxe (2012, men stadig faksekalk). Se nærmere i H. Galberg Jacobsen 2013, s. 276, og afsnittet “Dobbelt-a og bolle-å” i selve kapitlet i bd. 2.

Bogstavet Z/z

Bogstavet Z/z forekommer i Forordning 1739 og Malling 1777 dels i romanske fremmedord i forbindelsen tz svarende til nutidens ts, fx Disputatz, Fundatz, Residentzstad, og som enkeltbogstav i ord som Hazard, Magazin, dels i den oprindelig tyske ordstamme zir/ziir (zi(i)rlig mv.). Også Molbech anerkender z i fremmedord og Ziir mv., men fastslår i øvrigt at “dette Bogstav under intet Paaskud [må] bruges i danske Ord” (1813, s. 57). Når bogstavet z alligevel optræder i Molbechs ordbøger i ord som Zahlkasse ‘udbetalingskasse, statskasse’, Zenith, Ziffer, Zink, zittre, Zone, sker det da også med den udtrykkelige tilføjelse at alle de nævnte ord “ere fremmede i vort Sprog, skiøndt de høres i Talen, og bruges i Skrifter” (1833, bd. 2, s. 693).

Rask-petersensk retskrivning vil helt afskaffe bogstavet z og skrive s eller ts i stedet afhængigt af udtalen, fx sire og Natsion (Molbech kræver Nation, uanset at det udtales “med Lyden af tsi” (1813, s. 55)). Svend Grundtvig følger i sin retskrivningsordbog (1872/1880) indirekte den rask-petersenske norm ved slet ikke at medtage ord med z og mere direkte ved at medtage de fordanskede former Sobel (1872) og Sir, Sirat, sirlig (1880). Med 1889-bekendtgørelsen fastslås så den praksis der i hovedsagen også gælder i dag: Z ombyttes med s i enkelte (gamle) oprindelig tyske ord som sire, vansire, sitre, men bevares i øvrige ord, fx benzin, blazer, enzym, influenza, jazz, pizza, razzia, trapez, zappe, zebra, zenit, zeugma, zobel, zoologi, zoom, zucchini, herunder også i visse (til dels nyere) lån fra tysk som blitz ‘flash’, hetz, nazist, zweck.