Stærkt udvidet version af afsnittet “Forholdet mellem nominativ og oblik kasus” på s. 158 ff. i bd. 3.

---

 

I Jyske Lov skelnes der som nævnt i afsnittet “Kasus i det ældste sjællandsk og jysk” (bd. 3, s. 152) kun mellem to kasus, nemlig nominativ og oblik kasus. Denne skelnen gælder udelukkende de personlige pronomener, inklusive det spørgende hva/hvem ‘hvo/hvem’.

I de øvrige sjællandske og jyske kilder fra 1300 og frem er der genrebestemte forskelle. De sjællandske juridiske tekster har i et vist omfang bevaret kasusbøjningen også uden for de personlige pronomener. Derimod ligger den medicinske og den religiøse litteratur på linje med Jyske Lov, idet stort set kun de personlige pronomener kasusbøjes. Man kan således se udviklingen som en videreudvikling af det pronominalsystem der allerede var dannet i Jyske Lov.

Pronominalbøjningens stadier

Pronominalbøjningen falder i nedenstående tre stadier:

Jyske Lov og yngre middeldansk (bortset fra skånsk)

På første stadie markerer nominativ at et led er subjekt eller subjektsprædikativ. Oblik kasus angiver at leddet hverken er subjekt eller subjektsprædikativ:

1. hawer thu forstaat, hwo [nom.= subj.præd.] thet menniske scal wære, ther gud scal gøre met sin andh (..) Tha sagde iosep: thet æst thu [nom.= subj.præd.] (JesuBB; DFb, bd. 1, s. 95)
   har du forstået, hvo det menneske skal være, der Gud skal gøre med sin ånd. Da sagde Josef: det er du
   ‘har du forstået hvem det menneske skal være som Gud skal skabe med sin ånd? Da sagde Josef: Det er dig’

Reglen gælder også for dele af reformationstidens prosa, fx Hans Tausen (1529) og Jørgen Jensen Sadolin (1530).

Ældre nydansk

På andet stadie signalerer nominativ at et led er subjekt. Oblik form angiver ikke-subjekt. Udviklingen, der behandles nærmere i afsnittet “Subjektsprædikativet får oblik form” nedenfor, viser sig ved at prædikativet ændres til oblik form:

2. ded er mig (Christian 4.s Breve, bd. 5, s. 71)

Desuden erstatter formen hvem den gamle nominativ hvo, som efterhånden helt udgår af kasussystemet:

3. Enten jeg sidder øverst eller nederst, da kjender de mig dog og véd hvem [subj.præd.] jeg er; der kan sættes over mig hvem [subj.] der skal, jeg er dog den jeg er (Grevens og Friherrens Komedie ca. 1680/1871, s. 19)
   ‘hvad enten jeg sidder øverst eller nederst, så kender de mig dog og ved hvem jeg er; der kan sættes over mig hvem det skal være, jeg er dog den jeg er’

Her er det første hvem subjektsprædikativ, mens det andet er subjekt; i begge funktioner ville pronomenet tidligere have haft nominativformen hvo. Denne udvikling behandles nedenfor i afsnittet “Hvo som subjekt erstattes af hvem”.

Yngre nydansk efter 1800

På tredje stadie bliver nominativ udelukkende brugt i tilbagevisende eller anaforisk subjekt, dvs. et pronominalt subjekt som genoptager eller viderefører en allerede indført subjektsreferent. Oblik kasus an­gi­ver modsat at leddet ikke er et ana­forisk sub­jekt. Oblik kasus kan altså bruges i ikke-ana­fori­ske subjekter:

4. Men ærligt talt – for min skyld måtte ham [obl.] dér piloten godt have fløjet lidt hurtigere (KorpusDK: Hjemmet 18. april 1987)

Udviklingen på dette stadie behandles nedenfor i det afsluttende afsnit “Nominativ og oblik form i subjektet”. Udviklingen som helhed kan vises i følgende skema:

UDVIKLINGEN AF PRONOMENERNES KASUSBØJNING
	yngre middeldansk	ældre nydansk	yngre nydansk
nominativ	subjektsled	subjekt	anaforisk subjekt
oblik form	ikke-subjektsled	ikke-subjekt	ikke-anaforisk led

Skemaet viser i forenklet form udviklingen af pronomenernes kasusbøjning fra yngre middeldansk til nutidsdansk: Nominativ bliver i stigende grad specialiseret, oblik form tilsvarende generaliseret.

Betegnelsen subjektsled dækker subjekt og subjektsprædikativ. Se også tabel ⓯ i bd. 3, s. 159.

Subjektsprædikativet får oblik form

Subjektsprædikativet går i løbet af 1500- og 1600-tallet over til oblik form (jf. også E. Skafte Jensen 2017). Det hedder således ikke længere ‘det er jeg’, men med Christian 4.: ded er mig (720). De fleste belæg der viser udviklingen, er sætninger med hvo/hvem som subjektsprædikativ. Allerede i Dorotheæ Komedie, der er overleveret i et håndskrift fra 1531, hedder det:

5. Hwem erst tw, hwi mwnne tw saa braske? (DorKom, s. 94)
   hvem er du, hvi monne du så larme?
   ‘hvem er du, hvorfor larmer du sådan?’
6. Hwem ere i? hwi lade i saa? (DorKom, s. 100)

Følgende eksempel har først et prædikativ, dernæst et subjekt i formen hvem:

7. Hwem er den, hwi lader han saa? Orestes, høer nw, hwem er theer? (DorKom, s. 94)

I Christian 4.s Breve findes eksempler som disse:

8. Huem fru kyrsten och Moderen Ellers kan lede herfor tyl Barnefader, der ladder uy dem sørge for, huem den Er (Christian 4.s Breve, bd. 8, s. 148)
   hvem fru Kirsten og moderen ellers kan føre frem som barnefader, der lader vi dem sørge for, hvem den er
   ‘hvem fru Kirsten og hendes mor ellers kan pege på som barnefader, det overlader vi til dem at tage sig af, hvem det er’
9. Der uy uille uide, huem der uar, da sagde hun: ded er mig (Christian 4.s Breve, bd. 5, s. 71)

Omkring 1700 finder man kun oblik form:

10. Det er mig Peder, som sad før / I bolt oc Jerenknude (Vincula Petri, s. 20)
    ‘det er mig Peder, som før sad i bolt og jernknude’

Hvo som subjekt erstattes af hvem

Et system svarende til Jyske Lov er i kraft helt til 1500-tallet. Fra Sjælens og kroppens trætte (1510) har man:

11. Hvij ligge tv arme krop saa / hoo [nom.] mwnne teg soo neder slaa (l. 17-18)
    hvi ligge^skal du arme krop så / hvo monne dig så ned slå
    ‘hvorfor skal du, arme krop, ligge sådan / hvem ville dig sådan ned slå’

Men allerede i slutningen af den middeldanske periode finder man hvem hvor man i det klassiske system ville have hvo:

12. hwem vedh, huad gudh vil giøre meth megh (RD, bd. 1, s. 34)
    ‘hvem ved hvad Gud vil gøre med mig’

I eksemplet er pronomenet spørgende, men også som relativ kan det hedde hvem når det står som subjekt:

13. hwæm ther ether vither sagh gitær ey genmælt (HellKv, s. 61)
    hvem der eder giver beskyldning kan ikke tale imod
    ‘hvem der fremfører beskyldninger mod jer, kan ikke tale imod jer’
14. hwem som bær [denne bøn] skreffuen paa sig (..) then dagh skal han ey (..) huær som bær hanom skreffwæn paa sigh (..) then dagh skal han ey (..) (Bønnebøger, bd. 1, s. 203)
    ‘den som bær denne bøn på sig, han skal den dag ikke (..)’

I Dorotheæ Komedie (1531) finder man vekslende brug af hvo og hvem som subjekt, både i spørgsmål og i almen relativsætning. I spørgsmål findes hvo bl.a. i:

15. Hwo kand thet nw raade paa then dag (DorKom, s. 120)
    ‘hvem kan nu styre det på den dag’

I almen relativsætning findes hvo i:

16. Hwo szom wiil tiil thet foriette landt (DorKom, s. 92)
    ‘hvo som vil til det forjættede land’

I samme tekst er hvem subjekt i spørgsmål som:

17. høer nw, hwem er theer? (DorKom, s. 94)
    ‘hør nu, hvem er der?’
18. Hwem viil sighe, thenne mand At vere icke met gwd bekand? (DorKom, s. 141)

Også som alment relativ bruges hvem om subjektet:

19. Hwem hynne kand aff slaa / Han mwnne wel selff fendenn flaa (DorKom, s. 94, 65-66)
    hvem hende kan af slå, han monne vel selv Fanden flå
    ‘hvem der kan slå den (døren) af, han kunne vel flå Fanden selv’

Dorotheæ Komedie er som andre skuespil i ret høj grad præget af talesproget, og sandsynligvis er de vekslende former udtryk for at udviklingen fra hvo til hvem er slået igennem i talesproget, men ikke i skriftsproget.

Situationen er broget endnu i anden halvdel af 1500-tallet. Fx har Peder Hegelunds skuespil Calumnia (1579) gennemført det gamle system med hvo som subjekt både i spørgende og alment relative sætninger. Derimod bruger Hieronymus Justesen Ranch slet ikke hvo i sit drama Kong Salomons Hylding (1585). I samme periode forekommer en del tilfælde med hvo hvor pronomenet ikke er subjekt og i det gamle system ville have heddet hvem. Sådanne eksempler på overkorrekt sprogbrug eller hyperkorrektion finder man fx hos Anders Kjeldsen Tybo i dramaet Absolon:

20. du der samle huo du kand faa (H.J. Ranch 1585/1973, s. 75)
    du der samle^skal hvo du kan få
    ‘der skal du samle hvem du kan skaffe’

Selv en lærd stilist som Niels Hemmingsen (1565) kan anvende hvo i stillinger hvor der efter den gamle regel skulle være oblik kasus:

21. Wj haffue nu hørt huo Christus taler til oc giffuer befalning (N. Hemmingsen 1565/1990, s. 141)
    vi har nu hørt hvo Kristus taler til og giver befaling
    ‘vi har nu hørt hvem Kristus taler til og giver befaling’

Christi­an 4. bruger som ældre (i 1630’erne og 1640’erne) hvem og ikke hvo i spørgende bisætninger:

22. Thuende tyng motte ieg well wyde, 1. huem der haffuer Siiet Innouationem federis ymellom franckerige och Suerrig In originalj (Christian 4.s Breve, bd. 5, s. 412)
    tvende ting ville jeg gerne vide. 1. hvem der har set innovationem foederis mellem Frankrig og Sverige in originali
    ‘to ting ville jeg gerne vide: 1) hvem der har set den fornyede pagt mellem Frankrig og Sverige i original’

Også som almenrelativ er hvem enerådende:

23. En morgen heel tylig kam fru kyrsten for dørren (..) och klappede paa. Der uy uille uide, huem der uar, da sagde hun: ded er mig (Christian 4.s Breve, bd. 5, s. 71)
    ‘en morgen helt tidligt kom fru Kirsten til døren (..) og bankede på. Da vi ville vide hvem der var, da sagde hun: Det er mig’

I senere dramatiske tekster fra 1600-tallet (Grevens og Friherrens Komedie fra ca. 1680 og Vincula Petri fra ca. 1700) dominerer hvem:

24. Ho ho det bancher paa vor Dør / Hvem bancher, hvem er ude? (Vincula Petri, s. 20)
    ‘ho ho det banker på vor dør, hvem banker, hvem er derude?’

Grammatisk normering af hvo/hvem

I 1600-tallet kan der ikke dokumenteres nogen normering af forholdet hvo/hvem. De danske grammatikere fra sidste halvdel af århundredet registrerer bøjningen af pronomenerne, herunder hvo, men de udtaler sig ikke om sprogbrugen; det er dog interessant at Laurids Kock ca. 1660 opfatter de to former som fuldstændig sideordnede i alle kasus undtagen genitiv:

25. D. A. A. Hvem Hvo. Gen. hvis (L. Kock ca. 1660/1915, s. 58)
    ‘Nominativ, dativ, akkusativ, ablativ: hvem hvo. Genitiv: hvis’

I 1700-tallet findes for første gang en egentlig vurdering af sprogbrugen. H.O. Nysted behandler tilfælde hvor én kasus bruges for en anden, og i den sammehæng nævner han den hyppige misbrug af hvem for hvo med eksempler som “Livet det endes med Dødens Tvang, hvem det vil rettelig betenke” og “Hvem vil over mig for­barme sig?” (H.O. Nysted 1708-1727/1919, s. 329). Vurderingen af hvem som en fejl begrundes med at latin skelner mellem formerne quis eller qui i nominativ og quem i akkusativ. Også 1700-tallets fremmeste danske grammatiker, J.P. Høysgaard, ytrer sig om de faktiske forhold (Methodisk Forsøg til en Fuldstæn­dig Dansk Syntax, 1752):

26. Der kan tvistes om, hvilket man helst bør sige her, enten hvo e. hvem, allermeest da man i daglig Tale aldrig siger hvo, neml. i Spørsmaal e. i Propositioner, som komme deraf. Jeg vil herom sige, hvad jeg holder for rimeligst: neml. at, dersom Spørsmaals-ordet er aabenbarlig Propositionens Subject (..) da maa hvo bruges; men hører det under Prædicatum, da bør siges hvem (J.P. Høysgaard 1752/1923, s. 285)
    ‘der kan strides om hvad man helst skal sige her, enten hvo eller hvem, især fordi man i daglig tale aldrig siger hvo, nemlig i spørgsmål eller i sætninger som kommer deraf. Jeg vil herom sige hvad jeg anser for rimeligst, nemlig at dersom det spørgende ord helt klart er sætningens subjekt, da må hvo bruges; men er det prædikativ, da bør siges hvem’

Det dagligdags talesprog har altså helt afskaffet hvo, der udelukkende findes i korrekt skriftsprog. Høysgaard anbefaler på den baggrund at hvo udelukkende bruges som subjekt, mens hvem bør være enerådende som subjektsprædikativ. Begrundelsen for overhovedet at anbefale brugen af hvo er at undgå tvetydige sætninger som “Hvem elsker den Gjerige?” (s. 286).

I 1800-tallet holder en del forfattere fast ved hvo som nominativ. Det gælder bl.a. J.L. Heiberg og Johanne Luise Heiberg. Selv H.C. Andersen, hvis sprog ellers er berømt for sit talesprogspræg (jf. kap. 21.10), har en del eksempler i Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 (1829) og I Sverrig (1851). Endnu Vilhelm Bergsøe har eksempler på hvo, men formen er næsten forsvundet hos det moderne gennembruds forfattere, bl.a. Georg Brandes og Herman Bang.

Nominativ og oblik form i subjektet

Den vigtigste ændring af kasus i nyere tid er at subjektet under bestemte betingelser kan stå i oblik form. Det ses i eksempler som:

27. “Sådan, nu føler jeg virkelig, at jeg har levet”, sagde hun med et stort smil. “Men ærligt talt – for min skyld måtte ham dér piloten godt have fløjet lidt hurtigere!” (KorpusDK: Hjemmet 18. april 1987)
28. til gengæld blev Synnøve udråbt til den perfekte premiere-gæst ved siden af Dronning Margrethe II af Danmark. Det skete i radioen, og ham der talte havde forstand på den slags (KorpusDK: Det fri Aktuelt 14. november 1992)
29. Jeg (..) sætter stikket i og ringer til nummeroplysningen. “Thurell”, siger jeg. “Rådmansbacken i Alby”. Hende der leder er hurtig, og jeg får et telefonnummer, og hun spørger, om jeg vil stilles om (KorpusDK: Jacqueline Wilson: Hemmeligheder om mig, 1999)

Subjekter i oblik form indeholder altid et bestemmende led. Det kan som i 745 være et påpegende pronomen (dér), et bestemt nominal (piloten) eller som i 746 en bestemmende relativsætning (der talte). Derimod har subjekter i nominativ normalt ikke et bestemmende led tilknyttet; i moderne dansk vil man ikke sige: *han der talte, havde forstand på den slags.

Denne skelnen mellem to typer subjekt er formentlig en ret ny udvikling. Den findes fx ikke hos H.C. Andersen der godt kunne have nominativ før bestemmende led:

30. Af alle Drengene paa Gaden var Ingen værre til at synge Spottevisen, end just han, som havde begyndt (1839, AndersenHCEv, bd. 1, s. 163)

Led der er løst knyttet til sætninger og står i ekstraposition eller som apposition, kan godt stå i nominativ i moderne dansk:

31. At det skete for egen vinding, kan man vel næppe bebrejde hende. Hun, der som omtrent 30-årig blev enke med to små børn og en beskeden pension at leve på (KorpusDK: Berlingske Tidende 1991)

Samme konstruktion findes hos H.C. Andersen:

32. den gode Dreng, ham har I dog ikke glemt, han som sagde: “det er Synd at giøre Nar af Dyrene!” ham ville vi bringe baade en Broder og en Søster (1839, AndersenHCEv, bd. 1, s. 164)

Men i det moderne system afgøres kasus af relativsætningens betydning. Nominativ forekommer næsten kun når relativsætningen ikke er bestemmende, men parentetisk (“der som omtrent 30-årig blev enke (..)”). Hvis relativsætningen er bestemmende, vil man bruge oblik form:

33. Man kan også tydeligt mærke, om det er afdelingssygeplejersken, der kommer ind eller det er én, der lige er nyudklækket. Hende, der er helt ung i faget, hun siger; jah, nejh (KorpusDK: Charlotte Delmar: Tillid og magt en moralsk udfordring, 1999)

I moderne dansk har nominativen altså fået indsnævret betydning. Den markerer stadig funktionen som subjekt, men kun i subjekter der allerede er bestemt i teksten, altså genoptagende eller anaforiske subjekter. Udviklingen er ikke undersøgt empirisk, og Aage Hansen er den første der har iagttaget sammenhængen mellem kasus og anaforisk funktion i nutidens dansk (1967, bd. 2, s. 243): “Endog i brugen som subjekt træffes de oblikke former i almindeligt sprog, nemlig hvor det pronominale ord i tredje person er determi­neret af et nødvendigt led (apposition, præpositions­led, adverbial, relativsætning o.l.)”. Dette kaldes “den nu normale brug”, og som eksempler nævner Aage Hansen bl.a.:

34. Jeg skal ogsaa ha en Pølse, siger ham, der holder som Nummer to i Rækken (Mogens Lorentzen: – og saa videre, 1939)

Også modsæt­ningen mellem parentetiske og bestemmende led har Aage Hansen med:

35. Han, Ibald, sværmede s’gu ikke for at gå råt klædt (indre monolog, Tom Kristensen: Livets Arabesk, 1921)
36. ham min gamle skolekammerat N.N. er nu pensioneret

Brugen af nominativ med bestemmende adled er “dialektal eller forældet, bl.a. gammel­køben­havnsk”:

37. han dér var den berømte Birk og han dér Brandtaleren Kahn (Tom Kristensen: Livets Arabesk, 1921)

Det nye system opstår formentlig tidligst omkring 1870. Det findes ikke i norsk og svensk. Der findes fortsat eksempler på at sprogbrugere følger det gamle system, evt. som følge af konservativ normering. – Se flere eksempler i Aa. Hansen 1965, s. 99 ff., og 1967, bd. 2, s. 243 ff.