74. Modalverbernes udvikling

Stærkt udvidet version af afsnittet “Modalverbernes udvikling” på s. 212 i bd. 3


 

Fra præterito-præsentiske verber til modalverber

I dansk udvikles der – som i øvrigt i alle germanske sprog – en særlig gruppe af verber, de såkaldte modalverber. De overtager mange af de funktioner som den gamle konjunktiv havde. I nyere grammatikker har man lagt vægten på formelle forhold ved afgrænsningen af gruppen af modalverber, især at de tager infinitiv uden at. I 1900-tallets danske grammatikker har man regnet måtte, kunne, skulle, burde, turde, ville og også gide med til modalverberne, fx: du må høre efter; her skal ryddes op; jeg vil ikke være med; gider du lige vente et minut?

Detaljerede forslag til beskrivelse af modalverbernes system i moderne dansk kan man finde i Grammatik over det Danske Sprog, 2011 (GDS, s. 765 ff.) og hos Søren Brandt (1999).

Som grammatisk kategori er modalverberne et ret sent fænomen. De fandtes ikke i fællesgermansk tid, men nogle af dem har rod i en lille gruppe verber med præsensformer dannet af gamle perfektumsformer. Ældre danske præsensformer som skal, kan, tharf ‘har behov for’ svarer fuldstændig til præteritumsformer af stærktbøjede verber som drak, sang, tvang. Der er derfor tradition for at kalde dem præterito-præsentiske verber, dvs. ‘verber med form som præteritum, men med præsensbetydning’ (se kap. 10.2 i bd. 3, s. 42 ff.). I de ældste danske tekster er de vigtigste præterito-præsentiske verber mughe ‘måtte’, skule ‘skulle’, kunne ‘forstå sig på’, mune ‘ville, måtte, kunne’, thurve ‘have behov for’, eghe ‘have ret til el. pligt til’. I løbet af middelalderen bliver nogle af dem til en grammatisk kategori der har samme betydningsfunktioner som man finder i konjunktiven.

Modalverber i ældre middeldansk

I den ældste overlevering er det især de tre verber mughe ‘måtte’ og skule ‘skulle’ og mune ‘ville, måtte, kunne’ der skiller sig ud ved at have betydninger der minder om konjunktivens. Forholdet mellem mughe (præs. sg. ma) og skule (præs. sg. skal) er beskrevet af Anders Bjerrum (1966, 1967) og af Paul Diderichsen (1939, 1941). Her gengives Bjerrums analyse af forholdet.

Mughe, ma ‘måtte’

Ma ‘må’ kan for det første betyde ‘mulighed’ i bred forstand, også hvad et menneske eller en ting er i stand til fysisk eller mentalt:

  1. Thænnæ steen ma æi eld skathæ (HarpMKr, s. 191)
    denne sten kan ej ild skade
    ‘denne ædelsten kan (selv) ild ikke skade’
  2. Æn ma han swa taka at han graui [præs. konj.] æy at. tha taki [præs. konj.] han sacløst (SkL, B 74, CCD, bd. 3, bl. 88v)
    men kan han således tage at han graver ej efter, da tage han uden anklage
    ‘men kan han tage dem således at han ikke graver efter dem, da må han tage dem uden anklage’

For det andet kan ma betyde ‘tilladelse’ og (i nægtet form) ‘forbud’:

  1. cfua unga ma ængin man grafua vp. af annars marko (SkL, B 74, CCD, bd. 3, bl. 88v)
    ræveunger må ingen mand grave op. af andens mark
    ‘ræveunger må ingen mand grave op af en andens mark’

Skule, scal ‘skulle’

Scal ‘skal’ betyder ‘pligt’ og ‘nødvendighed’. I følgende eksempel foreskrives proceduren for jernbyrd, og betydningen er tydeligt ‘pligt, norm’.

  1. tha scal wanta ofna hand lata (SkL, B 74, CCD, bd. 3, bl. 75r)
    da skal vante på hånd lade
    ‘da skal man lægge vanten på hånden’<(li>

Skule, scal og mughe, ma – og konjunktiv

Scal angiver altså både ‘nødvendighed’ og ‘pligt’, mens ma angiver ‘mulighed’ og ‘tilladelse’. Disse fire funktioner svarer til de væsentligste betydninger af konjunktiv. For overskuelighedens skyld ser vi her primært på det normrelaterede (deontiske) betydningspar ‘pligt’ og ‘tilladelse’. Betydningen ‘tilladelse’ er vist ovenfor i 512 tha taki han sacløst ‘da må han tage dem uden anklage’. Betydningen ‘pligt’ findes fx i:

  1. tha viti vm han dyl mæth tolf lagfastum mannum (SkKl, B 74, CCD, bd. 3, bl. 104r)
    så vidneskal hvis han bestrider med tolv lovfaste mænd
    ‘så skal han vidne hvis han bestrider det, med tolv lovfaste mænd’

I stedet for konjunktiv kunne man vælge at præcisere betydningen ved at bruge et modalverbum. Forholdet vises skematisk i diagrammerne nedenfor.

KONJUNKTIVS HOVEDFUNKTIONER
mulighed konjunktiv
tilladelse
nødvendighed
pligt

Ma og scals hovedfunktioner vises her inden for samme diagram. De specificerer konjunktiven:

MA og SCALS HOVEDFUNKTIONER
mulighed ma
tilladelse
nødvendighed scal
pligt

Kunne, kan og mughe, ma – og konjunktiv

På landskabslovenes tid angiver kunne normalt ikke ‘mulighed’, men betyder ‘have forstand på, forstå sig på’. Det gammeldanske verbum vilje ‘ville’ kan kun betegne vilje og har ikke nogen futurumsbetydning som i moderne dansk.

I følgende eksempel fra Jyske Lov er nytæ præsens konjunktiv:

  1. thy scal logh æfthær allæ mæn gøres. at rætæ mæn oc spakæ. oc sakløsæ nytæ [præs. konj.] theræ ræt (JyL, C 37, CCD, bd. 10, bl. 3v)
    derfor skal lov efter alle mennesker gøres, at retskafne mennesker og kloge. og sagesløse brugekan deres ret
    ‘derfor skal loven gøres efter alle mennesker, således at retskafne, kloge og sagesløse mennesker kan bruge deres ret’

Meningen er at når loven tager hensyn til alle mennesker, kan de retskafne osv. også få deres ret. Betydningen af konjunktiven er betinget mulighed, at noget er muligt under bestemte betingelser, uden at det specificeres nærmere. I et parallelt eksempel specificeres betydningen ‘betinget mulighed’ ved hjælp af modalverbet mughe (præs. sg. ma, pl. mughe):

  1. Logh skaal wæræ (..) opænbar sua at allæ mæn mughæ witæ oc undærstand hwat logh sæghær (JyL, C 37, CCD, bd. 10, bl. 3v)
    lov skal være (..) åbenbar så at alle mennesker kan vide og forstå hvad lov siger
    ‘loven skal være tydelig og eksplicit, så at alle mennesker kan vide og forstå hvad loven siger’

Modalverbet angiver den præcise betydning at en klart formuleret lov gør det muligt for folk at forstå den.

Betydningsudviklingen af kunne ‘kunne’ og mughe ‘måtte’

Den vigtigste ændring af modalverbernes betydninger i middelalderen er en forskydning af forholdet mellem kunne og mughe. I yngre middeldansk udvider kunne sit betydningsområde fra ‘indsigt’ til ‘mulighed’, fra ‘have forstand på, forstå sig på’ til ‘være i stand til, være mulig’. Dermed bliver kunne konkurrent til mughe. I en senere fase mister mughe betydningen ‘mulighed’ og indskrænkes til betydningen ‘tilladelse’. Eksempler på den oprindelige betydningsfordeling mellem kunne og mughe finder man i Lucidarius fra ca. 1460:

  1. Discipulus hwi togh gud æy fra diæfflæn, ther han fiæll hans vith oc hans raskhedh, oc hans makt, mædæn han vildæ ikkæ annæt æn ont Magister thet han kan oc mo, thet ær foræ godæ mæn thæræ prøuæs at theræ løn skal øghæs ther met (Lucidarius (AM 76, 8º), bl. 77v)
    Discipulus hvorfor tog Gud ej fra djævelen, da han faldt hans forstand og hans handlekraft, og hans magt, når han ville ikke andet end ondt Magister det han kan og må, det er for gode mennesker der prøves at deres løn skal øges dermed
    ‘Eleven: Hvorfor tog Gud ikke djævelens forstand og handlekraft og magt fra ham da han faldt, når han ikke ville andet end ondt? Mesteren: Det han forstår og er i stand til, det er til gavn for gode mennesker der prøves, for at deres løn skal øges dermed’

Her henviser kan til vith ‘forstand’ og mo til makt ‘magt’. Som følgende eksempel viser, er det mughe der har bred betydning og går ind på kunnes oprindelige særområde:

  1. for thy thæt vanthiækkis vorum hærra at cristit folk læs mikit i thøm, hwilkit thw mat vndirsta af thy som hænde sancto ieronimo (SjT, s. 7)
    fordi det mishager Vorherre at kristenfolk læser meget i dem, hvilket du kan forstå af det som hændte Skt. Ieronimus
    ‘fordi det mishager Vorherre at kristne læser meget i dem, hvad du kan forstå af det som skete med Skt. Ieronimus’

I Lucidarius finder man dog også eksempler på det modsatte, at kunne trænger ind på mughes betydningsområde:

  1. Gud ær met allæ men bothæ ondhæ och gothæ Vthen thogh met ondhæ men anderlundh forthi han ær met ondhæ men sosom solens liusen ær met then som blyndher ær, forthi thet ær ey solens skild thet thee kunnæ ey see (Lucidarius (AM 76, 8º), bl. 48r)
    Gud er med alle mennesker både onde og gode Men dog med onde mennesker anderledes fordi han er med onde mennesker ligesom solens lys er med den som blind er, fordi det er ej solens skyld at de kan ej se
    ‘Gud er med alle mennesker, både de onde og de gode. Men dog er det for de onde anderledes fordi han er med de onde ligesom solens lys er med den der er blind, fordi det ikke er solens skyld at de ikke kan se’

Mughe får også betydningen ‘nødvendighed’, både betinget og kausal, samtidig med at det bevarer betydningerne ‘mulighed, tilladelse’. Sikre eksempler på betydningen ‘nødvendighed’ findes i hvert fald fra første del af 1400-tallet:

  1. hon giordh cors for sek. tha matte diæfolin ryma (SjT, s. 32)
    hun gjorde kors for sig. da måtte djævelen rømme
    ‘hun slog kors for sig. Så måtte djævlen forlade stedet’

Nyere og ældre betydninger forekommer i samme tekst. En indholdsoversigt i en lægebog fra anden halvdel af 1400-tallet viser dels to betydninger af måtte, dels den nye betydning af kunne:

  1. 38 om then ther ey maa hionlaw pleye (Lægebog (D 600)), s. [196]
    om den der ej kan ægteskab pleje
    ‘om den der ikke kan have ægteskabelig omgang (evne, formåen)’
  2. om man ma for tit pisse (smst.)
    om man skal for tit pisse
    ‘hvis man skal tisse for tit (nødvendighed)’
  3. fore quinne ey kunne skilies weth wnt blood (smst.)
    for kvinder ej kan skilles ved ondt blod
    ‘for kvinder der ikke kan komme af med ondt blod (evne, formåen)’

Overgangen mellem sådanne ældre og nyere betydninger sker sandsynligvis i sprogbrugen gennem eksempler hvor begge betydninger giver mening, fx:

  1. Dønær munnæn af thi, at [maghen] ær saar, Tha mat thu mærkæ athættæ: hanum thyrstær, oc thæn næthræ læbæ thyrckæs (Lægebog (AM 187), s. 30, 2-4)
    stinker munden af det, at maven er såret, da må du mærke på dette: han tørster, og den nederste læbe udtørres
    ‘stinker munden fordi der er sår i maven, da kan/skal du bruge følgende kendetegn: Han tørster, og underlæben tørrer ud’

Et sikkert eksempel på betydningen ‘nødvendighed’ fra den sidste fase af middelalderen:

  1. I soghæ myn krop, han røsthes och sckalff, / en palt wildhæ i ey giffuæ mig halff, / paa gadhen mathæ ieg ligghæ (Præsten i Odense Herr Michaels tre danske riimværker fra A. 1496. Udg. 1836 af Christian Molbech, s. 48)
    I så min krop, han rystedes og skjalv, / en pjalt ville I ej give mig halv, / på gaden måtte jeg ligge.
    ‘I så min krop, den rystede og skælvede, / ikke en halv pjalt ville I give mig, / på gaden måtte jeg ligge’

Den oprindelige betydning ‘mulighed’ af mughe findes stadig i slutningen af 1500-tallet:

  1. de (..) besætte hendis fingre met skøne Ringe oc ædle Stene, at hun vel maatte kaldis aff Folckit en hiertens kære (Griseldis, DFb, bd. 8, s. 94)
    ‘de satte skønne ringe og ædelstene på hendes fingre, for at hun med rette kunne kaldes hjertenskær af folket’

Denne form for mulighed kan også indgå i begrundelser:

  1. er det saa at hand det fordrager dig, da maat du des tryger haffue Presten eller en anden kier (De syv vise Mestre, DFb, bd. 2, s. 88)
    ‘er det sådan at han affinder sig med at du har gjort det, så kan du des tryggere have præsten eller en anden kær’

Betydningen forsvinder formentlig før 1700, og i ODS kaldes den “nu næsten kun arkaiserende el. dial.” Endnu i bibeloversættelsen af 1740 hedder det:

  1. Philippus sagde: dersom du troer af gandske Hierte, maae det ske (ODS: ApG.8.37(Chr.VI).

Men i 1819-oversættelsen rettes maae til kan.

Eksemplet fra Oehlenschläger er formentlig bevidst arkaiserende eller betinget af rim:

  1. Vist Elskovs Fryd med ingen Glæde lignes maa (ODS: Oehl.NG. 214)

Efter ændringerne af måtte og kunne, der markerer en vigtig forskel mellem middelalderens dansk og det moderne sprog, har moderne dansk et system med den kerne der fremgår af det følgende diagram.

MODALSYSTEMETS KERNE I MODERNE DANSK
mulighed kan
tilladelse
nødvendighed
pligt skal

Vidensbetydninger af måtte og kunne

Ud over de indbyrdes betydningsforskydninger mellem måtte og kunne sker der endnu en udvikling. Begge verber udvikler mere abstrakte betydninger der markerer hvad den talende mener at kunne stå inde for, og derfor kaldes de subjektive (eller epistemiske), se nærmere i GDS, s. 786. Her følger fire eksempler på de subjektive betydninger af måtte og kunne fra efter 1700:

  1. I er jo icke Jomfrue meere, saa maa I jo være Frøiken (ODS: Holb.Kandst.IV.3)
  2. han maa være gaaet fra Forstanden (ODS: Heib.Poet.VI.142)
  3. har du forloved dig med to andre Piger i Kiøbenhavn? det kand blive en forbandet Sag for Capitels Retten (ODS: Holb.Er.III.1)
  4. vil du . . ei spare det Sted for de 50 Retfærdiges Skyld, som kunde være derinde? (ODS: 1Mos.18.24)

Modalverberne angiver her at sætningens grad af sandhed er noget den talende slutter sig til. Udgangspunktet for disse nye betydninger kan være brugen af mughe til at betegne at intet taler imod en bestemt beslutning eller løsning. Eksempler på den betydning findes allerede i de ældste tekster, fx i Jyske Lov:

  1. swa lengi ma han ther wit ær [forf.s rettelse, orig.: witær]. halde the witæ. at styres man ma delæ them (JyL, C 37, CCD, bd. 10, bl. 48v)
    så længe kan han der tiltalt er, holde de bøder. at styresmand må inddrive dem
    ‘det kan gå sådan at den der er rejst sag mod, tilbageholder disse bøder så længe at styresmanden har ret til at inddrive dem’
  2. wil han tha ther the katær [forf.s rettelse, orig: kakær] hauer. haue meth hin annen fælagh bathæ um the bi ther up flyghes. oc (..) um the andre. tha ma thet wel weræ (JyL, C 37, CCD, bd. 10, bl. 55v)
    vil han da der de vildere har, have med hin anden fællesskab både om de bier der op flyves, og (..) om de andre, da må det vel være
    ‘vil ham der da har de vildeste (bier) der, have fællesskab med den anden, både om de bier der jages op, og om de andre, så kan det udmærket være sådan’

I begge eksempler er betydningen af ma ‘intet taler imod den foreslåede løsning’. Anders Bjerrum (1967) gør opmærksom på at specielt de sjællandske love har tidlige eksempler på den subjektive brug af kunne i formler som kan swa kumæ (el. warthæ) at ‘det kan gå således at’, brugt om det lidet sandsynlige.

Udgangspunktet for de nye betydninger kan også være verber som ske og hænde. Der er eksempler fra sidste halvdel af 1400-tallet på både måtte og kunne i sådanne anvendelser:

  1. Tha kunne thet ey anneth wære æn sancta katherina haffde stoer sorgh i sith hiærthe for thet sware ruckthe (ML, s. 418).
    så kunne det ej andet være end Sankt Katarina havde stor sorg i sit hjerte for det alvorlige rygte
    ‘så kunne det ikke være anderledes end at Sankt Katarina havde stor kval i sit hjerte på grund af det alvorlige rygte’

I samme periode er vendingen mavælske ‘måske’ (se nærmere i afsnittet “Subjektive partikler” i bd. 3, s. 220) formentlig allerede et fast subjektivt udtryk:

  1. Thu math oc wæll snarlighe faldhe j swadan sywghe oc mawælskee størræ (ML, s. 417)
    du kan også meget vel pludselig falde i sådan syge og måvelske større
    ‘du kan også nemt blive ramt pludselig af en sådan sygdom og sagtens en endnu værre’

Følgende citat fra Palladius’ Visitatsbog (ca. 1543) eksemplificerer de betydninger af mughe der er aktuelle ved begyndelsen af ældre nydansk tid: kausal nødvendighed (ny betydning), eventuel mulighed og endelig nødvendighed man slutter sig til. Teksten handler om en søn der skal hænges og kalder sin fader til sig:

  1. hand maatte [kausal nødvendighed] sørgelig gaa til sin søn, sielff haffde hand giort det, oc siellf maatte [kausal nødvendighed] hand det haffue, hand kom til sin søn oc miente hand vilde hviske hannem noget i hans øre om pendinge eller andet, hand motte [om tænkt mulighed] haffue faaet effter sønnens død (..) [sønnen bider i stedet øret af ham] skal ieg henge udj denne galie, da maa [nødvendig slutning] du vel miste øret (P. Palladius ca. 1543/1925-1926, s. 90-91).

Burde

Burde er dannet af verbet byrje ‘begynde’ (jf. sv. börja) ud fra særbetydningen ‘tilkomme, være nogens ret’. I denne betydning indgår verbet i upersonlige konstruktioner (jf. afsnittet “Eksperientkonstruktion med oblik kasus” i bd. 3, s. 156 ff.). Endnu i Christian 5.s Danske Lov 1683 findes konstruktioner som:

  1. hand giør Falsk, og Kongen bør hans Haand (Christian 5.s Danske Lov, s. 988)
    ‘han begår bedrageri, og han har forbrudt sin hånd til kongen (dvs. han bør miste sin hånd)’

Her er hans Haand subjekt og Kongen et oblikt led. Tilsvarende fra bibeloversættelsen 1740:

  1. Et asen bør foder, og kiep, og byrder (ODS: Sir.33.28(Chr. VI))

Skriftstedet moderniseres i 1871-oversættelsen til

  1. Foder og Kjep og Byrder ere for et Asen (ODS)

I perioden fra senmiddelalderen til ca. 1800 omtolkes upersonlig konstruktion (jf. afsnittet “Eksperientkonstruktion med oblik kasus” i bd. 3, s. 156 ff.) i vidt omfang til personlig, så det tidligere oblikke led bliver subjekt: mig bør (at) ændres til jeg bør. Holberg har den nye konstruktion:

  1. Derfor burdte man ham disstørre Tak (ODS: Holb.DH.I.620)

Den centrale funktion af burde i forbindelse med et hovedverbum er at beskrive handlingen i hovedverbet som passende, moralsk rimelig eller retfærdig. Den pligt der angives, ligger ikke nødvendigvis hos subjektsreferenten:

  1. her see I den [nemlig Jesus], over hvilken hele Jødernes Mængde haver besværet sig . . raabende paa, at han ingenlunde bør leve (ODS: ApG.25.24)
  2. fordi en Ting bør ske, derfor sker den just ikke (ODS: PAHeib.US.505)
  3. Der burde have været Roser . . Og de burde have hængt ud over Havemuren i en overdaadig Klynge (ODS: JPJac.II.363)

I andre tilfælde ligger pligten faktisk hos subjektsreferenten:

  1. Det er en Sag, som Bormester og Raad nock burdte betencke (ODS: Holb.Kandst. II.1)
  2. om det indvortes kan og bør ingen dømme (ODS: Suhm.V.15)
  3. man bør adlyde Gud mere end Menneskene (ODS: ApG.5.29)

Eksemplerne viser et af modalverbernes centrale syntaktiske træk, nemlig at de ikke stiller krav til betydningen af deres subjekt. Det er demonstreret udførligt med burde, og det gælder også kunne, måtte og skulle.

Oprindelig blev burde konstrueret med at-infinitiv, og det fortsætter langt ned i tiden:

  1. Jeg agter icke lenge at blive ved Kandstøberiet, jeg burdte for lenge siden at have forladt det (ODS: Holb.Kandst.I.4)
  2. Hvorlænge har saa dether Væsen (dvs.: et kærlighedsforhold) staaet paa .. Du burde jo at skamme Dig (ODS: JakKnu.LS.44)

Udviklingen er dog klart gået i retning af infinitiv uden at, som i moderne tid er enerådende (uden for pastiche). I ODS er der ikke registreret noget eksempel på at burde angiver et subjektivt forbehold for den talendes viden og markerer sandsynlighed. Men den subjektive betydning findes i DDO:

  1. Maria kørte så hurtigt, hun turde uden at tage nogen chancer. Om halvanden time burde de være fremme (DDO: FamJour1985)

Formentlig er den subjektive betydning overset i ODS, jf. følgende eksempel, hvor burde næppe angiver et krav til fynboer, men spiller på fynboers sædvanlige habitus:

  1. (han) var Fynbo . . og burde derfor have været et lykkeligt Menneske; men han var det ikke (ODS: CarlSør.S.II.100)

Nogle typiske træk for modalverber kan herefter opsummeres:

  1. De styrer ikke deres subjekt.
  2. De har to hovedbetydninger, ældst en normrelateret (deontisk) eller kausal, siden også en subjektiv (epistemisk).
  3. De tager infinitiv uden at.

Skulle har formentlig altid haft subjektiv betydning, måtte og kunne har udviklet den, og burde er blevet et modalverbum ved både at udvikle først deontisk, dernæst subjektiv betydning og samtidig gå over til at styre infinitiv uden at.

På denne baggrund kan man fremstille udviklingen af to andre modalverber der i moderne tid ikke længere har fuld status som modalverber, nemlig turde og ville. Se nærmere nedenfor i afsnittene “Turde – på vej væk fra modalgruppen” og “Ville – fra ‘vilje’ til modalverbum og til hjælpeverbum.

Turde – på vej væk fra modalgruppen

Verbet turde med præsensformen tør ligner mest direkte burde (præsens bør), lidt fjernere de præterito-præsentiske modalverber. Det er dannet gennem et sammenfald af verberne thurve ‘behøve, have behov for, have hjemmel til’ og thore ‘vove, turde, risikere’. Oprindelig var præsensformerne af de to verber forskellige, men udviklede sig så de faldt sammen. Thurve får analogiske former som thyrf og thørf fra substantivet thyrft, thørft ‘behov’, og til thore udvikles præsens thør i analogi med bør af burde. Oprindelig havde præsens a ligesom de præterito-præsentiske verber:

  1. thæn, thæt tharf, tha lat thæt i øghæt (Lægebog (AM 187), s. 20)
    den, det behøver, så kom det i øjet
    ‘ham som har behov for det, så kom det (et medikament) i øjet på ham’

Et godt eksempel på sammenblanding af de to verber findes i Legenden om Skt. Margareta i håndskriftet Sth. K 4; det er djævelen, der taler:

  1. Af mit kyn ær scriuet i bøghær, see och løss, for iach tørff ey syghe thec thet. thi at iach ser Crist standæ mæt tek mæt hans englæ (HellKv, s. 34)
    om min slægt er skrevet i bøger, se og læs, for jeg vover ej sige dig det, fordi at jeg ser Kristus stå med dig med hans engle
    ‘der er skrevet om min slægt i bøger, se og læs det, for jeg tør ikke sige det til dig fordi jeg ser Kristus stå hos dig sammen med sine engle’

Her står der tørff for tør, som det med sikkerhed fremgår af det latinske forlæg Ego autem non sum ausus loqui tibi ‘men jeg vover ikke at tale til dig’. Dernæst fortsætter djævelen:

  1. Æn iach bedher tek foræ thæn Gudh ther thu troær aa, at thu mek soa bint nogher stadh ath iach skal ey meræ stridæ amodh rætæ mæn, tha tørfft thu mek ey æltæ fraa noker annen man i thinee lif dage (HellKv, s. 34)
    men jeg beder dig for den gud der du tror på, at du mig således bind noget sted at jeg skal ej mere stride mod retfærdige mennesker, da behøver du mig ej drive fra noget andet menneske i dine livsdage
    ‘men jeg beder dig ved den gud som du tror på, at du vil binde mig et sted sådan at jeg ikke mere skal stride mod retfærdige mennesker, så behøver du ikke drive mig bort fra noget andet menneske i din levetid’

Et lignende sammenfald finder man også i præteritum, uden at det skal belyses nærmere her.

Betydningsmuligheden ‘behøve’ findes fortsat i 1500-tallet:

  1. Du thørst iche sette luuß i skindkiortelen, hun kommer der alligeuell, vi thør iche giøre oß flere synder selff, vi synder noch mod di ti budord (P. Palladius ca. 1543/1925-1926, s. 119)
    ‘du behøver ikke sætte lus i skindkjortlen, den kommer der alligevel. Vi behøver ikke skabe os flere synder selv, vi synder tilstrækkeligt imod de ti bud’

Betydningen af thørst og thør er klart nok ‘behøve’. Formerne er et morfologisk kompromis: Stammen thør er nu fælles for de to hovedbetydninger, og endelsen -st (eller -t) i 2. person sg. er fælles for de stærke verber og modalverberne. Sammenfaldet mellem de to verber har været genstand for udbredt normering i retning af at fastholde skellet. Moths Ordbog skelner således mellem tore ‘vove, driste sig til’ og tørve ‘trenge, have behôf’, og det samme er tilfældet i J. Høysgaard 1747 (jf. ODS).

Som modalverbum udvikler turde både en deontisk (normrelateret) og en epistemisk (subjektiv) betydning. Den deontiske gælder det normativt rigtige eller foreskrevne:

  1. vær fuld glad, at gud haffuer unt dig huß at laane andre, vilt du gierne iche giøret, da thør gud som haffuer unt dig huuß bliffue vred paa dig (P. Palladius ca. 1543/1925-1926, s. 128)
    vær fuld glad, at Gud har undt dig hus at låne andre, vil du gerne ikke gøre-det, da tør Gud som har undt dig hus blive vred på dig
    ‘vær glad for at Gud har undt dig et hus at låne til andre; vil du nødig gøre det, da bliver Gud, som har undt dig et hus, med rette vred på dig’
  2. Wi tørre ingen dræbe (Joh 18,31, Bibelen 1550)
    ‘vi har ikke ret til at dræbe nogen’
  3. Jeg spurgte min Fader, om jeg ogsaa turde klappe (dvs.: i teatret) (ODS: Oehl.Er.I. 78)

Skriftstedet er i Bibelen 1907 moderniseret til:

  1. det er os ikke tilladt at aflive nogen (Joh 18,31, Bibelen 1907)

Men i den arkaiserende oversættelse af Det Gamle Testamente i Bibelen 1931 er tør blevet genindført:

  1. vi tør ingen aflive (Joh 18,31, Bibelen 1931)

Den epistemiske betydning betegner hvad man med rimelighed kan slutte eller mene:

  1. De Norske Soldater, som ere komne herned, ere 2 Batallioner, de see kun slette og smaa ud, men tør være bedre, end de seer ud til (ODS: Langebek.Breve.64)
  2. Den æsthetiske Frue tør have foredraget sin Theorie af Folkepoesien (ODS: PMøll.(1848).II.151)
  3. At Formen skyldes Labialisering, tør anses for givet (ODS: Brøndum-Nielsen. GG.I.207)
  4. der (er) ikke saa mange betydelige Forfattere blandt skrivende Malere, som man efter de forudgaaende Betragtninger turde vente (ODS: Rubow.KS.16)

Denne betydning er nu gammeldags, men fastholdt i faste udtryk, der angiver sproghandlinger:

  1. man tør nok sige, at [tyven] har taget for sig af retterne. Der er bl.a. stjålet en computer, video, spiritus, to vielsesringe (DDO: UgeA1992)
  2. det tør siges (DDO)

Både den deontiske og den epistemiske betydning af turde er i nutiden så sjældne at kendte citater ofte opfattes anderledes end oprindelig tænkt:

  1. Hvad Du ønsker, skal Du faa, / Naar jeg blot tør stole paa, / At Du ei vil tromme, / Før min Sang er omme (ODS: PFaber.VV.117)

Oprindelig var meningen med tør ønsket om sikkerhed for at Peter ikke vil tromme, altså ‘noget for noget’. Men i vore dage opfatter de fleste sikkert linjen som udtryk for en frygt ved at begive sig ud i et vovestykke. Det hænger sammen med at turde nu hovedsagelig har betydningen ‘vove, have mod til, driste sig til’ (ODS, betydning 1 og 2). I den betydning styrer turde sit subjekt og forbindes gerne med at-infinitiv, begge dele tegn på at ordet ikke længere er modalverbum. Konstruktionen med at-infinitiv er almindelig i offentlig sprogbrug. ODS’ karakteristik af ordets konstruktionsmuligheder “kun sjældent med at” er altså ikke dækkende for nutiden:

  1. Motirolo-etapen med bjergvægge, som ikke engang folk med specialudstyr tør at bestige (KorpusDK: Dagbladet Aktuelt 5. juli 1997)
  2. Omkring finansloven trøster Dyremose sig med, at S ikke vil turde at øge de offentlige udgifter (KorpusDK: B.T. 6. januar 1991)
  3. Kim Behnke beskylder Højesteret for “manglende mod, fordi de ikke turde at sige fra over for den politiske magt-elite” (KorpusDK: Jyllands-Posten 7. april 1998).

Ville – fra ‘vilje’ til modalverbum – og til hjælpeverbum

I middelalderens dansk er ville ikke et modalverbum, men et præterito-præsentisk verbum der styrer sit subjekt som verber normalt gør. Først senere udvikler verbet de deontiske og epistemiske betydninger der karakteriserer modalverberne.

Som udgangspunkt betegner ville ‘vilje, ønske, hensigt og intention’. Det er tænkeligt at pligtbetydningen, den deontiske betydning, er opstået i tekster der redegør for en kollektiv vilje eller en vilje der ligger magt bagved. Eksempelvis bruger det følgende brev fra 1468 vil om noget andre har besluttet, altså en art objektiveret vilje.

  1. søgher jegh icke then dagh oc mode til Kalunborgh etc., tha wil thet sies for almughen, som icke grundeligh o[c ræt]lige kunne forsta, [hwad mik skeet er], at mik biu[dis] alt thet, ther rætt er, oc jegh tørff icke kome for ræthe (Missiver, bd. 2, 1914, s. 53)
    søger jeg ikke den dag og det møde i Kalundborg etc., da vil det siges for almuen, som ikke til bunds og korrekt kan forstå hvad mig sket er, at mig bydes alt det, der ret er, og jeg tør ikke komme i retten
    ‘kommer jeg ikke til den sammenkomst og det møde i Kalundborg osv., så vil det blive sagt til almuen – som ikke til fulde og korrekt kan forstå hvad der er sket mig – at jeg bliver tilbudt alt hvad retten kræver, og at jeg ikke tør stille i retten’

Den deontiske betydning kan også være opstået i kontekster hvor ville er udtryk for en kollektiv beslutning og dermed en norm (begge de følgende eksempler er fra 1493):

  1. Item ære vii alle embedzbrødræ soo tiill ens vordnæ, at wii velle holle gwd loff oc jomfrw Marie fem voxlys at brende (Skraaer, bd. 2. s. 231 (GS’ læsning))
    ligeledes er vi alle embedsbrødre således enige om blevne, at vi vil holde Gud lov og jomfru Maria fem vokslys at brænde
    ‘ligeledes er alle vi embedsbrødre blevet enige om at vi vil holde fem vokslys tændt til Guds og Jomfru Marias lovprisning’
  2. oc nar soo skeer, tha skwlle vii oc velle, bode hosbondher oc hosfrwer oc vore embetz swennæ fylge ligett tiill kirke (Skraaer, bd. 2, s. 231 (GS’ læsning))
    ‘og når det går således, så skal og vil vi, både husbønder og husfruer og vores ansatte svende, følge liget til kirke’

I udgaven af Karl Magnus’ Krønike fra 1509 hedder det:

  1. her wil icke lenger hwiles (KMK 1509/1960, s. 71)
    her vil ikke længere hviles
    ‘her bør ikke holdes hvil længere’

Her har håndskriftet fra 1480:

  1. her mo icke længer hwilæs (KMK 1480/1960, s. 70)
    her kan ikke længere hviles
    ‘her kan ikke holdes hvil længere’

Christian 4. bruger ofte denne betydning (objektiveret beslutning, dvs. fastsat norm):

  1. Der uyl tenckes y tyde paa tabach, [som man] kan bruge tyl ded Norske folck (Christian 4’s Breve, bd. 4, s. 282)
    ‘der vil tænkes i tide paa tobak som man kan bruge til det norske mandskab’

Rene normative betydninger finder man fx i:

  1. Her vil ties, her vil bies (ODS: Brors.295)
  2. Vindens Pust gjør (den unge pige) sundere, og mere fristende . . Vindens Pust kjøler Læbens Frugt, der helst vil nydes kold, fordi den er saa heed (ODS: Kierk.I.327)
  3. Der er noget ved Ordbrugen og Fraseologien, som ikke lader sig gøre om, en indre Melodi, som vil respekteres (ODS: Rubow.KS.35)

I moderne dansk er de deontiske betydninger af ville forældede. I administrative formler som

  1. Det ansøgte vil ikke kunne imødekommes (ODS: DSt. 1922.131)

er den oprindelige funktion af vil at henvise til regelgrundlaget for beslutningen, men formlen bliver nu formentlig oftest forstået som et varsel om hvad afgørelsen bliver. Ville kan også vise hen til en intention hos en anden end den talende:

  1. vi høre dem tale Guds store ting med vore tungemaal .. hvad vil dette være (ODS: ApG.2.12 (Chr.VI))

Her betyder vil antagelig ‘hvilken mening ligger der bag dette?’ Senere oversættelser har her monne (Bibelen 1819) og kan (Bibelen 1907).

Parallelt med den deontiske betydning findes betydningen ‘nødvendig eller ventelig efter omstændighederne’. Der kendes eksempler på dette indhold fra senmiddelalderen og tidligt ældre nydansk:

  1. som driffue vele vragledis (..) (1521) (Kalkar: DM III. 302; Rsv* IV. 100)
    ‘som vil drive med strømmen’
  2. indtil at hun vilde til at gaa i barselseng (Kalkar: UK [1571] e 1)
  3. disse vil oc settis i kielderen om vinteren (Kalkar: Holst IV. 67 [1649])

Svarende til de øvrige modalverber udvikles der også epistemiske betydninger af ville som angiver hvad der med rette kan forventes eller formodes:

  1. De vil have bemærket at alle Kvinder i Øjeblikket gaar med Sko af Krybdyrskind (ODS: JVJens.RF.116)
  2. Nyordningen .. vil være kendt af de fleste (ODS: Soya.Hørespilafdelingen. (1939).5)

Denne betydning anvendes ofte om forudsigelser eller slutninger om fremtiden, og heraf er formentlig futurumsbetydningen af ville dannet:

  1. Det vil altsammen give sig paa neste Rigsdag (ODS: Holb.Kandst.II.1)
  2. hvad De [dvs.: hvor meget De dog] vil have at fortælle naar De kommer hjem (ODS: Cit.1841.(HCAnd.BCÆ.I.178))
  3. En ung, fornem Herre, der maaskee snart vil reise længere bort, end han vel har i Sinde (ODS: Hauch.PF.I.6)
  4. Lad os gaa .. det vil snarligen regne, nu Vinden saa helt har lagt sig (ODS: JPJac.I.179)
  5. Han vil blive skudt (ikke: vil skydes), hvis han forsøger at flygte (EDG, s. 131)
  6. I de kommende år vil gymnasiet og hf blive stillet over for nye store udfordringer (DDO: forrbrev1986)

I moderne tid skal ville næppe kategoriseres som et modalverbum. Det var det heller ikke i ældre middeldansk, men fra senmiddelalderen og frem udviklede det en række modale betydninger: ‘pligt, norm og nødvendighed’. Disse betydninger er vistnok stort set forsvundet igen ved slutningen af 1800-tallet. Som de øvrige modalverber får ville også subjektive, epistemiske betydninger. Af betydningen ‘formodning om fremtiden’ udvikles en funktion som futurum, og i den betydning indgår ville i tempussystemet. Af et andet betydningsfelt ‘sikre slutninger om det normale’ bevares betydningen ‘forudsigelig normalitet’:

  1. Sætter man et vintersovende Pindsvin ind i en varm Stue, vil det i Løbet af .. kort Tid vaagne op til Liv (ODS: DanmPattedyr.110)
  2. Ved halsbetændelse vil din læge ofte foretage en podning fra svælget (DDO: TlfLægeleks1990)

Man kan således beskrive ville som et verbum der har mistet sine centrale modalverbumsbetydninger, men har beholdt randbetydninger der ikke længere har semantisk forbindelse med hinanden, nemlig ‘vilje’ og ‘fremtid’ (jf. GDS).

Lars Heltoft under medvirken af Marita Akhøj Nielsen 2019