Oversigt over mindre og (især) større undersøgelser af læsefærdighed hos børn og voksne i Danmark og andre lande siden ca. 1970. De fleste af undersøgelserne er nærmere omtalt på s. 298-305 i bd. 4.
F2000 = Udviklingsprogrammet Folkeskolen år 2000, iværksat af Undervisningsministeriet
IEA = International Association for the Evaluation of Educational Achievement (Den Internationale Sammenslutning for Evaluering af Uddannelsesresultater)
OECD = Organisation for Economic Co-operation and Development (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling)
PIRLS = Progress in International Reading Literacy Study (Undersøgelsen af Udviklingen i Internationale Læsefærdigheder)
PISA = OECD-programmet Programme for International Student Assessment (Programmet for International Elevevaluering)
SIALS = OECD-programmet Second International Adult Literacy Study (Den Anden Internationale Undersøgelse af Læsefærdigheder hos Voksne).
Artikel om retskrivningsreformens hurtige gennemførelse 1948-1949 hos et udsnit af den bredere befolkning, repræsenteret af seks mellemledere ved Nørrebros sporvognsremise. Omtalt på s. 357 i bd. 4.
Bekendtgørelsen med kommentar. Omtalt på s. 354 i bd. 4.
Bekendtgørelse angaaende Brugen af Verbernes Flertalsform ved Undervisningen i Modersmaalet.
Bestemmelserne i Ministeriets Bekendtgørelse af 27de Februar 1892 § 7 ophæves, saaledes at det for Fremtiden skal staa Skolerne frit for ved Undervisningen i Modersmaalet at benytte enten Flertalsformen af Verberne eller den almindelige Fællesform for Ental og Flertal, idet der dog indenfor samme skriftlige Arbejde ikke bør tillades Sammenblanding af begge Former. I de med Hjælpeverberne ”være” og ”blive” sammensatte Tidsformer vil Flertal af Hovedverbets Participium fremdeles være at anvende, saaledes at der f. Eks. skrives ”Fuglene er fløjne” (ikke ”fløjet”), ”Tyvene er bleven fangne” (ikke ”fanget”) o. l.
Hvilket herved bekendtgøres til fornøden Iagttagelse i samtlige de Ministeriets Overtilsyn underlagte Skoler og Seminarier.
Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, den 15de December 1900.
Bjerre.
/ A. P. Weis.
Kommentar
Den hidtidige obligatoriske brug af særlige pluralisformer af verberne når subjektet var en pluralisbetegnelse, blev ophævet med Undervisningsministeriets Bek. 15. december 1900. Nyheden blev offentliggjort i Lovtidende, der som det fremgår af den fotografiske gengivelse, endnu ikke var gået over til antikvasats (det skete først i 1902), men som altså endnu i december 1900, bortset fra underskrivernes navne, blev trykt med den gamle frakturskrift. Herefter var det omsider tilladt at skrive fx Fuglene var smukke i stedet for Fuglene vare smukke, sådan som man længe havde sagt. Af moderne træk sammenlignet med Madvigs 1855-tekst (165. Undervisningsinspektør Madvigs hyrdebrev til latinskolens rektorer, 1855) kan det noteres at der nu skrives Bekendtgørelse uden palataliseringsmarkøren j (før: Bekjendtjørelse), at dobbeltvokalen er droppet i Undervisningen (før: –viis-), at der skrives ks og ikke x i Eksempel (f. Eks.), og at diftongerne ey/ei og øy/øi har nået nutidsstadiet ej, øj (Arbejde, fløjet). Interessant er også skrivemåden indenfor (indenforsamme skriftlige Arbejde), der først blev tilladt i officiel retskrivning i RO 2012. At den er brugt her i en ministeriel tekst fra år 1900, viser at der allerede længe før åbningen af normen i 2012 var gode, professionelle sprogbrugere der ikke fulgte reglen om at ordforbindelser som indenfor/inden for skulle skrives i to ord når de blev brugt som præpositioner.
Tekstprøve fra bekendtgørelsen med kommentar. Omtalt på s. 354 i bd. 4.
15. I skrives ikke efter g og k foran e, æ og ø. I danske Navne kan j beholdes efter g og k foran betonet e, æ, ø: saaledes *Kjøge, *Kjøbenhavn eller Køge, København. – Ellers beholdes j i alle Tilfælde efter hidtidig Brug, selv om det i nogles Mund er blevet stumt, altsaa: Fjeder, Fjer, at fjedre, Mjød, Sjælland, Skjald. – Efter en kort Stavelse, endende på l, n eller blødt d, kan Endestavelsen ie ombyttes med je, f. Eks. *Ballie eller Balje, *Brynie eller Brynje, *Lillie eller Lilje, *Midie eller Midje, *Mønnie eller Mønje, *Smedie eller Smedje, *Tillie eller Tilje, *tredie eller tredje, *Vidie eller Vidje, *Villie eller Vilje (men: Familie, Olie, Linie, Komedie o. desl.).
§ 15 i 1892-bekendtgørelsen var en af de paragraffer der blev rullet tilbage og strammet i forhold til den tilsvarende paragraf i 1889-bekendtgørelsen (§ 16). Den nyindførte valgfrihed mellem former med og uden j i K(j)øge og K(j)øbenhavn bevares ganske vist i 1892-bekendtgørelsen, men det er de gamle former med j der anbefales (mærket med * af ministeriet). Og i ordene Balje osv., hvor formen med j var blevet gjort til den enerådende form i 1889, genindførtes i 1892 formen med i som den anbefalede form ved siden af j-formen. Dobbeltformerne K(j)øge og K(j)øbenhavn holder sig i de officielle retskrivningsordbøger til og med 1929, men allerede i 1906 havde bystyret i København ændret Kjøbenhavn til København. Dobbeltformerne *Ballie/Balje osv. mister ret hurtigt anbefalingsstjernen *, og fra 1955 kan ordene kun skrives med j, fx lilje, smedje, tredje. Hvad specielt dobbeltformen linie/linje angår, så bevares den indtil 2001, hvor linje bliver den eneste korrekte form (hvorimod familie, olie og komedie fortsat kun kan skrives med i).
Side fra Svend Grundtvigs 1872-retskrivningsordbog med kommentar. Omtalt på s. 354 i bd. 4.
Kommentar
Svend Grundtvigs Dansk Haandordbog fra 1872 var Danmarks første officielt anbefalede retskrivningsordbog, men forfatteren tog sig ikke desto mindre forskellige friheder ud over dem som skolemyndighederne faktisk havde givet bemyndigelse til. En af de mere iøjnefaldende var at ordbogen skelnede mellem to ø-tegn afhængigt af om vokalen blev udtalt med en lukket kvalitet som i fx føre og hø eller med en mere åben kvalitet som i fx høj og strømme. I det første tilfælde brugte Grundtvig det almindelige ø-tegn, fx føre, Hø, og i det andet ö, fx höj, strömme, som Rasmus Rask havde foreslået det i sin Retskrivningslære i 1826. På den gengivne s. 143 fra ordbogen kan de to forskellige ø-tegn ses ved at der skrives Øl, Ønske og Øre, men Öje, öm og Örn. At der samtidig skrives Ørken og Ørred og ikke Örken og Örred, kan måske undre nutidige læsere, men det skyldes formentlig at udtalen på det pågældende tidspunkt kunne variere mellem åben og lukket ø-lyd (jf. ODS; variationsmuligheden er også registreret i SDU). Se evt. nærmere om andre friheder i Svend Grundtvigs retskrivning i forhold til skolemyndighedernes forventninger i Ret&S, s. 117 (med henvisninger).
Tekstprøve fra Madvigs hyrdebrev med kommentar. Omtalt på s. 353 i bd. 4.
Nogle Bemærkninger om Behandlingen af den danske Retskrivning, nærmest i de lærde Skoler, henstillede til Lærernes Overveielse af Underviisningsinspecteuren.
Allerede i længere Tid havde min Opmærksomhed været henvendt paa det ikke ringe Besvær, som vor Retskrivnings mindre Fasthed og de i en Række af Aar vedvarende Forsøg paa at fremkalde en omfattende Reform deri volde baade Lærerne i Modersmaalet i de lærde Skoler ved denne Deel af deres Underviisning og sandelig i ikke mindre Grad Disciplene, og jeg havde følt trang til ligeoverfor den Usikkerhed, hvoraf Spor ogsaa traadte mig imøde i de forskjellige Examensudarbeidelser, at gjøre et Forsøg paa at bidrage Noget til at vinde Sikkerhed, Overeensstemmelse og Lethed, uden at jeg dog endnu var bleven enig med mig selv om den Maade, hvorpaa Sagen rigtigst kunde gribes an og bringes under Forhandling med Lærerne, da jeg modtog en ny og særlig Opfordring til at klare mine Tanker herom ved en Skrivelse fra Cultusministeriet af 18de November forrige Aar, hvori dette forlangte mine Yttringer i Anledning af en i Bladet Fædrelandet for 19de og 20de October f. A. indrykket Artikel af Adjunkt Kinch i Ribe ”Om den nyere Retskrivnings Indførelse i Skolerne”.
Teksten her stammer fra indledningen til den vejledning som undervisningsinspektør J.N. Madvig i 1855 udsendte til latinskolerne. I vejledningen præciserede han hvilke afvigelser fra den traditionelle retskrivning han kunne acceptere, og hvilke han ikke kunne acceptere. Hans egen retskrivning kan karakteriseres som en let liberaliseret variant af Christian Molbechs traditionelle norm (se skemaet s. 349 i bd. 4): Han skriver ganske vist ligesom Molbech stadig i efter vokal i diftongerne ei og øi (fx Overveielse), men efter konsonant har han moderniseret til j, fx gjøre og forskjellige (der samtidig viser den fortsatte brug af palataliseringsmarkør mellem g/k og i/æ/ø). I øvrigt ligger stavemåderne tæt på såvel Molbechs norm som Ove Mallings 1777-tekst i 164. Ove Mallings læsebog Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, 1777, med store bogstaver, aa, dobbeltvokal (Deel, Underviisning), verbale pluralisformer (volde), fremmede skrivemåder i fremmedord (Examens-, (Underviisnings)inspecteuren). Også skrivemåden Yttringer med dobbeltkonsonant (tt) foran en anden konsonant (ttr) viser den traditionelle praksis (der blot ikke er repræsenteret i tekstprøverne i 163. Christian 6.s latinskoleforordning, 1739 og 164. Ove Mallings læsebog Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, 1777). Systemet med kunde,skulde, vilde i præteritum og kunne, skulle, ville i infinitiv (og præsens pluralis) er nu fuldt gennemført (kun kunde er dog med i tekstprøven).
Tekstprøve fra Ove Mallings læsebog med kommentar. Omtalt på s. 352 i bd. 4.
[Faksimile af tekstprøven er undervejs]
Magister Ole Vind, engang Sognepræst for Frue Kirke i Kiøbenhavn, var en Mand, der følede Kald og Pligter; han prædikede Sandhed og talede høit mod herskende Laster uden Persons Anseelse. Nogle af Hoffolkene gik engang hen at høre ham. Vind prædikede som sædvanligt, maaskee endnu noget skarpere. Nogle fandt sig fornærmede, besværede sig derover for Christian den Fierde, og meende at have fundet noget fornærmeligt, endog for Kongen selv. Christian lod Vind kalde til sig, og spurgde ham om det var sandt, at han havde prædiket saaledes som der var forebragt. Vind svarede: at han ei vidste at have talt andet end hvad han, som Sandheds Lærer, kunde og burde. Kongen befalede da, at han næste Søndag skulde holde selv samme Prædiken paa Slottet. Søndagen kom: Vind mødte efter Befaling og holdt sin Tale uforandret: Kongen hørde meget opmærksom til: mange vare nysgierrige for at høre hans Tanker: ingen fik dem at vide. Han gik ud af Kirken igien uden at tale videre enten til Ole Vind, eller til nogen om ham. Men kort Tid derefter kaldte han ham til sin Hofpræst og Confessionarius.
Retskrivningen i Ove Mallings Store og gode Handlinger (1777) blev af skolemyndighederne anvist som ortografisk rettesnor for latinskolen, og læsebogen er derfor i en vis forstand vores første officielle retskrivningsordbog. Stavemåderne er i hovedsagen som i 1739-teksten i 163. Christian 6.s latinskoleforordning, 1739: Der er store begyndelsesbogstaver i substantiverne, aa, dobbeltvokal (meende), i efter g og k i ord som Kiøbenhavn og igien, og verbale pluralisformer, fx (mange) vare. Fremmedord har stadig fremmed (genuin) form, fx Confessionarius, men er nu trykt med samme fraktursats (gotiske bogstaver) som resten af teksten. Sammensætninger skrives nu gennemgående i ét ord (Hoffolkene), og der skrives næsten kun i og ikke længere y i diftonger som i høit og ei. Et karakteristisk træk er desuden præteritumsendelsen −de i meende, spurgde, hørde, der først ændres til −te i bogens 6. oplag i 1834. Den senere faste fordeling i verberne kunne, skulle og ville af former med nd/ld i præteritum og nn/ll i infinitiv kan skimtes i tekstprøvens kunde og skulde, men er i øvrigt ikke helt gennemført i bogen. Se også kap. 21.6 i bd. 6 om Ove Mallings sprog.
Tekstprøve fra forordningen med kommentar. Omtalt på s. 352 i bd. 4
27. De Unge skulle i de nederste Lectier strax begynde at anføres til Historiam og Geographiam, hvortil visse Mellem-Timer kunde anvendes, og udi de samme Videnskaber siden øves og forbedres heele Skolen igiennem. Derforuden skulle de og betimeligen veyleedes til de Ting at fatte, hvorved Fornuften skiærpes, paa det at, naar de til høyere Classes vorde forflyttede, de Philosophiske og Mathematiske Videnskaber ikke skulle falde dem saa besværlige, som de ellers pleye, naar de unge gandske ingen Forsmag derpaa have bekommet i de nederste Lectier.
(Forordning 17. april 1739 Angaaende Hvor mange Latinske Skoler i Danmark og Norge skal vedblive, bl. B 4r)
Kommentar
Teksten i Christian 6.s latinskoleforordning fra 1739 adskiller sig mest iøjnefaldende fra nutidsdansk ved at den er trykt med fraktur (gotisk skrift). Derudover falder det i øjnene at fremmedordene har en mere fremmed form end i dag, fx Lectier ’klasser’, Geographiam, der tilmed stikker ud fra omgivelserne ved at være trykt med antikva (latinsk skrift). Der er desuden brugt store begyndelsesbogstaver ikke bare i substantiver, fx Skolen, men undertiden også i visse andre ord, fx (De) Unge i starten af teksten. Sammensætningen Mellem-Timer er skrevet med bindestreg, men flere andre steder er sammensætninger skrevet i to ord, fx Juule Aften (uden for tekstprøven). Der er desuden aa og ikke å i fx naar, dobbeltvokal i fx heele og stumt d i gandske, og der er indskudt et i som palataliseringsmarkør efter g og k i igiennem og skiærpes. Særlig gammeldags set med nutidsøjne er nok brugen af y i diftonger som i høyere og pleye, mens nogle måske vil opleve brugen af x i strax som et moderne træk. Formerne skulle og pleye er eksempler på verbale pluralisformer: I nutidsdansk hedder de skal og plejer.
Udvidet version af den korte liste med litteratur om du og De på s. 347 i bd. 4.
Den kronologiske liste nedenfor indeholder et fyldigt udvalg af litteratur om brugen af tiltaleord i dansk. Nærmere oplysninger om de enkelte henvisninger fremgår af litteraturlisten bag i bd. 4.
Kalkar, bd. 1, s. 396 (du); bd. II, s. 364 (I).
Kr. Mikkelsen: Dansk ordföjningslære, 1911, s. 247-248.
Artikel om tiltaleordenes historie i dansk og andre europæiske sprog. Omtalt på s. 347 i bd. 4 og oprindeligt trykt i BP-Nyt maj 1973.
DU eller DE
På grundlag af de sidste årtiers udvikling er det næppe urimeligt at antage, at »De« en dag vil have afsluttet sit gæstespil i rollen som tiltaleord, konkluderer Henrik Galberg Jacobsen, amanuensis i Dansk Sprognævns sekretariat, i denne redegørelse for det historiske forløb.
Sproglig etikette.
Der er to emner man næsten aldrig går fejl af hvis man ønsker at sætte en diskussion (eller et skænderi) i gang. Det ene er spørgsmålet om korrekt og ukorrekt sprog (hedder det Peter og jeg går i biografen eller Peter og mig går i biografen?). Det andet er spørgsmålet om takt og tone (bør. en mand tage hatten af når han kører i elevator med en dame? – må man pille næse ved bordet?). Da spørgsmålet om tiltaleformerne du eller De på én gang er et sprogligt spørgsmål og et etikettespørgsmål, kan det derfor ikke overraske at netop det er velegnet til at sætte sindene i bevægelse og spørgsmålet bliver da også med jævne mellemrum taget op og gjort til genstand for heftig diskussion, bl. a. i avisernes læserbrevspalter.
Denne artikel handler om baggrunden for at sådanne du/De-diskussioner overhovedet kan finde sted, nemlig om den historiske udvikling der er grunden til at man idag når man vil tiltale et andet menneske, er nødt til at træffe et valg mellem to for. så vidt ensbetydende ord, du og De.
Figur 1. Talesituationens personer. En simpel grammatik over “taleordene” i dansk.
Rollefordelingen.
Det er praktisk først at gøre sig klart hvilke “taleord” der i det hele taget står til rådighed, og hvordan disse ord bruges af de personer der deltager i en såkaldt talesituation.
Talesituationen kan sammenlignes med et teaterstykke med fast rollebesætning. Når stykket er fuldt besat, ser rollelisten sådan ud: den der taler (1. person), den der bliver talt til (2. person) og den der bliver talt om (3. person), eller sagt på en anden måde: der medvirker et jeg, et du og et han eller hun. Nummereringen svarer til de enkelte personers vigtighed: 1. person har hovedrollen og er helt uundværlig, for uden en der siger noget, foreligger der jo slet ikke nogen talesituation. (1. person kan endda spille stykket alene, nemlig hvis han taler til sig selv og om sig selv). Normalt vil dog også 2. person være til stede på scenen: der er ikke rigtig mening i at sige noget hvis man ikke har nogen at sige det til. Mindst vigtig er 3. persons rolle. Ganske vist vil man altid tale om et eller andet, men dette “et eller andet” behøver for det første ikke at være en person, dvs. et menneske (samtaleemnet kan jo f. eks. være vejret eller naboens ny bil), og for det andet behøver 3. person slet ikke at være til stede mens han bliver omtalt, ja han behøver end ikke at være klar over at der er nogen der taler om ham. 3. person er altså den mindst nærværende af de rollehavende, man kan sige at han ligesom befinder sig i yderkanten af talesituationen.
Det ændrer ikke noget ved rollefordelingen hvis stykket har flere medvirkende, man giver dem så bare nogle ny navne: 1. person kaldes vi i stedet for jeg, 2. person I i stedet for du, og 3. person de (med lille) i stedet for han/hun.
Maskespil.
Samtidig med at talesituationens personer er blevet præsenteret, er der skitseret en grammatik over de såkaldte personlige stedord (jeg, du osv.). Denne grammatik, der billedligt er fremstillet på figur 1, er såre enkel, den har bare den fejl at den ikke svarer ret godt til brugen af “taleord” i moderne dansk. Mest iøjnefaldende er naturligvis fraværet af De (med stort) i kassen med 2. persons-ordene, og i det hele taget fortier figuren at talesituationens personer kan optræde under dæknavn, eller om man vil: med maske på.
Således kan jo 1. person titulere sig selv med det upersonlige ord man i stedet for jeg. Det gør f. eks. evighedsstudenten Mikael Mogensen i Hans Scherfigs bog Det forsømte forår: Han bekendtgør sin modvilje mod at spise kød med denne replik: “Man gør opmærksom på, at man er vegetarianer. Man spiser ikke lig”. (Samme Mogensen kan også bruge man i tiltale: da han efter 25 års forløb møder en gammel skolekammerat som har lagt sig ud, siger han til ham: “Man har fået mave, Jørgensen”).
Figur 1 fortæller heller ikke noget om at en enkelt person kan benytte sig af det såkaldte majestætiske flertal og benævne sig selv vi (Vi Margrethe den Anden, af Guds Nåde Danmarks Dronning..)
Og i 2. persons-kassen mangler (foruden De) stedordene han og hun (kan han så holde sin mund!), stedordet vi (hvordan har vi det så i dag?), og titler som direktøren, herren, fruen osv. (jeg skulle bede direktøren ringe til direktørens kone; hvad ønsker fruen?).
Disse særlige, maskerede anvendelser af “taleordene” (specielt tiltaleordene) er delvis levn fra tidligere tiders tiltaleskik, og de er nævnt her for at vise, at disse ord har den særlige egenskab at kunne spille andre roller i talesituationen end den der oprindelig var tiltænkt dem.
1. trin. Oprindelig var forholdet i dansk og de øvrige europæiske sprog sådan som det er fremstillet på figur 1, dvs. man tiltalte enkeltpersoner med du (tysk du, engelsk thou, fransk tu) og flere personer med I (tysk Ihr, engelsk you, fransk vous) uafhængigt af hvor godt man kendte hinanden, ens sociale placering og lign. Ingen europæiske sprog er blevet stående på dette stade.
2. trin. Det oprindelige, enkle system har man dog tidligt følt som utilfredsstillende, og fra latinen bredte sig så i middelalderen til alle europæiske sprog en ny brug af tiltaleordene, nemlig skikken med at tiltale særlig fornemme enkeltpersoner som om der var flere af dem (jævnfør det ovenfor nævnte majestætiske flertal). På dette udviklingstrin bliver bl. a. engelsk, fransk og til dels svensk (ni) stående (se figur 2). Fordelen ved at stå af udviklingen på dette sted er klar: mens danskere kan have svære problemer med om de skal sige De eller I til en forsamling, hvoraf de er dus med nogle og Des med andre, klarer franskmænd og englændere sig ubesværet igennem med deres ’I’ (vous og you).
Reglerne for brugen af tiltaleordene her på 2. trin er: du bruges til børn og til personer af de lavere klasser, samt af personer fra disse klasser indbyrdes, mens flertalsformen I bruges når socialt laverestående henvender sig til personer med høj social placering, og når personer fra de højere lag taler sammen.
3. trin. Efter år 1500 blev det mere og mere almindeligt i tiltale til højerestående helt at undgå stedordene og i stedet at benytte sig af titel (Eders nåde, herren, fruen osv.). Skikken har delvis holdt sig helt til vore dage (ønsker herren cognac til kaffen?). I svensk har tiltaleformen med titel stadig en betydelig udbredelse, dog konkurrerende med 2. person flertal ni (= dansk I) og hårdt trængt af 2. person ental du. Det almindeligt brugte høflige tiltaleord i moderne spansk, usted, der er udviklet af et udtryk med betydningen ’eders nåde’, er ligeledes et eksempel på hvor vidt denne tiltaleskik kunne gribe om sig.
4. trin. Det kunne undertiden være temmelig anstrengende at bruge tiltaleformen med titel (vil herren have herrens te på sengen, eller vil herren vente til herren er påklædt?), og man gik da efterhånden over til at benytte sig af de tilsvarende stedord i 3. person ental, han og hun, afvekslende med titlerne. Omtalestedordene han og hun er hermed også blevet tiltalestedord – ydermere de fornemste man kan betjene sig af. Det kan forekomme besynderligt at man således for at udtrykke den yderste ærbødighed vælger en tiltaleform der antyder at den man taler til, ikke er nærværende, men der kan dog nok gives en sandsynlig forklaring på dette forhold: 3. person spiller jo som nævnt den mindst nærværende rolle i talesituationen, og det vil sige at man ved at bruge et 3. persons-ord i tiltale ligesom lægger afstand mellem sig selv og den man taler til. Dette er hovedsagen. Og så er det sådan set mindre afgørende om man markerer denne afstand nedefra og opad (dvs. bruger 3. person til at understrege sin egen ringhed, og dermed til at udtrykke ærbødighed, respekt og lign.), eller om man markerer den oppefra og nedad, hvad der jo senere bliver tilfældet (dvs. bruger 3. person til at understrege sin egen fornemhed, og dermed til at udtrykke overlegenhed, bedreværdsfølelse og lign.).
På 4. trin, der varer til begyndelsen af 1600-tallet, har dansk altså hele tre almindeligt udbredte tiltalestedord: han/hun, I og du.
Moderne italiensk står på dette udviklingstrin med det oprindelige 3. persons stedord Lei (= dansk hun) som det almindelige høflige tiltaleord.
Figur 2. Udviklingen af det høflige tiltaleord. På de enkelte udviklingstrin er der givet eksempler på sprog, der helt eller delvis er blevet stående på det pågældende trin. Spørgsmålstegnet efter 5. trin antyder, at ringen måske er ved at være sluttet.
5. trin. Hermed er de fleste europæiske sprog stået af vognen; kun dansk og tysk fortsætter ufortrødent. Disse to sprog foretager endnu engang springet fra ental til flertal: ligesom der tidligere (i 2. person) skete en udskiftning af du med I, bliver nu i 3. person entalsordene han og hun erstattet af flertalsordet de (eller De som det er blevet sædvane at skrive det for at holde det ude fra omtaleordet). Med dette spring må man nok sige at vi har fjernet os så langt fra udgangspunktet som det er muligt: herefter er det i visse situationer skik og brug at tiltale [et andet menneske ikke blot] som om der var flere af det men også som om det ikke var til stede.
Maskerne falder. Efter at De har slået sig igennem i begyndelsen af 1700-tallet, bliver det først rigtig svært at begå sig. Man har nu hele fem tiltaleformer at vælge imellem: De, han/hun, titel, I og du, samtidig med at reglerne for hvornår hvem skal sige hvad til hvem, er mange og indviklede, afhængige som de er af slægtskab, bekendthed, social placering, sympati m.m. Det hjælper dog noget på det efterhånden som han/hun og I glider nedad i systemet: brugen af han og hun indskrænkes til tiltale af underordnede og socialt laverestående, og om I kan man i en grammatik fra 1785 læse, at det har “tabt sin Rang, og bruges ikkun til ringere Folk”. Fra disse ydmyge pladser forsvinder så han/hun og I ud af billedet, og samtidig udjævnes forskellen mellem de to tilbageblevne stedord, De og du. De mister sit præg af underdanigt fra-neden-og-opad-ord, og du, der tidligere (foruden i familiens kreds og mellem venner) almindeligt blev brugt i tiltale til socialt laverestående, bliver efterhånden også befriet fra sin nedladende biklang af fra-oven-og-nedad-ord (i 1863 befales det at hærens menige skal tiltales De i stedet for tidligere du, og så sent som i 1907 afskaffes du-formen i tiltale af straffefanger). Det er således to nogenlunde jævnbyrdige tiltaleord, De og du, der står tilbage, og dermed også to ord der på nogenlunde lige fod kan konkurrere om den nutidige danske sprogbrugers gunst.
6. trin?? Som nævnt ovenfor var det en særlig egenskab ved talesituationens personer at de kunne iføre sig masker og optræde under påtaget navn. I løbet af den historiske fremstilling har det vist sig at specielt 2. person villigt har ladet sig maskere så at han på et tidspunkt bar hele 4 masker oven på hinanden (I, titel, han/hun og De). Vi har endvidere set hvordan maskerne efterhånden har løsnet sig for til sidst at falde helt af, så der nu kun er en af dem tilbage, nemlig De.
Men også denne sidste maske har løsnet sig: især i de sidste 15–20 år har du stukket hovedet mere og mere frem på De’s bekostning, og det er næppe helt urimeligt på grundlag af de sidste årtiers udvikling at antage (eller frygte eller håbe, alt efter temperament) at ringen en dag vil blive sluttet og De vil have afsluttet sit gæstespil i rollen som tiltaleord. – Men det er iøvrigt en helt anden historie.
Redegørelse 21. april 1958 fra Dansk Sprognævns sekretær Allan Karker til Gösta Bergman, Institutet för svensk språkvård (det svenske sprognævns kontor) til brug for Bergmans bog Tilltalsord i Norden, 1959. Omtalt på s. 347 i bd. 4.
En side fra Dansk Forening til Nordisk Sprogrøgts blad, Vort Nordiske Modersmål, der udkom 1948-1951, og som afløste foreningens bogserie, Vort nordiske modersmål (bd. 1-4, 1941-1948). Omtalt på s. 342 i bd. 4.
Et nummer af Sven Clausens sprogkampsblad, Språgfronten, der udkom fra december 1944 og til december 1948. Bladets titel blev det meste af tiden skrevet med å, Språgfronten, fra januar 1948 dog Sprogfronten. Omtalt på s. 341 i bd. 4.
Artikel om de stridigheder der med kortere og længere våbenhviler har udspillet sig om det danske sprog fra ”den første ortografiske krig” i midten af 1600-tallet til ”majonæsekrigen” og ”kommakrigen” i slutningen af 1900-tallet og begyndelsen af 2000-tallet. Der er for størstedelen af periodens vedkommende tale om stridigheder som kun er behandlet i kampskrifter og andre skriftlige kilder. For de seneste træfningers vedkommende er der dog tillige tale om begivenheder som forfatteren har været øjenvidne til eller selv har deltaget i. Artiklen er omtalt på s. 337 og 359 i bd. 4 og er oprindelig trykt i Dorthe Duncker mfl. (red.) 2015: Rette ord. Festskrift til Sabine Kirchmeier-Andersen i anledning af 60-årsdagen.
Indholdet af kanonlisterne fra Det første kanonudvalg 1992, Det andet kanonudvalg 2004 og Revision af kanonlisten for folkeskolen 2015. Omtalt på s. 335 i bd. 4.
Det første kanonudvalg
I 1992 nedsatte Undervisningsministeriet et udvalg, der skulle “tegne en hovedvej gennem den danske litteratur fra middelalderen til ca. 1960 og derved skabe grundlag for en offentlig debat om undervisningen i dansk litteratur i hele skolesystemet” (1994, s. 8).
Udvalget udgav i 1994 hæfte nr. 26 i Undervisningsministeriets KUP-serie: Dansk litteraturs kanon. Skønlitteraturen i skolen.
I hæftet diskuteres Skønlitteraturen og dannelsen, Modernisering af danske klassikere, Den oversatte klassiker, De litterære begreber klassiker og kanon, Folkeskolen og Ungdomsuddannelserne.
Som afrunding på de reflekterende kapitler opstiller udvalget “Den lille kanon” på 20 forfatterskaber og en genre:
Folkeviserne
Leonora Christina
Thomas Kingo
Ludvig Holberg
Hans Adolph Brorson
Johannes Ewald
Jens Baggesen
Adam Oehlenschläger
Schack von Staffeldt
Nicolai Frederik Severin Grundtvig
Bernhard Severin Ingemann
Steen Steensen Blicher
Hans Christian Andersen
Søren Kierkegaard
Meïr Aron Goldschmidt
Jens Peter Jacobsen
Hermen Bang
Henrik Pontoppidan
Sophus Claussen
Johannes V. Jensen
Martin Andersen Nexø
Navnene på listen repræsenterer traditionen, og dens formål er at være “udgangspunkt for en faglig diskussion: prøvelse, selvprøvelse og videreudvikling” (1994, s. 73).
Udvalget opstiller endvidere “Den store kanon”, som består af 100 værker, som egner sig til de 16-19-åriges læsning af hovedværker. Den er tænkt som en inspirationsliste til udgivere og til undervisere, men det pointeres, at “ingen undervisning kan have som ambition at nå at læse dem alle, eller blot halv- eller fjerdeparten” (1994, s.77).
Udvalget, som Bertel Haarder nedsatte i 1992, bestod af:
Lektor, dr.phil. Hans Hauge, Århus Universitet (formand)
Inspektør ved Kolding Købmandsskole Annie Brink-Koch
Lektor, cand.mag. Klaus P. Mortensen, Københavns Universitet
Lektor, cand.mag. Alma Rasmussen, Amtsgymnasiet i Roskilde
Skoleinspektør Jens Raahauge, Helsingør Byskole
Kritikeren, mag.art. Erik Skyum-Nielsen
Fagkonsulent, mag.art. Peter Olivarius, Undervisningsministeriet (sekretær)
Det andet kanonudvalg
I 2004 nedsatte Undervisningsministeriet et udvalg, der skulle “komme med forslag til, hvilke centrale danske forfatterskaber gennem tiden eleverne i henholdsvis folkeskolen og de gymnasiale uddannelser bør stifte bekendtskab med gennem danskundervisningen” (2004, s.8).
Udvalget fremlagde i efteråret 2004 sin rapport, der udkom som hæfte nr. 11 i Uddannelsesstyrelsens temahæfteserie, Undervisningsministeriet: Dansk litteraturs kanon. Rapport fra Kanonudvalget.
Heri fremhæves, at “Grundpræmissen for rapporten udspringer af det daværende [1994] udvalgs opfattelse af, hvad der udmærker den litteratur, som alle bør møde på et eller andet tidspunkt i deres liv” (2004, s. 12), og det understreges, at “En kanon må nødvendigvis være udtryk for en selektion, en prioritering. Men den er ikke en eksklusion. Den er derimod en invitation til en diskussion og afklaring af, hvad der på et givet tidspunkt forekommer særlig værdifuldt” (2004, s.13).
Udvalget opstiller tre kanonlister, en fællesliste for folkeskole og ungdomsuddannelser, en særlig folkeskoleliste og en særlig liste for ungdomsuddannelserne.
Forfatterskaberne på de tre lister indgår alle som prioriterede i den samlede kanonliste, men udvalget foreslår, at forfatterskaberne på den fælles liste “skal læses” for at “sikre fælles litterære referencer for eleverne” (2004, s. 7) hen over overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse, mens udvalget finder de to øvrige listers forfatterskaber “så vigtige at læse, at vi varmt kan anbefale dem (2004, s.7).
Den fælles kanon
Folkeviser
Ludvig Holberg
Adam Oehlenschläger
Nicolai Frederik Severin Grundtvig
Steen Steensen Blicher
Hans Christian Andersen
Herman Bang
Henrik Pontoppidan
Johannes V. Jensen
Martin Andersen Nexø
Tom Kristensen
Karen Blixen
Martin A. Hansen
Peter Seeberg
Klaus Rifbjerg
Tillæg til folkeskolen
Danske folkeeventyr
Johan Herman Wessel
Bernhard Severin Ingemann
Christian Winther
Jeppe Aakjær
Thøger Larsen
Hans Christian Branner
Egon Mathiesen
Halfdan Rasmussen
Tove Ditlevsen
Benny Andersen
Cecil Bødker
Ole Lund Kirkegaard
Tillæg til gymnasiet
Sagaer
Thomas Kingo
Hans Adolph Brorson
Johannes Ewald
Emil Aarestrup
Søren Kierkegaard
Henrik Ibsen
Jens Peter Jacobsen
Sophus Claussen
Hans Kirk
Villy Sørensen
Inger Christensen
Udvalget, som Ulla Tørnæs nedsatte i 2004, bestod af:
Jørn Lund (formand), direktør, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Johannes Riis, direktør, Gyldendal
Lene Møller, seminarielektor, Frederiksberg Seminarium
Jens Raahauge, formand for Dansklærerforeningen, folkeskolen
Joakim Garff, lektor, Søren Kierkegaard Forskningscenteret
Kirsten Skov, lektor, Tørring Amtsgymnasium
Dorte Heurlin, lektor, Voksenuddannelsescenter Frederiksberg
Morten Hesseldahl, direktør, Bonnier Forlagene
Bodil Fogh, adjunkt, Hillerød Handelsskole
Marianne Zibrandtsen, rektor, Aurehøj Amtsgymnasieum
Thomas Bredsdorff, professor, Københavns Universitet
Jens Smærup Sørensen, forfatter
Klaus P. Mortensen, professor, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Revision af kanonlisten for folkeskolen i forbindelse med indførelse af forenklede Fælles Mål i Dansk i 2015
Plakat med Anne-Marie Steen Petersens portrætter af de 14 kanonforfattere.
I bilag 1 i høringsmaterialet omkring den ændring af fagmålene for faget dansk, der var en konsekvens af Folkeskolereformen i 2014, blev den danske litteraturs kanon foreslået justeret – og, uden debat, derefter vedtaget.
Den hidtidige fællesliste bliver ændret for folkeskolens vedkommende, men ikke for ungdomsuddannelsernes, hvorved der ikke længere findes en fællesliste.
Martin A. Hansen og Klaus Rifbjerg erstattes af Henrik Ibsen og Tove Ditlevsen.
Det hidtidige tillæg til folkeskolen justeres også; Tove Ditlevsen er flyttet til den obligatoriske liste, mens den vejledende liste over dansk kanonlitteratur i folkeskolen er blevet suppleret med Robert Storm Petersen, Amalie Skram, Torbjørn Egner og Astrid Lindgren.
På folkeskoleområdet ser kanonlisterne derfor således ud:
Den obligatoriske liste
Folkeviser
Ludvig Holberg
Adam Oehlenschläger
Nicolai Frederik Severin Grundtvig
Steen Steensen Blicher
Hans Christian Andersen
Herman Bang
Henrik Pontoppidan
Johannes V. Jensen
Martin Andersen Nexø
Tom Kristensen
Karen Blixen
Peter Seeberg
Tove Ditlevsen
Henrik Ibsen
Den vejledende liste
Danske folkeeventyr
Johan Herman Wessel
Bernhard Severin Ingemann
Jeppe Aakjær
Egon Mathiesen
Halfdan Rasmussen
Benny Andersen
Cecil Bødker
Ole Lund Kirkegaard
Amalie Skram
Astrid Lindgren
Thorbjørn Egner
Robert Storm Petersen
På ungdomsuddannelsesområdet gælder listerne fra Dansk litteraturs kanon (2004) fortsat.
Forklaring af skolefaglige begreber anvendt i kapitel 17.4 “Danskfaget i skolen”, s. 321-336 i bd. 4.
Fortælling Undervisningsmetode – især i de grundtvig-koldske friskoler – der tror på lærerens mundtlige fortælling som den bedste formidling til børn. Fortælling (det levende ord) bruges især til videregivelse af eventyr, mytologi, religion og historie.
Friskole En grundskole, der tilbyder undervisning fra børnehaveklassen til 10. klasse, ofte opstået på et forældreinitiativ. I Grundlovens § 76 er det slået fast, at børn ikke behøver at gå i folkeskolen, men kan blive undervist på anden måde, fx i en friskole. Det betyder, at vi i Danmark har undervisningspligt, ikke skolepligt. Skolerne ligger i forlængelse af den tradition, som grundlagdes af Christen Kold i 1852. Undervisningen skal stå mål med folkeskolens, men har en række friheder og kan grunde sig på særlig livsopfattelse og har valgfrihed med hensyn til undervisningsmetode og materialer. Lærere og elever kan vælges på grundlag af holdning og adfærd.
Gymnasiet Treårig skoleforløb efter folkeskolen, hvor eleverne modtager almendannende og studieforberedende undervisning. Afsluttes med studentereksamen, som giver adgang til de videregående uddannelser.
Mellemskolen I 1903 skabtes der mulighed for, at både drenge og piger kunne gå fra 5. klasse over i en fireårig mellemskole til enten realklassen eller gymnasiet. I 1937 blev mellemskolen suppleret med den eksamenfrie mellemskole (den praktiske mellemskole).
Myndiggøre Gøre en elev i stand til at forstå sin dagligdag og sin samtid og at kunne tage vare på sit eget liv på en kvalificeret måde. Ordet bruges ofte i formålsformuleringer for friskoler, efterskoler eller højskoler – skoleformer der ofte har forbundet sig med et grundtvigsk skolesyn.
Ordbilledmetoden Metode i begynderundervisning i læsning, hvor der undervises i at genkende ord som helheder, såkaldte ordbilleder, og ikke ved hjælp af bogstavernes lyde.
Prøvefri undervisning Undervisning – især på grundtvig-koldske friskoler – der ikke ønsker at måle elevernes viden gennem karakterer og prøver.
Uforkortede titler på betænkninger, love, anordninger m.m. anvendt i forkortet form i kapitel 17.4 “Danskfaget i skolen”, s. 321 ff. i bd. 4.
Anordning 1814 Anordning for Almue-Skolevæsenet i Kjøbstæderne i Danmark. Kjøbenhavn undtagen, 1814.
Bekendtgørelse om Faget Pædagogik ved Seminarierne 1937 Bek. 17. september 1937, om faget pædagogik ved seminarierne.
Bekendtgørelse om Undervisningen i Mellemskolen Bekendtgørelse om Undervisningen i Mellemskolen, 1904.
Betænkning om Den praktiske Mellemskole 1936 Den praktiske Mellemskole. Betænkning vedrørende Læseplaner m.v. for den udvidede Folkeskole afgivet af det af Undervisningsministeriet under 23. Maj 1933 nedsatte Udvalg, 1936.
Den Blå Betænkning 1958 Undervisningsvejledning for folkeskolen, bd. 2. Betænkning afgivet af det af Undervisningsministeriet under 1. september 1958 nedsatte læseplansudvalg [Den Blå Betænkning].
Lov om højere Almenskoler 1903 Lov 24. april 1903, nr. 62, om højere Almenskoler.
Udkast 1799 Udkast til Forordning af Skolerne paa Landet i Danmark, 1799.
Undervisningsvejledning 1941 Undervisningsvejledning for den eksamensfri Folkeskole. Udarbejdet af det af Undervisningsministeriet under 27. Juni 1941 nedsatte Udvalg. 2. opl., 1943.
Den fulde tekst i det bindebrev der er gengivet på s. 318 i bd. 4. Det stammer fra 1866 fra Vestfyn og indledes med overskriften “Binde Brev til Laurine Laurine Hansine Hansen” og afsluttes med underskriften “Hans Rasmussen”.
God
dag gode
Laurine,
den dag den
er nu kommen,
det meget glæder mig,
du Penge har i Lommen,
det ved jeg Visselig, Jeg vil dig
Nu fiksere, om det kan lad sig Gjøred,
Jeg haver nu i sinde, med Spørgsmold dig
at binde, Om du kan sige mig for sandt
Vor mange Trind at du vil God, inden
du det første Lille ford, kand du
mig dette sige, dag fri du Gjerne
bliver, Men kan du ikke det, dag
er du bunden nok, bunden er du, og
bunden skal du være, ind til du Løser dig
med Æred, dig andre dem løser med Puns
og med Kaffe, det Ønsker jeg gjerned,
At du vilde skaffe, Tid naar du
Gjiver Kaffe og Puns med
Glæde, dag har du Løst
dig med Æred,
nu har jeg dog
over vunde at
foe Laurine
bunden,
Kristensen 1920, s. 19-21 Noesgaard 1945, s.17
Tordrup, S.A. 1965: ”Stavefejl og fejltyper hos elever fra 5. normalklasse og fra 5. og 6. læseklasse”. Skolepsykologi, 2. årg., nr. 1, s. 53
A. Noesgaard/ Udvalget for skolepsykologiske Undersøgelser
Skoleelever 3.-6. kl. (1936)
og 6-8. kl. (1939) i Kbh. og på Frederiksberg
Noesgaard 1945
Tordrup, S.A. 1965: ”Stavefejl og fejltyper hos elever fra 5. normalklasse og fra 5. og 6. læseklasse”. Skolepsykologi, 2. årg., nr. 1, s. 18 og 51-52 Elbro mfl. 1981, s. 94-96 Heger 1981, s. 70-75 Löb 1983, s. 22-26 Jervelund 2007, s. 36-43
1954
S.A. Tordrup
Skoleelever 5. kl. og 5.-6. læseklasse i Storkbh.
Tordrup, S.A. 1965: ”Stavefejl og fejltyper hos elever fra 5. normalklasse og fra 5. og 6. læseklasse”. Skolepsykologi, 2. årg., nr. 1, s. 1-91 Gregersen 1975, s. 15 ff. Löb 1983, s.26-30
Kihl 1988
Ziegler, Mette 1990: Staveudvikling og stavevanskeligheder. En undersøgelse af 8 specialundervisningselevers stavestrategier og stavefejlmønstre på baggrund af [P. Kihl 1988]
Undersøgelser som er nærmere omtalt i afsnittet ”Stavefærdigheden efter 1900” i bd. 4, s. 305 ff., er mærket med en stjerne (*). De mange undersøgelser omkring 1978 afspejler at prøvetypen udfyldningsorddiktat dette år for første gang blev brugt som officiel prøve i retstavning ved folkeskolens afgangsprøve, der ligeledes var indført samme år (se nærmere om den nye prøvetype i afsnittet ”Folkeskolens afgangsprøve 1978 og 2008”, s. 308). Forkortelsen DK angiver at undersøgelsen har omfattet personer fra hele landet. CUR = Der Centrale Uddannelsesråd; DPI = Danmarks Pædagogiske Institut.
Beskrivelse af de læsefærdighedsniveauer der anvendes i PISA-undersøgelserne. Omtalt på s. 300 f. i bd. 4.
I PISA-undersøgelserne opererer man med fem niveauer af læsefærdighed, der nedenfor gengives efter den danske rapport om den første PISA-undersøgelse fra 2000 (A. Møller Andersen mfl. 2001, s. 65-72; jf. OECD 2001, s. 44-49). Niveau 5 er bedst, og niveau 1 dårligst.
Niveau 5: Elever på dette niveau “har en udbygget læsekompetence, som gør dem i stand til at anvende ukendte og komplicerede tekster til at danne sig deres egen mening og til selvstændigt at vurdere tekstens indhold og budskab. Eleverne kan identificere de forhold i teksten, som er relevante for den opgave, de er i gang med, og de er i stand til at drage slutninger, trække på særlig viden og tage kritisk stilling til forhold, som kan bryde med vante forestillinger” (s. 67). – Ca. 10 % af eleverne i OECD-landene lå i 2000 på dette niveau, i Danmark ca. 8 % (Finland ca. 19 %).
Niveau 4: Elever på dette niveau “er i stand til at anvende deres læsekompetence i løsningen af komplicerede opgaver. De kan finde informationer, der er indlejret i en større helhed, og de kan vurdere nuancer i sproget og bruge denne viden til at danne sig deres egen mening om indholdet i en tekst” (s. 69-70). – Ca. 32 % af eleverne i OECD-landene lå i 2000 på niveau 4 eller 5, i Danmark 30 % (Finland 50 %).
Niveau 3: Elever på dette niveau “kan læse og anvende tekster, der ikke er alt for komplicerede, og er i stand til at finde flere forskellige informationer i en tekst. De kan sammenholde forskellige afsnit i teksten og er i stand til at relatere det læste til almindelig hverdagsviden” (s. 70). – Ca. 60 % af eleverne i OECD-landene lå i 2000 på niveau 3, 4 eller 5, i Danmark ligeledes ca. 60 % (Finland ca. 80 %).
Niveau 2: Elever på dette niveau “kan klare de mest basale opgaver i forbindelse med læsning: De kan finde frem til klart defineret information, kan forstå utvetydigt formulerede passager i teksten og kan udnytte noget af den viden, de har i forvejen, til at forstå teksten” (s. 70). – Ca. 82 % af eleverne i OECD lå i 2000 på niveau 2, 3, 4 eller 5, i Danmark ligeledes 82 % (Finland 93 %).
Niveau 1 og derunder: Elever på niveau 1 skal kunne “finde frem til en enkelt, klart formuleret information i en tekst, de skal kunne vise en bred forståelse for hovedindholdet i en tekst, eller kunne sammenholde det læste med almindelig dagligdags viden” (s. 71). Elever der ikke opfylder disse krav, ligger under niveau 1. – Ca. 18 % af eleverne i OECD lå i 2000 på niveau 1 eller derunder, i Danmark ligeledes 18 %, med 12 % på niveau 1 og 6 % under (Finland 7 %, med 5 % på niveau 1 og 2 % under).
Elever på niveau 1 og derunder “må forudsiges at have vanskeligheder ved at anvende læsning til at tilegne sig ny viden” (s. 71) og tilhører således gruppen af sprogbrugere uden funktionel læsekompetence sådan som den er defineret i faktaboksen “Læse- og skrivefærdigheder – og funktionelle analfabeter” (bd. 4, s. 301).
Også i OECD’s voksenundersøgelse fra 1998 (SIALS) opererer man med en færdighedsskala med fem niveauer, hvor niveau 5 er bedst og niveau 1 er dårligst. Den væsentligste forskel mellem de to skalaer er at man efter SIALS-skalaen definerer færdigheder på både niveau 1 og 2 som “utilstrækkelige i forhold til de krav, der stilles i informationssamfundet” (T. Pilegaard Jensen & A. Holm 2000, s. 42). Se også afsnittet “SIALS-undersøgelsen 1998 – danskerne og de andre nordboer” (s. 304 f.).
I PISA-undersøgelsen fra 2009, der havde hovedfokus på læsning, blev færdighedsskalaen udvidet til at omfatte 7 trin med et niveau 6 som det mest avancerede og niveau 1b som det laveste. De 7 niveauer er nærmere beskrevet i N. Egelund (red.) 2010, bd. 2, s. 39-41 (tabel 2.9-2.11). Den seneste PISA-undersøgelse med hovedfokus på læsning er 2018-undersøgelsen. Se nærmere i Tornhøj Christensen, Vibeke (red.) 2019: Pisa 2018. Danske unge i en international sammenligning. Netpubl. på vive.dk.
Beskrivelse af læsbarhedsformlen lix med vejledning i beregning og tolkning af lixtal. Omtalt s. 298 i bd. 4.
I 1968 lancerede den svenske pædagog C.H. Björnsson læsbarhedsformlen lix (forkortelse af läsbarhetsindex), der kort tid efter også blev taget i brug i Danmark af bl.a. biblioteker, tekstforfattere og forlag. Med lixen kan man måle hvor svær eller let en tekst rent sprogligt er at læse og forstå. I lixformlen indgår to størrelser, dels den gennemsnitlige punktum- eller periodelængde målt i antal ord (PL), dels procentdelen af lange ord i teksten (LO-%). Ved lange ord forstår man i denne sammenhæng ord på 7 bogstaver eller mere. Summen af de to tal giver tekstens lix eller lixtal, og lixformlen kan altså skrives sådan:
PL + LO-% = lix
Lixtallet udtrykker så hvor svær teksten er. Jo højere lixtal, jo sværere er teksten. Lixtallet oversættes til sværhedsgrad efter denne skala:
lixtal
sværhedsgrad
op til 24
meget let
25-34
let
35-44
middel
45-54
svær
55 og højere
meget svær
Lixtallet udtrykker altså hvor svær teksten er rent sprogligt, ikke nødvendigvis hvori de sproglige vanskeligheder består, for periodelængde og lange ord behøver ikke at være afgørende for om en tekst er sprogligt svær at læse. Det kan fx også skyldes at sætningsbygningen er knudret. Hensigten med lixberegningerne var at give bibliotekarer og lærere et let håndterbart redskab i hænde til at måle om en tekst rent sprogligt var passende for den målgruppe man tænkte teksten anvendt af.
Flere af bøgerne nedenfor indeholder skemaer til manuel beregning af lix. Derudover er der på nettet adskillige hjemmesider om lix og med programmer til automatisk beregning af indkopierede teksters lix (googl ”lixberegner”).
Andel af rekrutterne 1881 (i alt ca. 7.400) fordelt på landets amter der ikke kunne læse eller skrive. Efter J.L. Bang 1882 (skema placeret efter s. 271; procentangivelserne er afrundet). Bangs rekrutundersøgelse er omtalt på s. 296-298 i bd. 4.
I erindringsbogen Fra min Bitte-Tid (1928) beskriver Jeppe Aakjær (1866-1930) den “Boghunger” han følte som dreng i sit nærmest bogløse barndomsmiljø i landsbyen Åkær syd for Skive. Udbredelsen – herunder fraværet – af bøge på landet i årtierne omkring 1900 er omtalt på s. 290 i bd. 4.
Saadan en Knægt i 10-12 Aars Alderen er jo, hvis han er normalt udrustet, hidsig paa at læse. Jeg saa mig altid forslugent om efter Bøger, men det var dengang lettere at finde Brød i Hundens Leje end en verdslig bog i Bondens Eje. Man kunde gaa Mile, inden man fandt en saadan Bog, og jeg vilde da gerne være gaaet mange Mil for at faa Lov til at laane en ordentlig Bog med hjem. Den fandtes bare ikke; fromme Bøger laa der paa skumle Hylder i alle Huse, men end ikke de var selvkøbte; det var noget, der var kommet drattende tilfældigt ind i Hjemmet, ingen vidste hvorledes; de var gaaet i Arv, var formentlig noget Skrammel eller Affald fra et eller andet forlængst opløst Præstebo (..)
(J. Aakjær 1928, s. 168).
I samme kapitel fortæller han også om den eneste verdslige bog der fandtes i selve landsbyen, 3. del af M. Matzens Dansk Læsebog, og som han tilbragte “mange frydefulde Søndage” med ved langbordet hos bogens ejer (s. 172).
Højskolelever i 1870’erne og 1880’erne opdelt efter forældrenes livsstilling. Omtalt s. 286 i bd. 4.
gårdmænd
husmænd
håndværkere
andre
sønner
døtre
sønner
døtre
sønner
døtre
sønner
døtre
1873/74
1518
658
365
176
112
74
137
95
1874/75
1714
733
354
204
122
61
164
110
1876/77
1952
829
574
284
166
95
169
120
1879/80
1431
652
499
296
200
116
163
114
1881/82
1713
804
559
347
241
161
157
139
1883/84
1977
910
607
348
252
204
150
133
1888/89
1452
715
527
354
246
191
143
178
Gruppen gårdmænd omfatter også proprietærer og forpagtere; husmænd omfatter også de endnu dårligere stillede indsiddere, dvs. bønder der lejede deres hus eller værelse af en anden bonde; håndværkere omfatter også høkere; andre omfatter embedsmænd, lærere og købmænd. (Efter R. Skovmand 1944, s. 250).
gårdmænd
husmænd
håndværkere
andre
1873/74
69 %
17 %
6 %
8 %
1874/75
71 %
16 %
5 %
8 %
1876/77
66 %
21 %
6 %
7 %
1879/80
60 %
23 %
9 %
8 %
1881/82
61 %
22 %
10 %
7 %
1883/84
63 %
21 %
10 %
6 %
1888/89
57 %
23 %
12 %
8 %
Tallene for mandlige og kvindelige elever er lagt sammen og anført i procent. (Efter R. Skovmand 1944, s. 251).
Oversigt over kvindelige salmedigtere fra Hans Thomissøns Den danske Psalmebog (1569) til Kirkesangbogen (2017), omtalt på s. 115 i bd. 4. Oversigten introduceres på s. 115 i bd. 4.
I Kirkesangbogen 2017 er flere end en tredjedel af teksterne skrevet af kvinder, og omkring 30 kvindelige salmeforfattere er repræsenteret, hvoraf 18 er danske og nulevende. Så markant har kvinderne aldrig før sat deres præg på salmedigtningen, men der har dog altid været kvinder, som digtede og oversatte salmer. Blandt de venner, Luther fik til at skrive tyske salmer, var én kvinde, Elisabeth Cruciger (ca. 1500-1535). Hendes berømte salme Herr Christ der eynig Gotts son fra 1524 blev oversat til dansk og er medtaget i Hans Thomissøns Den danske Psalmebog fra 1569 med titlen Her Christ Gud Faders enborne Søn (bl. 29).
I fortalen nævner Thomissøn Elisabeth Cruciger som en af de tidlige lutherske salmedigtere i Tyskland, hvis tekster er med i hans udvalg. Også en dansk kvinde har fået en salme med i vores første officielle salmebog, Elsabe Krabbe (1514-1578), som har digtet Icke oss icke oss min Gud oc Herre (bl. 313). Lige siden har der været mindst én kvindelig digter i alle rigets autoriserede salmebøger.
I 1600-tallet opnåede Dorothea Engelbretsdatter (1634-1716) berømmelse med sine to samlinger af åndelige sange, Siælens Sang-Offer fra 1678 og Taare-Offer fra 1685.
Thomas Kingo udtrykte sin beundring for hendes digtning i et hyldestdigt, og enkelte af hendes salmer er kommet med i de officielle salmebøger fra 1740 og frem – bortset fra de stærkt rationalistiske samlinger fra 1778 og 1798. I dag betragtes hun som Norges første kendte kvindelige forfatter.
At rationalismen også appellerede til kvinder, er Birgitte Boye (1742-1824) et fremtrædende eksempel på. Hun forfattede en lang række salmer og satte sit præg på Psalme-Bog 1778, hvor 124 numre er hendes originale værker, mens yderligere 24 er oversat af hende. Allerede i 1798 var hendes bidrag faldet til samlet 27 tekster, og siden blev det endnu færre; hun var sidst repræsenteret i Salmebog 1953.
I 1800-tallet skrev enkelte kvinder salmer, men ingen fik en central plads i traditionen. Derimod har Lisbeth Smedegaard Andersen (f. 1934) markeret sig som en frugtbar og anerkendt salmedigter med syv salmer i Salmebog 2002 og ni i Kirkesangbogen fra 2017.
Samtlige vers af salmen Nu har du taget fra os
(H. Lissner 1998, s. 125).
Verset med rød skrift er omtalt på s. 113 i bd. 4.
1.
Nu har Du taget fra os,
hvad Du engang har givet.
Nu favner døden den, der
for os var selve livet.
Og intet bliver mere
helt, som det var, herefter,
for sorgen river i os
med kærlighedens kræfter.
2.
Nu er vi fyldt af savnet
og gruer for i morgen.
Men, Gud, du kommer til os
og trøster os i sorgen.
Vel er vi alle ramt af
den gådefulde stilhed,
men Du er også nær med
Din nådefulde mildhed.
3.
Du griber os i mørket
og blidt mod lyset vender.
For selv om vi er adskilt,
er vi i Dine hænder.
Og vi har hørt det rygte,
at Kristus sprængte graven,
og derfor knejser liljen
mod forårssol i haven.
4.
Se, døden er forandret.
Nu kan den ikke vinde!
Da Kristus tog den på sig,
blev den en slagen fjende.
Og derfor kan vi håbe,
at også vi får givet
at gå i morgensolen
og glæde os ved livet.
5. Så lad kun sorgen synge, få luft for al sin klage, og lad kun savnet tynge, Din godhed blir tilbage. Du gir os nye kræfter. Du knytter nye tråde. Og hvad så sker derefter, må komme af Din nåde.
Du gav os efter dit Behag
vor Jord med al dens Grøde;
du tændte Sol for Arbejdsdag
fra Gry til Aftensrøde.
Vi skulde vel vort Dagværk naa
og altid for dit Ansigt gaa.
Du gav os Livet uden Savn
for i dit Navn
at leve til vor Næstes Gavn.
Saa gav vi dig, vor Skaber Gud,
et Liv, der var lagt øde,
et Liv i Trods mod dine Bud
fra Gry til Aftensrøde.
Vi søgte kun vort eget Vel;
vor Næste blev vor Lykkes Træl;
vort Selv vi ynded over alt,
fra dig vi faldt.
Men da var vore Dage talt.
Din Vrede frem af Himlen brød,
du lod os Dommen kende;
du satte os den bitre Død,
som blev vor Lykkes ende.
Du skjulte os dit Ansigts lys,
vi maatte lære Mørkets Gys.
Det blev os koldt ved Hjerterod,
da vi forstod,
vi kendte ej for Graven Bod.
Da gav du efter dit Behag, imod hvad vi fortjente, en saadan Udgang af vor Sag, som ingen kunde vente, et Under over al Forstand, en Visdom, vi ej grunde kan: din Søn, der som vor Næste kom og vendte om til Naadebud din Vredes Dom.
Hvad vi ej kunde, gjorde du;
det er vor Frelse blevet.
Os Livet er velsignet nu,
fordi din Søn har levet.
Det er saa din Retfærdighed,
at han for vore Synder led.
Han holdt for os i Helved Stand;
alene han
af Gravens Hul os hente kan.
Saasandt han som vor Næste er
med os i Graven gaaet,
vi ved, hvis vi skal blive dèr,
han aldrig var opstaaet;
han aldrig hjem til Himlen gik,
hvis ikke os han med sig fik.
Han delte vor Elendighed,
derfor vi ved,
han deler med os Himlens Fred.
Saa takker vi dig, Skaber Gud,
for Haabet i det høje,
og beder, skriv os dine Bud
i Hjerte og for Øje;
ja, lad det Under med os ske,
vi altid maa vor Næste se;
udløs vort Liv af Dødens Baand
med Almagtshaand;
genfød os ved din Helligaand!
Herre Jesus, stærk og mild, gyd din Kraft, og tænd din Ild i vort lunkne Indre, vi er svage, vi er smaa, men dit Ærind kan vi gaa, om vi end var mindre!
Os blev Lykken god og blid,
vi fik Nådens gyldne Tid
over Hjertets Vænge;
men som Smuler kun dit Ord
rækkes fra vort rige Bord
ud til dem, som trænge.
Hjælp os hver at gøre sit,
hjælp os søge Riget dit
som det allerførste!
Du, som gør den svage stærk,
gør os varme for dit Værk,
for det allerstørste!
Udvidet version af afsnittet “De kirkelige retninger i salmebøgerne” på s. 112 f. i bd. 4.
Den autoriserede salmebog fra 1855 blev suppleret af flere tillæg, hvor Grundtvigs salmer fik større plads. Fra 1880’erne fik også Vartovsangen med dens rytmiske melodier og raske tempo betydning som inspiration for kirkemusikeren og komponisten Thomas Laub (1852-1927). Det var de sentimentale, romantiske manerer og det ekstremt langsomme tempo, Laub ville udrense. Hans mål var at føre kirkesangen tilbage til rødderne, den gregorianske sang og reformationstidens salmesang. Han komponerede selv en række melodier og rekonstruerede andre. Desuden inspirerede han andre komponister, bl.a. Carl Nielsen, og han fik adskillige elever, hvoraf mange var aktive i Samfundet Dansk Kirkesang, der blev stiftet i 1922 (H. Glahn 1972, s. 224-230).
1855-salmebogen blev afløst som officiel salmebog af Psalmebog 1897. Foruden nydigtede salmer blev mange bearbejdelser af de ældre salmer optaget, og indgrebene i de gamle tekster, bl.a. Kingos, mildnedes i forhold til de foregående officielle salmebøger.
Generelt var kirkelivet i sidste halvdel af 1800-tallet afgørende præget af grundtvigianismen og Indre Mission. Den sidste bevægelse har sin rod i de pietistiske forsamlinger og blev for alvor organiseret i 1861 i Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark. I 1895 fik missionen sin egen salmebog som supplement til den officielle, Hjemlandstoner, der siden er udkommet med jævne mellemrum. Den indeholder i vidt omfang vækkelsessalmer, der kredser om omvendelsen fra ligegyldighed eller ligefremt fjendskab over for kristendommen til et levende engagement, ofte med udpræget sans for de socialt ringest stillede. Som eksempel skal et enkelt vers af Vilhelm Gregersen (1848-1929) her citeres (hele salmen kan læses i 123. Vilh. Gregersen-salme 1895):
1. Herre Jesus, stærk og mild,
2. gyd din Kraft, og tænd din Ild
3. i vort lunkne Indre,
4. vi er svage, vi er smaa,
5. men dit Ærind kan vi gaa,
6. om vi end var mindre!
(Hjemlandstoner 1895, s. 368)
Ordforrådet er næsten gennemført hentet fra dagligdagens tale, og syntaksen er let gennemskuelig. Billederne er velkendte (linje 2-3) og aktualiserer Jesus som den primære kraft i de kristnes liv. Karakteristisk er det kollektive vi, som fremhæver fællesskabet i de vakte kredse. Det enkle sprog leder opmærksomheden til budskabet, og salmens form skal være så gennemsigtig som muligt.
Første Verdenskrigs rædsler gav stødet til en omvurdering af hele den europæiske kulturarv. I danske kirkelige kredse blev opgøret formuleret af en gruppe unge teologer, som fra 1926 udgav tidsskriftet Tidehverv, der gav bevægelsen navn. Konkret vendte tidehvervsteologerne især deres kritik mod den pietistiske og indremissionske interesse for religiøse erfaringer og mod den sammenkædning af kristen overbevisning og moral, der herskede i brede folkekirkelige kredse. I stedet satte de en karsk forkyndelse af evangeliets centrale budskab om Guds nådige tilgivelse af den troendes synder, muliggjort ved Jesu død i syndernes sted. Den mest markante salmedigter med tilknytning til Tidehverv er K.L. Aastrup (1899-1980). Til hans tidligste salmer hører Du gav os efter dit Behag, hvis fjerde vers lyder (hele salmen kan læses i 124. K.L. Aastrup-salme 1939):
1. Da gav du efter dit Behag,
2. imod hvad vi fortjente,
3. en saadan Udgang af vor Sag,
4. som ingen kunde vente,
5. et Under over al Forstand,
6. en Visdom, vi ej grunde kan:
7. din Søn, der som vor Næste kom
8. og vendte om
9. til Naadebud din Vredes Dom.
(K.L. Aastrup 1939, s. 12)
Verset udfyldes af én ytring med verbum og subjekt i linje 1, et adverbial med en ledsætning i linje 2 og med et objekt, der fylder de øvrige syv linjer inkl. tre ledsætninger. Linje 5-9 er tre appositioner til objektets kerneled, Udgang (linje 3): Under med adled (linje 5), Visdom med adled (linje 6) og Søn med adled (linje 7-9). Det er en overordentlig krævende syntaks, og sandsynligvis sprænger linjeinddelingen den grammatiske sammenhæng for den syngende. Derved afspejler det fragmenterede sprog Guds ubegribelige handlemåde og menneskets uformåenhed, som nævnes gentagne gange (linje 2, 4, 5 og 6). Kun i Jesus kommer Gud os nær som vor Næste (linje 7). Sproget farves juridisk af gloser som fortjene (linje 2), sag (linje 3), –bud og dom (linje 9). Det eneste klare udtryk for følelser er vrede (linje 9), og verset ender dystert med din Vredes Dom. Til trods for den skarpe forkyndelse af mellemkrigstidens tidehvervske kristendomsforståelse omfatter ordforrådet helt traditionelle – og forældede – gloser som ej og grunde, ligesom indarbejdede religiøse termer er overtaget, fx under og næste. Aastrups egen holdning til salmedigtningen er mere teologisk end poetisk: “Skal man skrive salmer, må man tvinge sproget til at tjene, må kunne tøjle det, så det ikke laver kunster, der tager magten fra indholdet, fra det, der skal siges om Guds store gerninger. Det er i virkeligheden sig selv, man må kunne tøjle” (citeret efter C. Thodberg 1984, s. 246). Selv så han sin salmedigtning som en parallel til Laubs renselse af kirkesangen.
Efter genforeningen mellem Sønderjylland og det øvrige Danmark i 1920 fik de sønderjyske menigheder deres egen salmebog, som respekterede egnens salmetradition, både mht. udvalget af salmer og bevarelsen af deres oprindelige form. Snart begyndte man at arbejde på en genforening også af salmesangen, men først i 1953 blev Den Danske Salmebog autoriseret. Dens udtrykkelige mål var at være salmebog for hele den danske folkekirke, og derfor blev der taget hensyn til de kirkelige retninger og selvfølgelig til den sønderjyske tradition. Fornyelserne i 1953 er forsigtige, og måske netop derfor slog salmebogen meget hurtigt igennem, selvom den enkelte menighed havde ret til at bibeholde Psalmebog 1897.
Samtlige vers af salmen At sige verden ret Farvel.
(N.F.S. Grundtvig mfl. 1845, s. 51).
Verset med rød skrift er omtalt på s. 111 i bd. 4.
At sige Verden ret Farvel,
I Livets Gry og Livets Kveld
Er lige tungt at nemme,
Det lærdes aldrig her paa Jord,
Var, Jesus, ei du i dit Ord
Hos os, som du er hjemme!
Hvor tit hos dig end Trøst jeg fandt,
Naar Hjertet skjalv og Graaden randt,
Og Verdens Bølger bruste,
Ved Støvet hænger dog min Sjæl,
Og Slangen bider i min Hæl,
Skiøndt du dens Hoved knuste!
O Jesus, Herre, Broder sød!
Du kiender bedst den bittre Død,
Du har den overvundet;
Vor Skabning grant og kiender du,
Veed godt, vi alle seer med Gru
Vort Timeglas udrundet!
O, kom du, som engang, jeg veed,
Du i din Faders Herlighed
Skal klart dig aabenbare;
Var det i Gry, var det i Kveld,
Jeg skyndte mig, med kort Farvel,
I Sky til dig at fare!
Men kommer Døden førend du,
Kom da iløn, og kom ihu,
Hvor mørkt der er i Graven!
Omstraal mig, saa jeg glemmer den!
Salv Øiet paa din syge Ven,
Saa jeg kan see Guds-Haven!
Kom i den sidste Nattevagt, I en af mine Kiæres Dragt, Og sæt dig ved min Side! Og tal med mig, som Ven med Ven, Om hvor vi snart skal sees igien, Og glemme al vor Kvide!
Kom, som du vil! jeg veed det vist,
Du selv har sagt, at her og hist
Du kiendes vil paa Røsten;
Den Røst, hvorved, trods Verdens Larm,
Os Hjertet brænde kan i Barm,
Og smelte hen i Trøsten!
O lad mig, i min sidste Stund,
Det høre af din egen Mund,
Som Aand og Liv kan tale,
Hvor rart der er i Himmerig,
Og at du Stol har sat til mig
I dine lyse Sale!
Før Døden, med sin Iistap-Haand,
Giør Skiel imellem Støv og Aand,
Bortvifter Hjertets Varme,
Indslumre skal jeg da med Lyst,
Som Barnet ved sin Moders Bryst,
I dine Frelser-Arme!
Sammenligning mellem salmen Blomstre som en Rosen-Gaard og Esajas’ Bog. (Kilde til Esajas’ Bog 35,1-7 er Biblia, Det er Den ganske Hell. SkriftesBøger 1787).
(N.F.S. Grundtvig 1837, s. 330 ff.).
Verset med rød skrift er omtalt på s. 111 i bd. 4.
Esajas 35, vers 1-7
Blomstre som en Rosen-Gaard
.
1. Men ørken og de tørre Steder skal glæde sig derved; og den øde Mark skal fryde sig, og blomstres, som en rose.
2. Den skal vist blomstres, ja den skal jo fryde sig, og synge med Fryd, Libanons herlighed er givet den, Carmels og Sarons prydelse; de skal see HERRENS herlighed, vor Guds Prydelse.
Blomstre som en Rosen-Gaard
Skal de øde Vange,
Blomstre i et Gylden-Aar,
Under Fugle-Sange!
Mødes skal i Straale-Dands Libanons og Karmels Glands, Sarons Yndigheder!
Prises skal fra Strand til Strand Jordans øde Slette,
Hæders-Krandse trindt om Land
Skal til den Man flette,
For med Guddoms-Herlighed
Der den Høie daled ned,
Lod sig klart tilsyne.
.
3. Styrker de afmægtige hænder; og bekræfter de snublende knæ.
4. Siger til de mistrøstige af hiertet: værer frimodige, frygter ikke; see, eders Gud skal komme med hævn, ja Guds betalning, han, han skal komme og frelse eder.
Ryste meer ei noget Knæ!
Lad ei Hænder synke!
Skyde hvert udgaaet Træ!
Glatte sig hver Rynke!
Reise sig det faldne Mod!
Rinde let uroligt Blod!
Frygt og Sorg forsvinde!
.
Herren kommer, Gud med os!
Troen paa Ham bier!
Byde vil Han Fienden Trods,
Som sit Folks Befrier,
Alt betales paa eet Bret:
Fienden skeer sin fulde Ret,
Folket times Naade!
.
5. Da skal de blindes øine aabnes; og de døves ørne aabnes.
6. Da skal en halt springe, som en hiort, og den stummes tunge synge med Fryd, thi vandene ere adskilte i ørken, og bækkene paa den øde mark.
Skiæres for den sorte Stær
Skal da Øine mange,
Døve Øren fjern og nær
Høre Fryde-Sange!
Som en Hind da springer Halt,
Stammer, som for maalløs gjaldt,
Løfter klart sin Stemme!
.
Saa i Herrens Helligdom Esaias spaa’de,
Tiden randt og Dagen kom
Med Guds Lys og Naade,
Ja, med Guds og Davids Søn,
Som giør end i Lys og Løn
Paradis af Ørke!
.
7. Og en tørt sted skal blive til en søe, og en tørstig sted til vand-kilder; i den bolig, deri drager laae, skal være høe, tilmed rør og siv.
Vidtberømt da gjorde Han Jordans øde Slette,
End til den vi trindt om Land
Hæders-Krandse flette:
Der vor Gud, i Bad og Bøn,
Fandt sin elskelige Søn,
Favned Ham i Aanden!
.
Da tilgavns fik Blinde Syn,
Stumme Røst og Mæle,
Springe, fare, kan som Lyn
Nu vanføre Sjæle,
Hvad engang paa Støv blev seet
Tusindfold i Aand er skeet,
Skeer til Verdens Ende!
.
Ja, vor Frelser og vor Drot, Jesus, den Eenbaarne,
Alting gjorde nyt og godt,
Selv hos Uomskaarne:
Aand Han blæser i vort Støv,
Lydhør bliver da hver Døv,
Stamihak en Taler!
.
Nys vel syndes Naadens Tid
Paa vor Jord udrundet,
Herrens Aand af Mandevid
Klarlig overvundet;
Trindt i Kirken, hvor Man saae,
Daglig gik en Mund i Staa,
Blev to Øren døve!
.
Mode blev det, trindt paa Jord,
Herren at fornægte,
Og af alle Jesu Ord
Eet kun syndes ægte,
Eet kun lagt i Sandheds Mund,
Ordet: om en liden Stund
Seer Man mig ei længer!
.
Hurtig dog sig vendte Blad,
Slukket er nu Sorgen,
Det i hver en christen Stad Aften blev og Morgen,
Medens vi, som tale end,
Troed, tvivled, traf igien
Herrens Aand i Støvet!
.
Ære med vor høie Drot!
Med Hans Aand tillige!
Begge de giør Alting godt
I vort Himme-Rige,
Døve, selv paa Gravsens Bredd,
Øren faae at høre med,
Stumme Læber sjunge!
.
Ja, det store “Hephata”
Atter kraftig lyder!
Daglig vort Halleluja
Stærkere udbryder!
Halte Been giør sikkre Trin!
Op sig lukker Sjæl og Sind
For Guds-Mundens Aande!
.
Høit bebude Gylden-Aar
Glade Nyaars-Sange!
Blomstre som en Rosen-Gaard
Skal de øde Vange!
Mødes skal i Straale-Dands Libanons og Karmels Glands, Sarons Yndigheder!
Samtlige vers af salmen Kirken det er et gammelt Huus.
(N.F.S. Grundtvig 1837, s. 78).
Verset med rød skrift er omtalt på s. 110 i bd. 4.
Kirken det er et gammelt Huus,
Staaer, om end Taarnene falde,
Taarne fuldmange sank i Gruus,
Klokker end kime og kalde,
Kalde paa Gammel og paa Ung,
Mest dog paa Sjælen, træt og tung,
Syg for den evige Hvile.
Herren vor Gud vist ei beboer
Huse, som Hænder mon bygge,
Arke-Paulunet var paa Jord
Kun af Hans Tempel en Skygge,
Dog sig en Bolig underfuld
Bygde Han selv af Støv og Muld,
Reiste af Gruset i Naade!
Vi er Hans Huus og Kirke nu,
Bygget af levende Stene,
Som under Kors med ærlig Hu Troen og Daaben forene,
Var vi paa Jord ei meer end To,
Bygge dog vilde Han og boe
Hos os i hele sin Vælde!
Hvor vi end mødes trindt paa Jord, Frelserens Navn vi paakalde, Flux Han med Lyd af Livets Ord Kommer, som Aand over Skjalde, Nær som sit Ord, i allen Stund, Han er vort Hjerte og vor Mund, Drot over Tiden og Rummet!
Samles vi kan da med vor Drot
Selv i den laveste Hytte,
Finde med Peder: der er godt,
Tog ei al Verden i Bytte;
Kirken og vi, som ærlig troe,
Altid er Eet saavelsom To,
Eet med vor Drot og hinanden!
Husene dog med Kirke-Navn,
Bygte til Frelserens Ære,
Hvor Han de Smaa tog tit i Favn,
Er os som Hjemmet saa kiære,
Deilige Ting i dem er sagt,
Sluttet har der med os sin Pagt
Han som os Himmerig skiænker!
Funten os minder om vor Daab,
Altret om Nadverens Glæde,
Hvor skulde før i Tro og Haab
Herren vi ønske tilstæde,
End hvor det for os præntet staaer: Herren i Dag er som i Gaar,
Saa er og Troen og Daaben!
Give da Gud, at hvor vi boe,
Altid, naar Klokkerne ringe,
Folket forsamles i Jesu Tro,
Der hvor det pleied at klinge:
Verden vel ei, men I mig seer,
Alt hvad jeg siger, see, det skeer, Fred være med eder alle!
Aldrig dog glemmes meer i Nord
Kirken af levende Stene,
Dem som i Kraften af Guds Ord
Troen og Daaben forene!
Selv bygger Aanden Kirke bedst,
Trænger saalidt til Drot som Præst, Ordet kun helliger Huset!
Samtlige vers af salmen Tag det sorte Kors fra Graven!
(N.F.S. Grundtvig mfl. 1846, s. 76).
Verset med rød skrift er omtalt på s. 109 f. i bd. 4.
Tag det sorte Kors fra Graven! Plant en Lilje hvor det stod! Ved hvert Skridt i Dødninghaven Blomster spire for vor Fod! Englevinger paa vor Grav, For den brudte Vandringsstav! Palmefugl for Askekrukke! Frydesang for hule Sukke!
Solen sortned, da han blegned,
Som for os udgiød sit Blod,
Graven lyste, Mørket segned,
Da forklaret han opstod!
Ton, vor Lovsang, høit i Sky,
Sødt i Paaske-Morgengry: Jesus Christus er opstanden!
Evig lever Guddomsmanden!
See Maria Magdalene!
Hænder nys hun vred i Gru,
Sukked, til at røre Stene:
Hvor? ak, hvor er Herren nu?
See, af Øiets Taareflod
Morgensolen mildt opstod!
J den Grav, hvor han har hvilet,
Hun har fundet Englesmilet!
Brister, alle Helgengrave!
Herrens Røst, i Dæmring sval,
Lyder i de Dødes Have,
Skaber Lys i Skyggedal!
Herren kalder, men ei nu:
Synder! Adam! hvor er du?
Sødt det toner, Engle tie:
“Her er Frelseren, Marie!”
Ja, han er her, Guddoms-Manden!
Sprængte er nu Dødens Baand!
Han er visselig opstanden,
Og hans Ord er Liv og Aand!
Nu en Foraarsmorgen skiøn
Rinder op for os iløn,
Og, som Paaske-Psalmen klinger,
Voxer Sjælens Fuglevinger!
Sproget i salmen er ganske jævnt, med én eneste religiøs glose, Gud, og i øvrigt præget af datidens borgerlige idealer (“Borgersamfund”, “Gavn og Ret”). Led- og sætningsbygning er prosaisk, rimene banale og billedsprog helt fraværende. Det gentagne gid antyder, at der mangler lidt, før den bedste af alle verdener er realiseret, men grundlaget vurderes optimistisk (“alt det Gode”, “Held”).
Den slags rimerier kunne naturligvis ikke tilfredsstille de vakte kredse. De foretrak Brorsons to salmesamlinger til andagter, og i kirken blev “Kingos salmebog” brugt i pietistisk prægede sogne, hvis sognepræsten accepterede det. Vækkelserne udviklede sig som lægmandsbevægelser, der selv producerede salmer til brug i større eller mindre kredse.
1.
Dig, Gud! skee Tak for alt det Gode,
Vort Borgersamfund fik fra dig.
O! gid vi alle grant forstode
Hvad Held det gav os hver for sig.
Og gid vi alle brugte det
Kun til at stifte Gavn og Ret.
2.
Vort Land os nærsom Grøde yder,
Ved Lov vi trygt i Landet boe;
Og fælles Kraft, naar Faren byder,
Mod Fjenden værger for vor Roe.
Gud! du gav Land og Frugtbarhed,
Du satte Lov og Øvrighed.
3.
Thi vil vi Lov og Konge lyde,
Og det med kristen Ærlighed;
Og da den Tanke os skal fryde:
At dig vi vise Lydighed.
Og at du Selv vil lønne blid
Hver trofast Borgers Daad og Id.
4.
Saa vil vi og som Samfunds Lemmer
Hinanden elske broderlig,
Og virke hen til hvad som fremmer
Vor fælles Tarv i Fred, i Krig.
Og vinde Styrke, Held og Fryd,
Ved klog og virksom Borgerdyd.
5.
O Gud! vor Gud! giv dertil Naade!
Sign os, og sign vort Fædreland!
Giv dem som lyde, dem som raade,
At virke hver hvad Godt han kan.
Og Alles Attraa være Fred,
Og gavnrig Daad og Enighed!
En beskrivelse af realismens og vækkelsesbevægelsernes betydning for salmedigtningen.
Beskrivelsen introduceres på s. 109 i bd. 4.
Respekten for salmetraditionen byggede i høj grad på en forståelse for salmernes kolossale betydning for den brede befolkning. Prædiken og opbyggelig snak kunne man sove sig igennem, men salmerne skulle man synge med på; melodierne har været et af de allerstærkeste midler til at skabe national identitet, og teksterne har bestemt folks livssyn og formet deres opfattelse af moral og ret. For oplysningstidens intellektuelle overklasse var der meget at forarges over i de gamle salmer, samtidig med at man kunne ærgre sig over de forspildte muligheder for en fornuftig opdragelse af befolkningen. Løsningen lå ligefor: moralsk opbyggelige salmer i en tiltalende moderne sprogdragt.
Det er programmet bag Psalme-Bog 1778 (“Guldbergs salmebog”), som blev autoriseret i 1783. Den optog ganske vist en del af de velkendte salmer, men kraftigt omarbejdet og uden uædle elementer som Satan, krast realistiske beskrivelser af Jesu lidelse, lidenskabelige opfordringer til omvendelse m.m. Generelt var bibelhistorien, mente gruppen bag salmebogen, for langtrukken til at besynges i salmer. Endelig blev melodierne renset – for rytme: Alle noder skulle være lige lange, og meget lange (H. Glahn 1972, s. 213 f.).
1778 betegner det voldsomste traditionsbrud i dansk salmesang, og dens efterfølger, Psalmebog1798, Evangelisk-kristelig Psalmebog til Brug ved Kirke- og Huus-Andagt, forstærkede tendensen, selvom den var tiltænkt landalmuen. Lidt giftigt blev det sagt om den, at den trods sit navn var lige så lidt evangelisk som kristelig. Det kan en enkelt prøve måske forklare, her begyndelsesverset til en tekst, der er rubriceret under “Borgersind” i indholdsfortegnelsen (hele salmen kan læses i 116. W.H.F. Abrahamson-salme):
Samtlige vers af salmen Her vil ties, her vil bies.
(H.A. Brorson 1765, s. 58).
Verset med rød skrift er omtalt på s. 108 i bd. 4.
1.
Her vil ties, her vil bies
Her vil bies, o svage Sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente
Kun ved at vente, vor Sommer ind.
Her vil ties etc. etc.
2.
Trange Tider langsom skrider
Langsom skrider. Det har den Art.
Dagene længes, Vinteren strænges
Vinteren strænges. Og det er svart.
Trange Tider etc. etc.
3.
Turtel-Due, kom at skue
Kom at skue! Bag Gierdet hist,
Der skal du finde Forsommers Minde
Forsommers Minde, alt grøn paa Qvist.
Turtel-Due etc. etc.
4.
Eja! søde Førstegrøde
Førstegrøde af bliden Vaar.
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse
Lad mig nu gyse. Det snart forgaaer,
Eja! søde etc. etc.
5.
Due, kunde du begrunde
Du begrunde, hvad der nu skeer.
Kulden den svækkes, Blomsterne dækkes
Blomsterne dækkes, jo meer det sneer.
Due, kunde etc. etc.
6. Kom, min Due, lad dig skue Lad dig skue med Olie-Blad! See! nu er Stunden næsten oprunden Næsten oprunden, som giør dig glad. Kom, min Due, etc. etc.
Samtlige vers af salmen I denne søde Jule-Tiid.
(H.A. Brorson 1732, bl. A 3v f.).
Verset med rød skrift er omtalt på s. 107 f. i bd. 4.
1. I denne søde Jule-Tiid Tør mand sig ræt fornøye, Og bruge ald sin Konst og Fliid, GUds Naade at ophøje, Ved dend, som er i Krybben lagt, Vi vil af gandske Siæle Magt I Aanden os forlyste Din Lov skal høres Frelsermand, Saa vidt og bredt i Verdens Land, At Jorden dend skal ryste.
2.
En liden Søn af Davids Rood,
Som er og GUD tillige,
For Verdens Synders skyld forlood
Sit søde Himmerige,
Det var Ham svart at tæncke paa,
At Verden skulde undergaat
Det skar ham i hans Hierte,
I saadan Hiertens Kierlighed
Hand kom til os paa Jorden ned,
At lindre vores Smærte.
3.
Vor Tack vi vil frembære da,
Endskiønt den er kun ringe,
Hosanna og Halleluja
Skal allevegne klinge;
GUds Arck er kommen i vor Leyr!
Thi siunge vi om Fryd og Seyr,
Mens Hiertet sig kand røre,
Vi siunge om dend søde Fred,
At Helvede skal skiælve ved,
Vor Jule-Sang at høre.
4.
GUD er nu ikke længer vred,
Det kand vi deraf vide,
At Hand har sendt sin Søn her ned,
For Verdens Synd at lide,
Det vorde vidt og bredt bekiendt!
At GUD sin Søn for os har sendt
Til Jammer, Væ og Vaade,
Hvo vilde da ey være fro,
Og lade ald sin Sorg beroe
Paa JEsu søde Naade?
5.
Som Natten aldrig er saa sort,
Den jo for Solen svinder,
Saa farer ald min Kummer bort,
Naar jeg mig ræt besinder:
At GUD saa Hiertens-inderlig
Af Evighed har elsket mig,
Og er min Broder vorden,
Jeg aldrig glemmer disse Ord,
Som klingede i Engle Choor:
Nu er der Fred paa Jorden!
6.
Og blandes end min Fryde-Sang
Med Graad og dybe Sukke,
Saa skal dog Kaarsets haarde Tvang
Mig aldrig Munden lukke;
Naar Hiertet sidder meest beklemt,
Da bliver Frydens Harpe stæmt,
At dend kand bedre lyde
Saa Kaarset selv, naar JEsus vil,
Maa ogsaa hielpe Siælen til
Med Psalmer at udbryde.
Samtlige vers af salmen SOm dend Gyldne Sool frembryder.
(Th. Kingo 1689; KingoSS, bd. 4, s. 513-516).
Verset med rød skrift er omtalt på s. 106 i bd. 4.
1. SOm dend Gyldne Sool frembryder Giennem dend kulsorte Sky, Og sin straale-Glands udskyder, Saa at Mørk og Molm maa fly, Saa min JEsus aff sin Grav, Og det dybe Dødsens Hav Opstood ærefuld aff Døde, Imod Paaske Morgen-røde.
2.
Tak, O store Seyer-HErre,
Tak, O Livsens Himmel-Helt,
Som ey Døden kund’ indsperre
I det Helved-mørke Telt!
Tak fordi at op Du stood
Og fik Døden under Food!
Ingen Tunge kand dend Glæde
Med tilbørlig Lov udqvæde.
3.
Jeg kand finde i mit hierte,
At min Sjæl har Trøst der aff,
Som kand lindre ald min smerte,
Naar Jeg mindes kun din Grav,
Og betænker hvor du laa
Udi Dødsens fæle Vraa,
Og stood op med Krafft og Ære,
Hvad kand større Glæde være.
4.
Ligger Jeg i syndsens Boye,
Ligger Jeg i Armod ned,
Ligger Jeg i sygdoms Koye,
Ligger Jeg i Uselhed;
Ligger Jeg fortrængt, forhadt,
Og aff Verden slet forladt,
Skal Jeg Huus i Graven tage,
O her er dog haab tilbage.
5.
Du for synden engang døde,
Der med er min synd betalt;
Armod, Uselhed og Møde,
Ja min sygdom bar du alt;
Jeg ved dig opreyses skal,
Og aff Dødsens dybe Dal
Skal Jeg hovedet oprette,
Ald min Nød kand det forlette.
6.
Synd og Død og alle Pile,
Som at Satan skyde kand,
Ligger brudte ved din hvile
Udi Gravens mørke Land!
Der begrov du dem, og gav
Mig en sikker Trøste-stav,
At ved din opreisnings ære
Jeg skal seyer-Palmer bære.
7.
Som Guds Søn Jeg dig nu kiender,
Og seer din Aldmægtighed,
Din opstandelse indspender
Hvad Jeg troer og hvad Jeg veed,
Mig til salighed og haab,
Ja min Christendommes Daab
I din Død er som et Billed
Og opstandelse fremstilled.
8.
Du til Livet mig skal vekke
Ved din stor’ opreisnings Krafft!
Lad kun Jorden mig bedekke,
Orme tære ald min safft,
Ild og Vand opsluge mig!
Jeg døer i dend Troe til dig,
At Jeg skal til Liv opstande
Udaff Dødsens grumme Lande.
9.
Søde JEsu, giv mig Naade
Ved din gode hellig Aand,
At Jeg saa min Gang kand raade
Og Veyledes ved din haand,
At Jeg ey skal falde hen
Udi Dødsens svelg igien,
Hvor aff du mig engang rykte,
Der du Døden undertrykte.
10.
Tak for ald din Fødsels Glæde,
Tak for dit det Guddoms Ord,
Tak for Daabens hellig Væde,
Tak for Naaden paa dit Bord,
Tak for Dødsens bittre Vee,
Tak for din Opstandelse,
Tak for Himlen du har inde,
Der skal Jeg dig see og finde.
Samtlige vers af salmen Med Blusel, Graad og Klage.
(Th. Kingo 1681; KingoSS, bd. 3, s. 189-194).
Verset med rød skrift er omtalt på s. 106 i bd. 4.
1.
Med Blusel, Graad og Klage,
Med Sindsens skiulte Plage
Jeg ydmyg kommer frem
For Naadens høye Throne,
At søge Syndsens Sone
Ved JEsu Vunder fem.
2.
Med salte Øyne Taare,
Jeg synde-giekked Daare
Min Kind vel bløde maa,
Med Lowens Smek og Snerte
Jeg slide maa mit Hierte,
Til Suk deraf at faa.
3.
Thi naar jeg mig besinder
Hvordan min Tijd henrinder,
Som hastig Elv og Aae,
Og hvor jeg lidet andser
At Synden alle Sandser
Kand slæt forblindet faa!
4.
Da maa jeg Øyet gnie,
Og mig, som Ormen, vrie
I Jordens nedrig Støv!
Mit Hierte slæt maa briste,
Min Siæl i Livet riste,
Som daalligt Espe-Løv.
5.
Fra først jeg randt af Roode,
Strax Synden med mig groode,
I Vuggen fik jeg Smag
Paa Syndsens Eble-Stamme,
Naturen vaar min Amme
Til Syndsens Patte-drag.
6.
Nep kom jeg til at vende
Min Gange-vogn til Ende,
Før jeg vaar snild at gaa
Flux efter Ondskabs Svøbe,
Min Tunge kunde løbe
I bander stoor’ og smaa!
7.
Om Riiset vilde qviste
Og kue mig, med Liste
At dempe Syndsens art:
Saa snart at snertet dulmed,
Sig Arten i mig ulmed
Og fik sin gamle Fart.
8.
Som jeg i Aar optriinde,
Sig Synden ved mig kliinde,
Om end jeg tugtet blev
Til HErrens Frygt og Ære,
Jeg dend dog tiit (dißværre)
I Glemme-bogen skrev.
9.
Min Ungdom, Daarskabs Moder,
En blanding af unoder,
Vellysters Oldermand,
Mig ofte haver daaret,
Og Roser til mig baaret
Med Slange-stik og Tand.
10.
Udi min Mandoms Styrke,
Da Gud jeg burde dyrke,
Har jeg med Jacob ey
Min Gud i Faunen taget,
Men Naaden tiit forsaget,
Og vandret Syndsens Vey.
11.
Hvor tijt har jeg afviget
Fra Dyders Vey, og stiget
I Lasters Lime-spoor?
Hvor tijt lood jeg mig bøye
Did hen, hvor andris Øye
Til Dødsens Lyster foor?
12.
Jeg ofte haver fundet,
Naar jeg i Synd vaar bundet,
At JEsus mig hâr løest:
Naar jeg leed ofte ilde
Da obned hand sin Kilde,
At jeg fik Trøst opøest.
13.
Da klynked jeg og loved
At Satan, Syndsens Hoved,
Sit Lyste-regiment
I mig ey skulde finde,
Dog gik jeg, med de Blinde,
Hvor hand blev Synd-betient.
14.
Paa Soote-sengens Leye
Hâr Gud og vildet veye
Min Synd mod Naadens Pund:
For læt jeg tijt er fundet,
Dog hâr min Gud forbundet
Og lægt mit Saar af grund.
15.
Mens ach! saa snart min Sprekke
Begyndte sig at stekke,
Og jeg blev frisk og føer,
Jeg da saa snarlig glemte
At Gud ey sønderklemte
Mit Lefnets svage Rør!
16.
Af Dødsens grumme Fare,
Blant mine Fienders Snare,
Hâr Gud mig underlig
Med egen Haand udrevet,
Og Liv paa ny bebrevet,
Blant tusind skaanet mig.
17.
Saa gik jeg frem og groode
Blant HErrens Mægle goode,
Jeg treen i fulde svang
Med Ære, Gods og Lykke,
Men HErrens Frygtis Smykke
Dog tabtis mangen gang.
18.
O Gud, du veedst og kiender,
Det ey i mine Hænder
Og mine Kræfter staar,
At jeg dig fuldt kand dyrke,
Om jeg ey daglig Styrke
Fra dine Hænder faar.
19. Knuus selv mit Hiertis Stene, Buk høye Tankers Grene, Giv ydmyg Kierlighed Til Gud og til min Næste, Min Gang du selv befæste I dine Fodefied.
20.
Hold mig i dine Veye,
Lad mig i Døden neye
Ned paa din Død og Saar!
Saa skal mit Liv begynde
Og sig til Ljvet skynde,
Naar jeg af Ljvet gaar.
Beskrivelse af 1600-tallets eksperimenter med nye metriske principper. De nye principper introduceres på s. 105 i bd. 4.
For de klassisk dannede akademikere, som var skolet i at forfatte elegante latinske vers, måtte den dansksprogede digtning omkring år 1600 forekomme primitiv. Rytmen var uregelmæssig, og sproget ganske jævnt. Man kunne dårligt tale om en poetisk stil. I hovedsagen var det kun enderimene og nogle få hævdvundne ledstillingsanomalier, der gjorde en tekst til poesi. I det tidlige 1600-tal eksperimenteredes ivrigt med nye metriske principper. Grundlæggelsen af Die Fruchtbringende Gesellschaft i Weimar 1617 skabte en ramme for arbejdet med en ny poetik, som også inspirerede danske lærde. Som den første skabte Anders Arrebo (1587-1637) et rytmisk princip for dansk poesi, som levede op til de nye idealer. Han udgav i 1623 sin gendigtning af Davidssalmerne i sangbar form. Fire år senere kom gennembruddet med den reviderede version, hvor princippet om en regelmæssig vekslen mellem trykstærke og tryksvage stavelser er gennemført. Det er slut med det skiftende antal stavelser, som de syngende måtte få til at passe med melodien, så godt det kunne lade sig gøre – det system, som stadig kendes fra lejlighedssanges uforudsigelige forbrug af stavelser, der trækkes ud over flere toner, og galopader af stavelser på enkelttoner.
Som eksempel på Arrebos nybrud anføres her en enkelt strofe af hans gendigtning af Sal. 41 fra 1623 og 1627:
1. SAlig er den som dømmer ræt
2. Om fattig Folckis lycke slet,
3. HErren skal frelse ham paa stand,
4. Naar lycken gaar ham tung i haand
1. O, Vel er den som dømmer ræt
2. Om fattig’ Folckis Lycke slet,
3. Ham HERREN frelse skal paa-stand,
4. Naar Lycken gaar ham tung i Haand
Samtlige vers af salmen HERRE IEsu Christ.
(H.C. Sthen 1612-1644, 1994, s. 66 f.).
Verset med rød skrift er omtalt på s. 104 i bd. 4.
1. HERRE IEsu Christ,
Min Frelser du est,
Til dig haaber ieg alleene:
Ieg troer paa dig,
Forlad icke mig,
Saa Elendelig,
Mig trøster dit Ord det reene.
2. Alt effter din Ville,
O HErre mig stille,
At ieg dig trolig kand dyrcke:
Du est min Gud,
Lær mig dine Bud,
All min tid vd,
Du mig i Troen styrcke.
3. Nu vil ieg være, O IEsu kiere, Huor du mig heldst vilt haffue: Ieg lucker dig ind, I mit Hierte oc Sind, O HErre min, Met all din Naade oc Gaffue.
4. Saa inderlig,
Forlader ieg mig,
Alt paa din Gunst oc Naade:
O IEsu sød,
Hielp mig aff all nød,
For din haarde Død,
Frelß mig fra alskens Vaade.
5. All min Tilljd,
Nu oc altid,
Haffuer ieg til dig O HErre:
Du est min Trøst,
Dit Ord oc Røst,
I all min Brøst,
Mit Hiertens glæde monne være.
6. Naar Sorgen mig trenger,
Effter dig ieg forlenger,
Du kand mig best hußuale:
Den du vilt beuare,
Hand er vden Fare,
Du mig forsuare,
Dig monne ieg mig befale.
7. Nu veed ieg vist,
HErre IEsu Christ,
Du vilt mig aldrig forlade:
Du siger jo saa,
Kald du mig paa,
Hielp skalt du faa,
I all din Sorg oc vaade.
8. O giffue det Gud,
Wi effter dine Bud,
Kunde oss saa skicke tilsammen:
At wi met dig,
Euindelig,
I Himmerig,
Kunde leffue i Salighed, Amen.
Samtlige vers af salmen Aff dybsens nød raaber ieg til dig.
Luthers gendigtning af Sl 130, “Aff dybsens nød” (H. Thomissøn (udg.) 1569, bl. 178v).
Verset med rød skrift er omtalt på s. 102 i bd. 4.
Aff dybsens nød raaber ieg til dig,
Din naadsens Øern vent du til mig,
Herre Gud vilt du mig høre,
min røst ieg nu framfører,
giffuer du paa vor gierninger act,
at heffne Synden met din mact,
O Herre huo fand det taale.
Hoss dig allene gielder Naade oc gunst
Til Synden at forlade,
Naar wi dig nogen tid haffue mist.
Wi vide oss ey at raade,
For dig ingen sig berømme kand,
Thi maa dig frycte alle mand,
Oc trøste dem paa din Naade.
Til Gud staar all mit Haab oc trøst, Min gierning kand mig ey bade [‘hjælpe’], I det du ene haffuer mig forløst, Aff din wsigelig naade, Dine Ord de ere en dyrebar Skat Som du oss haffuer effterlat, Dem ville wi gierne høre.
Skulde det vare fra Morgen stund
Oc indtil afftens ende,
Da skulde mit hierte ingelund
Fortuile, eller fra dig vendis,
Saa bør at være ret Israels art,
At haabe oc tro aff hiertet snart,
Oc naade aff hannem begære.
Dog Synden hoss oss er mangefuld
Hoss Gud er meget meer Naade,
At hielpe oss er hand vel huld
Aff nød oc allskens vaade,
Hand er foruist den rette Tolck,
Som haffuer forløst all Israels Folck
Aff sorrig oc Synder alle.
Gud Fader Søn oc den den hellig Aand
Hannem ville wi prise oc ære,
Thi oss haffuer ingen frelst uden hand,
Som wi aff Scrifften lære.
Thi bør hannem loff oc tack allen
Til euig tid foruden meen,
Der til sige wi nu Amen.
Afsnittet om læsning og læseundervisning i statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale 1. januar 2010. Omtalt på s. 303 i bd. 4.
“Det er min ambition, at forældre kan sende deres børn i skole med udsigt til, at de er lige så videbegærlige og ligeså nysgerrige på sidste skoledag, som de var på den første.
Og forudsætningen for det er først og fremmest læsning. For at kunne låse op for den verden af eventyr og den bankboks af viden, som ligger foran børnene, skal de have nøglen. Nøglen er læsning.
Vi har gjort fremskridt. Børn læser nu lige så godt i tredje, som de før gjorde i fjerde klasse. Vi har en god folkeskole. Men når den nu er en af verdens dyreste, skal vi også turde stille større krav. Jeg har derfor inviteret alle skolens interessenter – lærere, elever, forældre, uddannelsesinstitutioner, erhvervsorganisationer og faglige organisationer – til en særlig Marienborg-uge om fire uger for at indlede et 360 graders eftersyn af den danske folkeskole.
Vi bør i fællesskab give børnene et “læseløfte”. Vi skal love dem, at de skal lære at læse – og læse godt – før vi dynger dem til i andre fag. Det kan gøres helt ubureaukratisk ved en læsetest f.eks. i anden klasse og et løfte om, at vi ikke sender nogen videre, uden at vi ved, at en målrettet, individuel indsats har givet dem de grundlæggende forudsætninger for det.
Jeg tror, ethvert barn kan drømme uden at kunne læse – men for at opfylde sine drømme og for at udleve sine drømme, må danske børn først lære at læse. Og det skal de lære!”
Citatet starter 10:45 inde i klippet og slutter 12:17.
På billedet s. 124 i bd. 4 ses indholdsfortegnelsen til nogle af viserne i Hjertebogen. Herunder gengives de afbildede sider (bl. 1v-2r) suppleret med oplysninger om visetype og om hvor den enkelte vise er trykt – enten i Danmarks Gamle Folkeviser eller i Danske Viser.
Christian Kryger tegner et portræt af livet på og omkring Blågårds Plads. Brugen af bl.a. Nørrebro-københavnsk i tv-udsendelser er omtalt på s. 218 f. i bd. 4.
I Christian Krygers tv-reportage “Nørrebro-profiler” fra 1969 kommer en mangfoldighed af almindelige mennesker til orde, lige fra spritterne til de små børn på legepladsen.
Christian Krygers tv-reportage “Folk ved Randers Fjord” er et eksempel på at også dialektalt og regionalt præget sprogbrug kunne høres i tv. Brugen af bl.a. dialekter i tv-udsendelser er omtalt på s. 218 f. i bd. 4.
Christian Krygers reportage fra Randers Fjord, der blev bragt den 23. september 1967, tegner et billede af hvordan livet former sig for folk der lever af og ved fjorden. Han taler bl.a. med nogle fiskere og nogle landmænd, en færgemand, en rørvæver (der bl.a. laver sivsko) og et pensionistægtepar.
Radioserien “Familien Hansen” var et ugentligt underholdningsprogram der kørte fra 1929 til 1949. Udsendelsestypen er omtalt på s. 217 i bd. 4.
Den nye genre, hørespillet, skulle tilpasses radiomediet hvor man kun kunne høre men ikke se skuespillerne. Underholdningsserien “Familien Hansen” (af Jens Locher) blev sendt hver søndag aften i årene 1929-1949. Den handlede om en helt almindelig dansk families hverdagsliv. Hver udsendelse varede et kvarter.
Originalmanuskript til hørebilledet “Besøg på en Automobilcentral” fra Danmarks Radio 6. oktober 1934. Manuskripttypen er omtalt på s. 216 i bd. 4.
Aksel Dahlerups hørebilleder var en reportagebaseret udsendelsesform hvor interviews ofte spillede en hovedrolle, og de interviewede var folk som var relateret til udsendelsens tema eller til det sted hvor udsendelsen foregik. Udsendelserne begyndte i 1931, og i de første mange udsendelser foregik interviewene via nedskrevne spørgsmål og svar.
Aksel Dahlerups hørebillede “I Mørket” fra Danmarks Radio 25. januar 1942. Udsendelsesformen hørebillede er omtalt på s. 216 i bd. 4.
I et af Aksel Dahlerups hørebilleder fra besættelsestiden, “I mørket”, hører man hvordan mørkelægningen byder på forskellige udfordringer for dem der er nødt til at passe deres arbejde i mørke, fx mælkekusken, taxachaufføren, politimanden, hestedroschekusken.
En gennemgang af de enkelte bind i Danmarks gamle Ordsprog (DgO) med oplysning om samlinger, samlere og arkivforhold. Omtalt s. 181 i bd. 4.
Danmarks gamle Ordsprog (DgO) er det videnskabelige standardværk for kilderne til danske ordsprog fra middelalderen og renæssancen. Hovedudgiverne er Iver Kjær og John Kousgård Sørensen. Værket består indtil videre af 8 bind (i alt 9 bøger), mens bind 3 (se nedenfor) og registerbindet, bind 8, endnu ikke er udkommet. Udgavens idé er at fremlægge teksterne med tilknyttet variantapparat, men indledningerne er i varierende grad længere afhandlinger, og de kommer derved til at fungere som kommentarer. Udgaven er kronologisk anlagt, men ikke kronologisk udgivet.
Danmarks gamle Ordsprog I:1 og 2 indeholder Peder Låles ordsprog og kom i 1979. Udgiverne er Iver Kjær og Erik Petersen, og de medtager følgende kilder: fragmentet NKS 813x, 4° (i faksimile og nysat), Gotfred af Ghemens tryk fra 1506 (i faksimile og med varianter fra 1508-trykket), Christiern Pedersens tryk fra 1515 (i faksimile og i dansk oversættelse (i andet halvbind)), og til sidst Hans Skonnings tryk fra 1626 (med varianter fra sammes udgave fra 1703).
Danmarks gamle Ordsprog II er udgivet af John Kousgård Sørensen i 1977. Indholdet er Hans Thomissøns Ordsprog, som de foreligger i håndskriftet Rostgaard 218, 4°, der dateres til ca. 1600 og 1650, og Poul Enevoldsens ordsprogssamling, Farrago kaldet, i håndskriftet Thott 1509, 4° fra 1607.
I Danmarks gamle Ordsprog IV fremlægges Problemata et Proverbia moralia, der med nogen usikkerhed tillægges Hans Chr. Sthen, en samling af fire delvist selvstændige dele, hvoraf kun nr. to og tre kan kaldes egentlige ordsprog, men da både første og sidste del har tilknytning til ordsprogstraditionen, er alle fire medtaget i DgO IV. Samlingen, der er udgivet af Iver Kjær, John Kousgård Sørensen og Niels Werner Frederiksen i 1987, fremlægges som faksimile af trykket fra 1611 med varianter fra trykket 1624. Det indledes af en næsten 100 sider lang indledning af Iver Kjær, hvori der dybtgående og skarpsindigt argumenteres for at indlemme bogen i Sthens forfatterskab. Bindet indeholder desuden en håndskreven ordsprogssamling, der med sikkerhed vides kompileret af Sthen. Samlingen har haft en spændende historie. Den blev først kendt i 1921, da den blev fundet i en bog på Hamburgs Staats- und Universitätsbibliothek (Cod.Hamb.Theol. 2090a, 8°). Lykkeligvis lod Det Kongelige Bibliotek i 1932 håndskriftet fotografere (ms. Phot. 20, 8°), for originalen er siden forsvundet (H. Grüner-Nielsen 1932), og fotografiet har således bevaret samlingen til i dag.
Danmarks gamle Ordsprog V udgøres af Daniel Matras’ Proverbes fra 1633. Den er udgivet af Iver Kjær i 1981. Det er en samling af franske, danske, italienske og tyske ordsprog, der opstiller ordsprogene spaltevis, så den kan anvendes i fremmedsprogsundervisningen. I den meget tætte og grundige efterskrift fremlægges omfattende tekst- og boghistoriske studier, og efterskriften er da også blevet betegnet som værende en “afhandling” (N. Haastrup 1983, s. 139).
Det næste bind i udgivelsesrækken, Danmarks gamle Ordsprog VI, består af seks mindre ordsprogssamlinger fra 1600-tallet, alle nysatte og udgivet med indledninger af John Kousgård Sørensen i 1980. De seks tekster har ikke noget fællespræg, men holdes udelukkende sammen af udgivelsestidspunktet. De enkelte tekster får hver deres korte indledning med oplysninger om forfatteren og om tekstens særpræg. De seks tekster er:
Jens Sørensen Nørnissoms En liden Tidsfordriff fra 1662
Olelais fraser fra midten af 1600-tallet
Herr Iver i Boeslundes ordsprog (Phrases Rusticæ) fra slutningen af 1600-tallet
Jydsche ordsproger, en anonym samling i samme håndskrift (Rostgaard 48, 8°) som
Peder Syv: Paralipomena ex proverbiis, der dateres til sidste halvdel af 1600-tallet, og endelig
Thomas Broder Bircherods ordsprog fra begyndelsen af 1700-tallet.
Særlig interessant er Paralipomena ex proverbiis, som er Syvs videre arbejde med ordsprogene efter udgivelsen af hans to store samlinger i hhv. 1682 og 1688. Titlens Paralipomena betyder ‘tillæg til et større skrift’ (egl. ‘udeladte ting’). Syvs hovedværk(er) inden for ordsprogsforskningen findes i Danmarks gamle Ordsprog VII:1-2.
Danmarks gamle Ordsprog VII:1 indeholder Peder Syvs Almindelige Danske Ordsproge (..) fra 1682, og Danmarks gamle Ordsprog VII:2 indeholder hans anden samling fra 1688 med samme titel. Samlingen fra 1682 er udgivet af Iver Kjær og John Kousgård Sørensen, mens samlingen fra 1688 er udgivet af John Kousgård Sørensen, der også er forfatter til efterskriftet til begge udgivelser.
Peder Syv er helt central i den danske ordsprogstradition: “i [Peder Syvs Almindelige Danske Ordsproge] mødes den ældre overlevering, og fra den udgår den senere tradition” (I. Kjær og B. Holbek 1969, s. 125). Syv er hovedkilden til danske ordsprog til langt op i tiden. De to digre samlinger indledes med lange indledninger, dels dedikationer, dels oplysende tekster, der forklarer ordsprogenes nødvendighed og anvendelse. I ordsprogene ”findis mange herlige oc gamle oord, og gives sprogets artighed og righed tilkjende (..) Et Oordsprog skal være brugeligt og smukt, have Lærdom i sig, og være fraskilt fra gemeen tale (..) Oordsproge skulle bruges ikke som mad, men som kryderi” (DgO VII:1, s. xxv). Det var interessen for modersmålets opdyrkning og raffinering, der var Syvs drivkraft bag det enorme indsamlingsarbejde. En interesse, han ikke kunne lægge bag sig, selv ikke efter udgivelsen af de to store bind. Det vidner hans Paralipomena ex proverbiis om (se DgO VI).
Ud over de kilder, der er indtil nu er udgivet i DgO, findes der fra renæssancen endnu en række samlinger, der er kendt under navnet Ribekredsens ordsprog. Det drejer sig om samlinger af hhv. Peder Hegelund (1542-1614), Anders Sørensen Vedel (1542-1616), Søren Andersen Vedel, Anders’ søn (1587-1653), og Ludvig Pouch, Sørens svigersøn (1620-1681). De var alle influeret af renæssancens interesse for den nationale fortid og for det nationale sprog. Samlingerne er følgende:
To mindre tryk af Peder Hegelund, et prøvetryk fra ca. 1580 af den senere udgave (Hielmstierne 1797 8°) og den egentlige udgave fra 1588
Anders Sørensen Vedels samling i GkS 3603, 8°
Søren Andersøn Vedels samling i Langebeks excerpter 265, 8°
Ludvig Pouchs samling i Kungl. Bibl. Stockholm Cod. Holm. Vitt. utl, 86, 4° fra 1661/1662
Ud over fælles levested og familiære relationer er der også til dels et fælles syn på formålet med indsamlingsarbejdet. Hegelunds to små samlinger har et opbyggeligt-belærende formål, men for de øvriges vedkommende er det renæssancens interesse for den nationale fortid og dens værdier, ikke mindst de sproglige, der er drivkraften bag arbejdet.
Der arbejdes på at færdiggøre disse samlinger til udgivelse som Danmarks gamle Ordsprog III, ligesom der arbejdes på at etablere et samlet register for samtlige tekstbind.
Camilla Mehlsen og Ove Korsgaard samtaler om begrebet folk ud fra Korsgaards bog Folk, udgivet i 2013 af Aarhus Universitetsforlag i serien Tænkepauser. Samtalen er nævnt på s. 156 i bd. 4.
Dialektsanges og nordiske sanges liv i de forskellige udgaver af Højskolesangbogen. Omtalt på s. 154 i bd. 4 og s. 299 i bd. 5.
Højskolens respekt for almuesproget og det talte ord fører til at en række sange på dialekt optages i HS. Fra første udgave har følgende digte været med:
Mads Doss af St.St. Blicher fra 1842 på jysk, fra 13. udgave i forkortelse og med ordforklaring (18/437).
Jyden han æ stærk å sej af samme fra 1846 (18/360).
Fo’ ajle di små blomster af højskolemanden Mads Hansen fra 1863 på fynsk, fra 11. udgave og frem med en smule udtalevejledning og oversættelse (18/289).
Den ti, te do draw fra mæ af sønderjyden J.J. Lohmann fra 1868 får fra 12. udgave og frem to oversættelser, men digtet medtages ikke i 18. udgave.
De første tre af disse fire sange holder sig i alle udgaver.
Bornholmske Skudan hon vaggar af J.C. Espersen fra 1852 kom ind i 1913 på bornholmsk med oversættelse i tillægget. Frem til og med 1939 findes sangen både på bornholmsk og i oversættelse, men fra 1939 kun på bornholmsk.
Fra 1926 er der flere sønderjyske sange med som alle er forsynet med oversættelse af en del ord. Det gælder fx K. Thomsens I Synnerjylland, der er æ føjt fra 1876.
Niels Hausgaards sang på vendelbomål Som båen var haj såntj i tjøen fra 1979 kom ind i 17. udgave uden oversættelser, men forsvandt med 18. udgave, som fravalgte seks sange på dialekt.
Københavnsk dialekt eller sociolekt ses og høres i Poul Henningsens og Sven Møller Kristensens sange og senere hos Kim Larsen. Sven Møller Kristensen opfordrer i Ud ad landevej’n fra 1935 (18/108) til at ta’ billetten ogkasketten til en landevejstur. I Kim Larsens Blip-båt fra 1979 (17/495) siger fortælleren det´ da klart, er det ikk’?, og han tænder for sin fjerner.
Norges, Sveriges og Finlands nationalsange har været med fra 1. udgave på henholdsvis norsk og svensk, i 14., 15. og 16. udgave fra 1959, 1964 og 1974 var de to første vers af Finlands nationalsang også med oversat til finsk. Islands Vort hjemlands Gud fra 1874, officiel nationalsang fra 1918, kom ind både på islandsk og dansk i 13. udgave og holdt sig til og med 17. udgave på begge sprog. Fra 18. udgave kun på dansk.
Grønlands officielle nationalsang, Henrik Lunds Nunarput fra omkring 1912, er kommet ind i HS i 14. udgave med et vers på grønlandsk og som Vort ældgamle land under isblinkens bavn på dansk med alle fem vers i en oversættelse fra 1916. I 17. udgave er der kun en dansk udgave af sangen i en tillempet oversættelse ved Mads Lidegaard fra 1985. I 18. udgave findes hele sangen på grønlandsk så vel som på dansk (18/387 og 388), og her findes også den uofficielle nationalsang på begge sprog Et vældigt klippeland og Nuna asiilasooq (18/389 og 390).
Nordiske fædrelands- og folkesange har været med fra 1. udgave, og i den var også medtaget en række nordiske viser på svensk og norsk. Fra 1913 er der kommet sange på islandsk (7/442) og færøsk (7/441) ind.
Samtlige vers af salmen Hennes howyth thet, lignes vydh gull thet rødhæ.
Fra AM 76, 8º (S. Kroon mfl. (udg.) 1993, s. 65-70).
Verset med rød skrift er omtalt på s. 100 i bd. 4.
Ridher oc swenæ oc fro er oc mør,
j ladher op.
edhers øræ, j veræ vell.
tistæ som ther till bør,
omj villæ hennes loff høræ,
jek vil tik lowæ thu edhlæ jomfruæ,
om tu teht ikkæ forkunnæ,
jek fører tith loff aff allæ minæ mwæ,
for allæ thøm tegh vel vndhæ
Inghen hauer seth soo ven en quinnæ,
tessæ orth moo iegh beuysæ,
hun er vel prøueth i tucth oc synnæ,
ther scriwer aff salmon visæ
hun er møghet vener en engell i skare soo er hun skøn then renæ, soll oc
monæ oc stierner klare,
lignes ikkæ then jomfru iek mener
Inghen kan tenkæ huor ven hun er,
tess hauer man i<n>ghen effnæ,
myth hiertæ thet gledhes hun er myk kier,
nar jek hynnes naffn hør neffnæ,
hun er vel cledh til handh oc foth,
i purpur oc jacinto, i bollæ kin oc blianth,
jn koko oc bistinctu
Hennes kledher er forydh met panther skin,
the hawæ soo manghæ lydhæ,
oc meth salmandher skin ful uel met glædhæ,
moo hun them fulvell nydhæ,
hennes kledher hauæ møghet sødher døn,
en rosser oc mwskathæ bothæ,
som ysaach taledhæ til syn søn,
han laa i døt sens wadhæ
Hennes howyth thet, lignes vydh gull thet rødhæ, carmelus bergh thet høwæ, thet gywer fruct oc yrther till grødhæ, ywer allæ sin landh till nøwæ, øwen hauer hun tyrtell syn, oc haar som palmæ quistæ, hun er then sool oss da[g]ligh skyn, wi kunnæ hennes nadhæ ey mistæ
Hun er opp voxen mø som vondh,
som mirra thorn thet rødhæ,
hennes belthæ thet er eth silkæ bondh,
thet ber hun forudhen all mødhæ,
hennes halss er hwidher oc vener ath se,
en dauitz thorn thet boldhæ,
e hoo thet ser hannum løster at lee,
soo er thet sterth ath holdhæ
Meth skiol oc spyth oc bisser oc blidher oc ther till fawræ thinnæ,
hun lewer met gledhæ forudhen all quidhæ,
then ethlestæ kieysserinnæ,
johannes han soo en jomfru so fyn,
man mathæ henne dranighen kallæ,
hun var kleth i solsens skyn,
oc mønen henne fodhæ balle
Johannes han scriwer in appochalipsi so,
aff hennes kobæ oc kronæ,
som han in patmos insula soo,
j hymmerighs høwæ thronæ,
sibilla hun soo then samme syn hun lot en keyseræ skodhæ,
y romære stath vndher hemmelsens skin,
thet haff dhæ oss gledhæ at biwdhæ
Hun hauer en kronæ bodhæ ven oc boll,
er lauch met dyræ stenæ,
aff allæ creatu[r] er hun vth wolt then edlestæ jomfru al enæ,
hennes føther the stanner i en stadigh grun[u]o[ll],
eræ skodhæ i gul thet rødhæ,
the hennæ thyener løsær hun aff nøth,
i hymme rygh vil hun them lønæ,
Judith hun var en quinnæ ful skøn,
oc klogh i allæ synnæ,
hun frelstæ sit folk oc var full køn,
olifernem mwnnæ hun forvinnæ,
the lignes henne som van for vyn,
then alsom edlestæ liliæ,
i al vor nødh er hun ful fyn,
fran heluydis kan hun oss skyliæ
Putifar han hafdhæ en dot ter soo geff,
han luctæ hynnæ i tornet ynæ,
han gaff hennæ josep til hosfru leff,
asnech then skiønestæ quinnæ,
en thæ lygnes hun veth then,
Som dyerres aff at quedhæ,
hun kan vell løsæ aff al hannæ vene,
i hymmerigh hauer hun glæthæ
Hun er vel wen bothæ vthæ oc ynnæ,
for allæ hannæ smyttæ
Debat i 1990’erne om 1992-oversættelsen af hele Bibelen. Omtalt på s. 96 i bd. 4.
Uddrag af Jens-André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen: “Bibelforfalskning?”, Faklen nr. 1, 27. sept. 1996, s. 32-40:
Uanset vort forhold til dens indhold: Bibelen kan vi ikke slippe uden om at læse. Spørgsmålet er så, hvad det egentlig er, vi læser, når vi går i gang med den bog, som hos de danske boghandlere går under titlen Bibelen? Er det en præcis oversættelse af kildeteksterne, baseret på saglige, videnskabelige og uforudindtagede kriterier, som man vel må forvente, ikke mindst af netop den bog?
En afdækning af, hvordan den danske “Bibel” er blevet til, samt en analyse af afgørende skriftsteders behandling, levner desværre ingen tvivl om, at dette ikke er tilfældet. I stedet har Bibelselskabet produceret en bog, der grænser til regulær manipulation, hvis bevidste, men i offentligheden ukendte formål i talrige tilfælde har været at tækkes kirkeligsædvane fremfor kildetekstens ordlyd!
(s. 32)
Uddrag af Peter Wivel: “Gud”, Weekendavisen 13. febr. 1998:
Når Faklens projekt [udarbejdelse af en “strengt filologisk korrekt” nyoversættelse af den hebraiske bibel] kan lanceres under brask og bram og tages for gode varer i aviserne, skyldes det en efterhånden foruroligende mangel på viden om helt elementære kulturhistoriske og filologiske problemer. Videnskabens historie er historien om, at der ikke findes en endelig sandhed, hverken i de eksakte videnskaber eller i de humane, hvortil teologien hører. Det er uden mening at lede efter ‘sandheden’ i en så lang og konfliktbefængt tradition som Bibelens. Den er der ikke.
Sandheden er her et personligt anliggende. Den er individuel og bygger på tro, viden, kunnen og interesse.
Ændring af komplicerede sætningskonstruktioner mv. i 1948-oversættelsen af Det nye Testamente. Omtalt på s. 90 i bd. 4.
I 1948-oversættelsen er komplicerede sætningskonstruktioner opløst, småord som dog, kun, ja, nej m.m. er tilføjet, og forbindelser med genitiv, som kan forekomme uforståelige i en ordret oversættelse, er skrevet om, fx en ånd, der giver barnekår, i stedet for det ordrette sønneudkårelses ånd (Rom 8,15) og ordet om Riget i stedet for Rigets ord (Matt 13,19). Resultatet er en levende og letflydende dansk tekst, der er markant forskellig fra den i 1907-revisionen. Det kan illustreres ved dette eksempel fra Ef 2,1-7:
1907-revisionen (1932-udgaven)
1948-oversættelsen
Ogsaa eder, da I vare døde ved eders Overtrædelser og Synder, hvori I fordum vandrede efter denne Verdens Tidsaand, efter hans Vis, som hersker over Luftens Magt, over den Aand, der nu er virksom i Genstridighedens Børn, iblandt hvilke ogsaa vi fordum alle vandrede i vort Køds Begæringer og gjorde Kødets og Tankernes Villie og vare af Natur Vredes Børn ligesom ogsaa de andre – men Gud, som er rig paa Barmhjertighed, har for sin store Kærligheds Skyld, hvormed han elskede os, ogsaa da vi vare døde ved vore Overtrædelser, levendegjort os med Kristus – af Naade ere I frelste! – og medoprejst os og sat os med ham i det himmelske i Kristus Jesus, for at han i de tilkommende Tider kunde vise sin Naades overvættes Rigdom ved Godhed imod os i Kristus Jesus.
Ogsaa jer har han levendegjort, da I var døde i jeres Overtrædelser og Synder, som I forhen vandrede i, ledede af denne Verdens Tidsaand og af Herskeren over Luftens Rige, den Aandemagt, som nu er virksom i Ulydighedens Børn. Til dem hørte vi ogsaa alle forhen, da vi fulgte vort Køds Lyster og gjorde, hvad Kødet og Tankerne vilde, og af Natur var vi Vredens Børn ligesom de andre. Men Gud, som er rig paa Barmhjertighed, har paa Grund af den store Kærlighed, hvormed han elskede os, gjort os levende med Kristus, os, som var døde paa Grund af vore Overtrædelser – af Naade er I frelst! Ja, han har opvakt os med ham og givet os Plads med ham i den himmelske Verden, i Kristus Jesus, for at han i de kommende Tidsaldre kunde vise sin Naades overstrømmende Rigdom ved Godhed mod os i Kristus Jesus.
Om den stiltiende ajourføring af retskrivningen i de autoriserede bibeloversættelser ved ændringer i den officielle retskrivning. Omtalt på s. 89 i bd. 4.
Når en oversættelse af Bibelen eller en del af Bibelen autoriseres, er det primært ordvalg og sætningsbygning, der fastlægges. Hvad derimod retskrivningen angår, har det været praksis at justere den i de eksisterende autoriserede oversættelser, når de officielle retskrivningsregler er blevet ændret, og uden at det har krævet en særlig autorisation.
I førsteudgaven af 1948-oversættelsen af Det Nye Testamente (1949) var retskrivningen således stadig den, der var den gældende før Hartvig Frischs retskrivningsreform i 1948: Substantiverne var skrevet med stort begyndelsesbogstav, der var brugt aa og ikke å, og præteritum af verberne kunne, skulle og ville var skrevet med d, fx kunde. Men i løbet af 1960’erne blev de nye retskrivningsregler indført i nye oplag og udgaver af de autoriserede oversættelser:
1948-oversættelsen, 1. udg.
1948-oversættelsen, udg. fra 1966
Og straks da han gik i Land fra Baaden, kom en Mand ham i Møde ud fra Gravhulerne; han var besat af en uren Aand og holdt til i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, ikke engang med Lænker.
(Mark 5,2-3)
Og straks da han gik i land fra båden, kom en mand ham i møde ud fra gravhulerne; han var besat af en uren ånd og holdt til i gravene, og ingen kunne længer binde ham, ikke engang med lænker.
(Mark 5,2-3)
Tilsvarende stiltiende ajourføringer af retskrivningen kan iagttages ved en sammenligning af førsteudgaven af den autoriserede oversættelse af 1871-revisionen med oplag og udgaver fra begyndelsen af 1900-tallet. Mellem de to versioner nedenfor ligger der dels en retskrivningsbekendtgørelse fra 1889, der afskaffede j efter g og k foran e, æ og ø, dels en bekendtgørelse fra 1900, der tillod brugen af singularisform af verbet selvom subjektet var pluralis. Det er dog kun den førstnævnte ændring, der er gennemført i 1909-udgaven nedenfor (gjøre > gøre, regjere > regere), hvorimod verbernes pluralisformer er bevaret (imperativen lader os ’lad os’ og præsensformen de skulle ’de skal’).
1871-revisionen, 1. udg.
1871-revisionen, 1909-udg.
Og Gud sagde: lader os gjøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regjere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden.
(1 Mos 1,26)
Og Gud sagde: lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden.
(1 Mos 1,26)
Pluralisformerne forsvinder først ud af Bibelen med oversættelsen af Det Gamle Testamente i 1931 og det Det Nye Testamente i 1948 (A. Karker 2001, s. 262). Helt indtil 1992 er der dog i Det Gamle Testamente enkelte eksempler på bevaret pluralisform i imperativ, fx “Lover Gud i festforsamlinger, Herren, I af Israels kilde!” (Sl 68,27; jf. Aa. Hansen 1967, bd. 3, s. 34; 1992-oversættelsen har “Pris Gud i forsamlingerne, Herren, Israels kilde!”).
Debat i 1940’erne om prøveoversættelsen af Det nye Testamente forud for 1948-oversættelsen. Omtalt på s. 89 i bd. 4.
Uddrag af Frederik Torm 1943: Om Prøveoversættelsen af Det nye Testamente.
Man forstaar godt Utilbøjeligheden til at gøre Ændringer i Fadervor. Dog burde denne Ængstelse vige, naar man tænker paa, hvor frit Mennesker varierer Ordlyden i denne Bøn. End ikke Præster i Kirken beder Fadervor ens. Er det saa dog ikke bedre at foretage en Forandring i Oversættelsen, som muligvis endog kunde hjælpe til, at Mennesker ikke vilkaarligt selv ændrer? Nu siger man jo snart: “Helliget vorde dit Navn” og snart: “Dit Navn vorde helliget” og varierer de to følgende Bønner paa samme Maade. Vi kunde blive fri for det uheldige “vorde” og faa en Form, der ikke er saa udsat for at blive ændret som den nuværende Form, hvis vi i Stedet for “Helliget vorde dit Navn” paa jævnt Dansk siger: “Lad dit Navn blive helliget” – og naturligvis saa i de følgende Bønner paa samme Maade: “Lad dit Rige komme.” “Lad din Vilje ske”. Det er en god dansk Form for en indtrængende Bøn. Og for den unge Slægt vil denne nye Form meget hurtigt faa den samme højtidelige Klang, som den nuværende Form har for os ældre. Vi gamle har jo Lov til i vor private Bøn stadig at benytte den gamle Form.
(s. 22-23)
Uddrag af Kampen om Bibelen. Lægmandsrøster om Prøve-Oversættelsen af Det nye Testament. 1943:
Vi vil ikke paa nogen optænkelig Maade miste den Bibel, vi har faaet overleveret, saa kan disse “moderne” Mennesker komme nok saa tit og fortælle os, at “saaledes står der jo ikke i de aller ældste Kildeskrifter,” som man har haft det i Sandhed overordentlig mærkelige “Held” at finde i det 19. Aarhundrede. Vi føler os ganske sikre paa, at der er noget heri, der ikke er, som det skal være; thi eftersom der ikke kan og heller ikke skal kunne fremføres noget andet Evangelium end det kendte, saa ligner det ikke Gud at foretage saadanne Manøvrer med den hellige Skrift i det 20. Aarhundrede. At hans Tjenere offentlig skal strides f.Eks. om “Fadervor”, er forargeligt, og alt dette kan kun være Menneskeværk eller, hvad man ogsaa maa regne med i vor Kamp for Evangeliet, Satans Værk.
Debat i begyndelsen af 1600-tallet om ny bibeludgave. Omtalt på s. 75 i bd. 4.
Uddrag af forhandlinger 1. febr. 1604 i universitetets konsistorium om ny bibeludgave:
Item [‘Videre’] fremlagde rektor kongens brev til universitetet, hvilket M. Hans Ålborg havde forhvervet og møntmesteren: om bibelen at revidere og korrigere udi liden format in 4to [‘i kvartformat’] på dansk, og gav for [‘fremstillede’], hvad besværlighed og fare der var hos, sønderlig apud indoctos, qui dicerent ea versione, Professores Caluini sectatores. Turpe autem foret tantos errores tolerari in Danica versione, sine emendatione [‘hos de ukyndige, som ville sige om den oversættelse, at professorerne var tilhængere af kalvinismen. Men det ville være skændigt, at så mange fejl blev tolereret i den danske oversættelse uden at blive rettet’]
(Kilde: KirkehistoriskeSamlinger, bd. 8, 1872-1873, s. 303).
Uddrag af referat i konsistorium 26. okt. 1604 af samtale mellem Resen og kongen om ny bibeludgave:
Regem quæsivisse a Resenio (..) an ista versio necessaria esset, siquidem particularia nihil derogarent fidei articulis. Majestati Regiæ proposuit D. Resenius multa omissa, alia inversa, alia male reddita, quæ tolerari non poterant. Et quod different Theologi, hanc fuisse causam, ne nova versio ipsos insimularet Calvinismi apud imperitos. Respondit rex: det har intett paa sig.
‘Kongen havde spurgt Resen (..), om den oversættelse [nemlig en ny oversættelse] nu også var nødvendig, når der nu kun var tale om nogle småting, som intet kunne tage fra trosartiklerne. Resen havde forelagt kongen, at der var mange ting [nemlig i den eksisterende oversættelse], der var udeladt, andre ting, der var forkerte, og andre, der var dårligt gengivet, som ikke kunne tolereres. Og at grunden til, at teologerne var henholdende, var, at de frygtede, at en ny oversættelse skulle give de ulærde anledning til at anklage dem for kalvinisme. Kongen svarede: Det har intet på sig’.
(Kilde: KirkehistoriskeSamlinger, bd. 8, 1872-1873, s. 304).
Et supplerende indtryk af Christian 3.s Bibels forhold til Lutherbibelen giver følgende synoptisk gengivne uddrag af fortællingen om Isaks ofring, 1 Mos 22,6-12. Omtalt på s. 73 i bd. 4.
Lutherbibelen 1545
Christian 3.s Bibel 1550
VND Abraham nam das holtz zum Brandopffer, vnd legets auff seinen son Isaac, Er aber nam das Fewr vnd Messer in seine hand, Vnd giengen die beide miteinander. Da sprach Isaac zu seinem Vater Abraham, Mein vater. Abraham antwortet, Hie bin ich, mein Son. Vnd er sprach, Sihe, Hie ist fewr vnd holtz, Wo ist aber das schaf zum Brandopffer. Abraham antwortet, mein Son, Gott wird jm ersehen ein schaf zum Brandopffer. Vnd giengen die beide miteinander.
VND als sie kamen an die stet, die jm Gott saget, bawet Abraham daselbs einen Altar, vnd legt das holtz drauff, Vnd band seinen son Isaac, legt jn auff den Altar oben auff das holtz, Vnd recket seine Hand aus vnd fasset das Messer, das er seinen Son schlachtet.
DA rieff jm der Engel des HERRN vom Himel, vnd sprach, Abraham, Abraham, Er antwortet, Hie bin ich. Er sprach, Lege deine hand nicht an den Knaben, vnd thu jm nichts, Denn nu weis ich, das du Gott fürchtest vnd hast deines einigen Sons nicht verschonet, vmb meinen willen.
Oc Abraham tog veden til brendofferet, och lagde paa sin søn Isaac, men hand tog ilden oc suerdet i sin haand, oc de ginge baade til sammen. Da sagde Isaac til sin fader Abraham, Kære fader, Abraham suarede, Her er ieg min søn. Oc hand sagde, See, her er ild oc ved, men huor er faaret til brendofferet. Abraham suarede, Min søn, Gud skal forsee sig it faar til brendofferet. Saa ginge de baade hen tilsammen.
.
Oc der de komme til den sted, som Gud visde hannem, da bygde Abraham der it Altere, oc lagde veden der paa, oc bant sin søn Isaac oc lagde hannem paa Alteret offuen paa veden, oc racte sin haand vd, oc greb suerdet, at hand vilde slactet sin Søn.
. Da robte HERRENS Engil aff himmelen, til hannem, oc sagde, Abraham, Abraham, Hand suarede, Her er ieg. Hand sagde, Læg icke din haand paa drengen, och gør hannem inted, the ieg ved nu, ath dw frøcter Gud, och haffuer icke spart din eniste Søn, for min skyld.
Debat i 1620’erne om ny bibeludgave. Omtalt på s. 71 i bd. 4.
Uddrag af kongebrev af 7. jan. 1629 til professorerne om at afgive erklæring om, hvilken bibeludgave der burde lægges til grund ved et nyt oplag:
Da bede vi eder og nådigst ville, at I samtlig med forderligste [‘snarest muligt’] imod os erklærer, hvilken af Bibelens versioner eder synes bedst at kunne oplægges og på hvad stil og tryk, efterdi mangel derpå er.
(Kilde: KirkehistoriskeSamlinger, bd. 8, 1872-1873, s. 431)
Uddrag af forhandlinger 17. jan. 1629 i konsistorium om ny bibeludgave:
Blev konkluderet om Bibelen, som efter Kongens brev igen skulle trykkes, at det var vel rådsomt, at de begge to kunne oplægges, både den gamle, som kaldes kong Frederiks [nemlig Frederik 2.s Bibel], og den ny som er trykt i oktav [nemlig Resens Bibel]. Den ny for lærde folks skyld, som se efter fontes [‘kilderne’], den gamle for den gemene mand, efterdi den er verteret [‘oversat’] efter Luthers Bibel, som er som en paraphrasis [‘parafrase’] tillige med versionen. Dog dersom en af dem alene skulle oplægges, burde gemene mands bedste herud sønderlig at agtes, og den gamle helst oplægges, og dette udi stor median kvart, med en ren og mådelig [‘normal’] stil.
(Kilde: KirkehistoriskeSamlinger, bd. 8, 1872-1873, s. 432)
Sammenligning mellem Vulgata og Gammeldansk Bibel. Omtalt på s. 64 i bd. 4.
Oversætteren af Gammeldansk Bibel har bestræbt sig på, at den gammeldanske tekst skulle ligge så tæt på Vulgatas latinske tekst som muligt. Ikke alene oversætter han med stor akkuratesse hvert enkelt latinsk ord, men han har også en tendens til at overføre særlige latinske konstruktioner til dansk. Teknikken kan studeres på følgende synoptiske opstilling af begyndelsen af teksten om Babelstårnet fra Første Mosebog 11,1-9:
Vulgata
Gammeldansk Bibel
Erat autem terra labii unius et sermonum eorundem cumque proficiscerentur de oriente invenerunt campum in terra Sennaar et habitaverunt in eo dixitque alter ad proximum suum venite faciamus lateres et coquamus eos igni habueruntque lateres pro saxis et bitumen pro cemento et dixerunt venite faciamus nobis civitatem et turrem cuius culmen pertingat ad caelum et celebremus nomen nostrum antequam dividamur in universas terras descendit autem Dominus ut videret civitatem et turrem quam aedificabant filii Adam et dixit ecce unus est populus et unum labium omnibus coeperuntque hoc facere nec desistent a cogitationibus suis donec eas opere conpleant venite igitur descendamus et confundamus ibi linguam eorum ut non audiat unusquisque vocem proximi sui
atque ita divisit eos Dominus ex illo loco in universas terras et cessaverunt aedificare civitatem et idcirco vocatum est nomen eius Babel quia ibi confusum est labium universae terrae et inde dispersit eos Dominus super faciem cunctarum regionum
Iorden war en læbæs æller twnghæs, ok alt thæn samæ talæs, then tidh the fore aff østæn tha fwnnæ the en mark j senuar landh Ok the bodhe j then mark Ok tha sagdhe hwer annær til sin nabo, kommer wj skullæ gøre til stenæ, Ok wj skullæ steghe them j elden The haffde til stenæ aff leer for kamperstenæ, ok liim for kalk, Ok sagdhe kommær wj skullæ gøre oss en stadh, ok et thorn, hwes øffret æller høwheet skal rækkæ til hymmelen, Ok wj skullæ høktide wort naffn, før wj skullæ omskyfftæs j allæ landhe, wtæn herren nederfor at han skullæ see stadhen, ok thornæth som adams børn æller søner bygdhe See eth ær folkæt, ok allæ theres ær en læbæ, Ok the begyntæ thethtæ gøre, Ok the ikke affladhe aff there tankæ, soo længhe the skullæ fulkommæ them j gernynghen, fforthy kommær wj skullæ nedherfare, ok samenblandhe, æller omskyfftæ there twnghe, ok hwer man skal ikke høre sin nabos røst, Ok herræn omskyffte æller atskildhe them, aff thæn stædh j allæ landhe, Ok tha lodhe the aff at byghe [lakune] Ok forthy war hans naffn kallet babæl fforthy ware samenblanthe allæ jordens læbæ ok herræn spreddhe them tædhen paa allæ righenes æntlate
Oversigt over de tidligste danske oversættelser af dele af Bibelen, over de danske Lutherbibler, over den resen-svaningske tradition, over 1900-tallets nyoversættelser, over ikke-officielle oversættelser, over andre bibeludgaver samt over alterbøger og ritualbøger. Omtalt på s. 60 i bd. 4.
De tidligste danske oversættelser af dele af bibelen
Gammeldansk Bibel
Thott 8, 2o.
Molbech, Christian (udg.), Den ældste danske Bibel-Oversættelse eller det gamle Testamentes otte første Bøger, fordanskede efter Vulgata. 1828.
Gammeldansk bibeloversættelse. Den utrykte del I-IV. Duplikeret til brug for Ordbog over det ældre danske Sprog. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. 1969.
Christian 2.s Nye Testamente
Thette ere thz Nøye testamenth paa danske ret effter latinen vdsatthe. M.D.XXIIII.
Faksimileudgave:
Danske Bibelarbejder fra Reformationstiden I, Thet Nøye testamenth. Christiern II’s Nye Testament. Wittenberg 1524. Med sprog- og boghistoriske indledninger ved Bertil Molde og Volmer Rosenkilde. 1950.
Christiern Pedersens Nye Testamente
Det Ny Testamente Jhesu Cristi ord oc Euangelia som Han selff predickede oc lerde her paa Iorden, Hwilke Hans hellige Apostle oc euangelister siden bescreffue de ære nw vdsette paa reth Danske, Gud til loff oc ære oc den menige almwe till tieneste. M.D xxix.
Faksimileudgave:
Danske Bibelarbejder fra Reformationstiden II, Det Ny Testamente oversat af Christiern Pedersen. Antwerpen 1529. Med sprog- og boghistoriske indledninger ved Bertil Molde og Volmer Rosenkilde. 1950.
Hans Tausens oversættelse af Mosebøgerne
Det Gamle Testamente, Med tro oc flijt fordanskede aff M. Hans Taussen, Predicker wdi Kiøbenhaffn. Magdeborg M.D. XXXV.
Faksimileudgave:
Hans Tausens oversættelse af De fem Mosebøger udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Med indledning af Bjørn Kornerup. 1932.
De danske Lutherbibler
Christian 3.s Bibel
Biblia, Det er den gantske Hellige Scrifft, vdsæt paa Danske. Kbh. M.D.L.
Faksimileudgave:
Biblia, Det er den gantske Hellige Scrifft, vdsæt paa Danske 1550, udg. af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. 1928.
Frederik 2.s Bibel
Biblia Det er, Den gantske Hellige Scrifft, paa Danske, igen offuerseet oc Prentet effter Salige oc Høylofflige ihukommelse, Kong FREDERICHSden II. Befalning. Met Register, Alle D. Lutheri Fortaler, hans Vdlegning i Brædden, oc Viti Theodori Summarier. 1589.
Christian 4.s Bibel
Biblia Det er, Den gantske Hellige Scrifft, paa Danske, igien offuerseet oc Prentet effter vor allernaadigste Herris oc Kongis K. Christian den IV. Befaling. Mett Register, alle D. Lutheri Fortaler, hans Vdlegning i Brædden, oc Viti Theodori Summarier. 1633.
Hus- og rejsebiblerne
BIBLIA Det er, Den gantske Hellige Skrifft paa Danske, Igien offuerseet oc prentet efter K. Christian den IV. Befaling 1633 Nu paa ny i Særdeelished til den reisende Mands Nytte oc Brug, udi denne bequemme Form til Trycken befordret aff Christian Cassuben oc Christian Giertsøn. 1670.
BIBLIA Det er, Den gandske Hellige Skrift, Tryct efter Højloflig Ihukommelses CHRISTIANI QVARTI Store Bibels Version, Nu Anden gang udi Octav med større Stiil oplagt, og fremstillet som Een Huus- og Reyse-Bibel, Afdeelt udi Fire Parter. 1690.
Den resen-svaningske tradition
Resens Bibel
BIBLIA, Paa Danske, Det er, Den gantske hellige scriftis Bøgger igennem seete med flijd effter den Ebræiske oc Grækiske text etc. det negste mueligt vaar, Oc effter som de paa andre atskillige Tungemaal vaare best vdsatte. 1607.
Den Resen-Svaningske Bibel
BIBLIA, Paa Danske, Det er: DEn gandske hellige Scriftis Bøgger, Paa ny igiennemseete, med fljd, efter den Ebræiske oc Grækiske Text, det næste mueligt var, Oc forbedrede med ny Summarier, fuldkommeligere Concordantzer, oc korte antegnelser udi Bredden, anlangendis de mørcke Ord oc maader ad tale med. Efter vor Allernaadigste Herris, Kong CHRISTIANS den IV. Christelige Befaling. 1647.
Revisioner af Den Resen-Svaningske Bibel
Christian 6.s Bibel
BIBLIA, Det er Den gandske Hell. Skriftes Bøger, Ved Hans Kongl. Majests. Vor Allernaadigste Arve-Herres Kong Christian Den Siettes Christelige Omsorg, Med Fliid og efter Grund-Texten efterseete og rettede; saa og med mange Paralleler og udførlige Summarier forsynede. 5. oplag. 1740.
1819-revisionen
BIBLIA, det er: den ganske Hellige Skrifts Bøger, med Flid efterseete og rettede efter Grundtexten, saa og med mange Parallelsteder og udførlige Indholdsfortegnelser forsynede. 16. oplag. 1819.
1871-revisionen
Bibelen, det er: den ganske Hellige Skrifts Bøger, med Flid eftersete og rettede efter Grundtexten, saa og med mange Parallelsteder og udførlige Indholdsfortegnelser forsynede. Bibelselskabet for Danmark. 1871.
Senere oplag af 1871-revisionen
Bibelen. Den gamle og den nye Pagts hellige Skrifter samt de apokryfiske Bøger. Bibelselskabet for Danmark. 1909.
1907-revisionen
Bibelen. Den gamle og den nye Pagts hellige Skrifter samt de apokryfiske Bøger. Bibelselskabet for Danmark. 1909.
Senere oplag af 1907-revisionen
Bibelen. Den gamle og den nye Pagts hellige Skrifter. Bibelselskabet for Danmark. 1932.
1900-tallets nyoversættelser
1931-oversættelsen
Bibelen. Den gamle og den nye Pagts hellige Skrifter. Bibelselskabet for Danmark. 1932.
Hvidbergs tekstkritiske udgave af 1931-oversættelsen
Det gamle Testamente, autoriseret Oversættelse af 1931, med tekstkritisk Noteapparat, ved Flemming Friis Hvidberg. Det danske Bibelselskab. 1942.
1948-oversættelsen
Bibelen. Den hellige Skrifts kanoniske Bøger. Det danske Bibelselskab. 1949.
Senere oplag af 1931-,1948-oversættelsen
Bibelen. Den hellige Skrifts kanoniske bøger. Det danske Bibelselskab. 1983 (1. udgave, 11. oplag).
Apokryfoversættelsen 1953
Bibelen, den gamle og den nye Pagts kanoniske Bøger samt de apokryfiske Skrifter. Det danske Bibelselskab. 1956.
1992-oversættelsen
Bibelen. Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger. Autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. Det Danske Bibelselskab. 1992.
Apokryfoversættelsen 1998
Bibelen. Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger og Det Gamle Testamentes Apokryfe Bøger. Autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. Det Danske Bibelselskab. 1998.
Udvalgte ikke-officielle oversættelser
Claus Frees Hornemans Prøve-oversettelse af det Gamle Testamentes Skrivter, som indeholder Profeten Michach, med Forklarende Omskrivning og Anmærkninger for Lærde og Ulærde. 1777.
Forsøg til en dansk Oversættelse af Apostelens Pauli Breve til Galaterne, Epheserne og Philippenserne. Udgivet af Dr. Nicolay Edinger Balle. 1777.
Det Nye Testamente oversat efter Grundsproget og oplyst med Anmerkninger af Christian Bastholm. 1780.
Det Nye Testamente oversat med tilføiede Anmærkninger. Et forsøg af Ove Høegh Guldberg. 1794.
Det Gamle Testaments poetiske og prophetiske Skrifter,efter Grundtexten paa ny oversatte og med Indholdsfortegnelse samt Anmærkninger forsynede af Dr. J. Møller og Dr. R. Møller. 1828-1830.
Bibelen eller den hellige Skrift, paany oversat af Grundtexten og ledsaget med Indledninger og oplysende Anmærkninger, udg. i Forbindelse med Pastor Helweg, Prof. Hermansen og Candidat Levinsen af Chr. H. Kalkar. 1847.
Biblen, eller den kristne Kirkes Hellige Skrift, overs. af Grundtexten af Jac. Chr. Lindberg. 1857 (2. oplag).
Det ny Testament, oversat, med Anmærkninger til Oplysning for kristne Lægfolk af T. Skat Rørdam. 1887-1892.
Det gamle Testamente. Oversat under Medvirkning af Prof. theol. J.C. Jacobsen i København, Pastor lic. theol. Martensen-Larsen i København, Professor Dr. Michelet i Kristiania og Cand. theol. Johannes Pedersen. Af Professor Dr. Fr. Buhl. 1910.
Det nye Testamente, oversat af Anna Sophie og Paul Seidelin. Det danske Bibelselskab. 1974.
Ny bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag. Annoteret prøveoversættelse: Da Gud begyndte kap. 1-12, Jeshajahu kap. 1-12. Redigeret afJens-André P. Herbener og Philippe Provençal. 2001.
Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk. Det Danske Bibelselskab. 2007. 2. reviderede udgave 2011
Andre bibeludgaver
Vulgata
Biblia Sacra iuxta vulgatam versionem. Deutsche Bibelgesellschaft. 1994 (5. forbedrede oplag).
Lutherbiblen
Biblia: Das ist: Die gantze Heilige Schrifft, Deudsch, Auffs new zugericht. D. Mart. Luth. Begnadet mit Kurfürstlicher zu Sachsen Freiheit. M.D. XLV.
Faksimileudgave:
BIBLIA GERMANICA 1545. Die Bibel in der deutschen Übersetzung Martin Luthers Ausgabe letzter Hand. 1967.
Alterbøger og ritualbøger
Peder Palladius’ Alterbog
Søndagers Oc hellige dagers Episteler oc Euangelia met Collecter, oc andet at bruge vdi Christi Naduere effter Ordinantzens lydelse. Petrus Palladius. 1556.
Faksimileudgave:
Jacobsen, Lis (udg.): Peder Palladius, Den ældste danske Alterbog 1556. 1918.
Den sidst daterede udgave af Peder Palladius’ Alterbog
Alter-Bogen, Det er, Søndagis oc hellige Dagis Episteler oc Evangelia, med Collecter, oc andet at bruge udi Christi Nadvere, effter Ordinantzens Liudelse, Item Tacksigelse Festens Bønner oc Lectier som Aarligen den 11. Februarij Høytideligen offver alt Rjget holdis, D. Petrus Palladius. 1669.
Hans Baggers alterbog
Forordnet Alterbog udi Danmark og Norge. 1688.
Senere udgave af Hans Baggers alterbog
Forordnet Alter-Bog for Danmark. 1830.
Forordnet Alter-Bog for Danmark. 1901.
1912-ritualet
Ritualer til Daab, Nadver og Brudevielse. Autoriserede til Brug ved kgl. Resolution af 19. Juli 1912. 1912.
Salmebogens tekst- og bønnebog autoriseret 1953
Den Danske Salmebog. 25. Februar 1953 autoriseret af Hans Majestæt Kong Frederik IX til brug ved gudstjenesterne i landets kirker. 1960.
Den Danske Alterbog. Autoriseret ved kgl. resolution af 12. juni 1992. 1994.
Thomas Kingos ærevers under Christian 5.s portræt i Danske Lov 1683. Omtalt på s. 22 i bd. 4.
Retfærdighed og hvad der pryder Kongens Krone,
Her boer det alt som paa sin rette Eje-Throne,
Mood, Mandom, Ret og Skiæl, aarvaagen fliid og Ære,
Kand alle Konger just af dette Ansigt lære.
Døm hele Verden, at Naturen intet glemte
Hos Dydernis Monarch Kong Christian den Femte.
Tv-udsendelsen “Fup eller fakta” 17. februar 1979 med bl.a. Henning Skaarup (og Otto Leisner og Dirch Passer) som medvirkende. Omtalt på s. 358 i bd. 4.
Henning Skaarup kan bl.a. høres ved 11:25-12:22, 23:52-24:47 og 33:12-34:07.
Aksel Dahlerups hørebillede “Besøg på Dyrehavsbakken” fra Danmarks Radio 18. juli 1936. Udsendelsesformen hørebillede er omtalt på s. 216 i bd. 4.
I hørebilledet “Besøg på Dyrehavsbakken” får lytteren et levende billede af livet på Dyrehavsbakken, foruden righoldige eksempler på den musikalske underholdning.
Aksel Dahlerups hørebillede “Rigsbrudeskolen i Tyskland” fra Danmarks Radio 14. august 1940. Udsendelsesformen hørebillede er omtalt på s. 216 i bd. 4.
I hørebilledet “Rigsbrudeskolen i Tyskland” beretter Aksel Dahlerup om en tysk “brudeskole” for unge kvinder der efter endt, grundig uddannelse – hvori også indgår elementer af almen dannelse – får bevis på at de er klar til husførelse og ægteskab.
I vore dage, dvs. inden for de sidste godt 100 år, har talt dansk kunnet optages og opbevares på en måde som i dag sætter os i stand til at høre hvordan folk født før midten af 1800-tallet talte. Den ældste dansker hvis sprog vi på denne måde stadig kan høre, er skuespillerinden Louise Phister, der var født i København i 1816, og som i 1904 indtalte et par Holberg-monologer på en fonografvalse, forløberen for grammofonpladen, omtalt på s. 17 i bd. 1 og s. 23 i bd. 6.
Aksel Dahlerups hørebillede “Et besøg i et sjællandsk husmandshjem” fra Danmarks Radio 11. august 1939. Udsendelsesformen hørebillede er omtalt på s. 216 i bd. 4.
I hørebilledet “Et besøg i et sjællandsk husmandshjem” er Aksel Dahlerup på besøg hos husmand Hans Nielsen og kone fra Ramsølille i nærheden af Roskilde. De har 25 børn, og hele familien har tjent til føden ved at arbejde i mosen. Her kan man høre helt almindelige mennesker fortælle frit om deres hverdag.
Elever fra Ollerup Efterskole – Sang & Musik synger i 2019 Jens Rosendals Du kom med alt hvad der var dig, skrevet i 1981 (HS, 18. udg., nr. 453). Digtet havde oprindelig titlen Forelskelsessang. Musikken er skrevet af Per Warming i 1987. Sangen er omtalt på s. 157 i bd. 4.
Eksempel på DR’s brug af betydningsbeskrivelser fra Ordbog over det Danske Sprog af sjældne eller forældede ord i underholdningsudsendelsen Fup eller Fakta, omtalt på s. 226 i bd. 1.
Oplysninger om baggrunden for ordbogen, om dens tilblivelse og om dens status som først samtidsordbog og siden som historisk ordbog, omtalt på s. 225 i bd. 1.
Espegaard, Arne 1972-2000: Vendsysselsk ordbog. Ordbog over målet i de vendsysselske herreder samt Øster Hanherred.
I 1972. II 1972. III 1973. IV 1974. V 1986. VI 2000.
Espersen, J.C.S. 1908: Bornholmsk Ordbog.
Med indledning og tillæg.
Feilberg, H.F. 1886-1914: Bidrag til en ordbog over jyske almuesmål.
Bd. 1 A-H. Bd. 2 I-P. Bd. 3 R-Å. Bd. 4 Tillæg.
Det bevarede udkast, der er skrevet med Arne Magnussens hånd, udtrykker ønsker om indsamling af bl.a. talesprog, dialektord, fagord og uformelt ordstof til Moths ordbogsprojekt, omtalt på s. 218 i bd. 1.
Titelbladet til Poul Nielsen Hingelbergs tematisk ordnede ordbog med latinske opslagsord, ofte forsynet med trykoplysninger, og danske ækvivalenter, omtalt på s. 216 i bd. 1.
Titelbladet til Henrik Smiths tematisk ordnede ordbog med latinske opslagsord, forsynet med bl.a. morfologiske oplysninger, og danske ækvivalenter, omtalt på s. 215 i bd. 1.
Professor Jens Peter Larsen, Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet, fortæller om hvordan og hvorfor man i 1931 valgte den lille melodi fra det runeskrevne middelaldermanuskript som pausesignal i Danmarks Radio (omtalt på s. 321 f. i bd. 1). Indslaget rummer også lydtekniske og andre baggrundsdetaljer.
Udvidet version af faktaboksen “Dansk rigsmål – definition” på s. 292 i bd. 1 med påpegning af en principiel vanskelighed ved L. Brink & J. Lunds (1975) definition af rigsmålsbegrebet (tillige omtalt på s. 359 i bd. 4).
Brink & Lund (1975, s. 755-780) har, på basis af deres banebrydende undersøgelse Dansk Rigsmål. Lydudviklingen siden 1840 med særligt henblik på sociolekterne i København med rette konkluderet at dansk rigsmål mest hensigtsmæssigt skal betyde “dansk sprog, der ikke er lokalt bundet” (s. 763). De har herudfra foretaget en vigtig operationalisering, nemlig at udgangspunktet skal være former (i henseende
til udtale, bøjning eller betydning) der forekommer i enhver egn af riget (af størrelsesorden som et halvt af
hvert af de 22 gamle amter) – dvs. hos i hvert fald nogle personer der er opvokset på den pågældende egn. En form der forekommer i samtlige således definerede egne, kaldes en rigsmålsform.
Det springende punkt er at der er tale om ordformer, ikke “sprogformer” der tales i bestemte institutioner, af bestemte personer, i bestemte sociale lag el.lign. Derved bliver rigsmålsbegrebet noget der kan studeres empirisk uden at være afhængigt af bedømmelser af hvad det bedste, smukkeste el.lign. sprog er, eller hvem der taler det, eller af vekslende sprogbrug på fx Det Kongelige Teater eller i Danmarks Radio.
Selv om denne operationalisering således er et fremskridt i forhold til tidligere almindeligt brugte bestemmelser af begrebet rigsmål (eller andre tilsvarende termer), er der en principiel vanskelighed man må være opmærksom på: To konkrete udtaleformer vil strengt taget – nødvendigvis, logisk set – altid være forskellige hvis man undersøger dem grundigt nok rent fonetisk (fx akustisk). For at kunne afgøre om to udtaleformer er ens eller ej, kan man altså ikke bare sammenligne de konkrete – fysiske – udtaler, men må have dem registreret i et (i logisk-matematisk forstand) diskret notationssystem med et begrænset antal veldefinerede symboler (fx med udgangspunkt i Danias lydskrift, se faktaboksen “Lydskrift”, s. 289). Dvs. at der enten må noteres stød i en stavelse eller ikke, enten “hårdt” eller “blødt d”, osv. – og altså ikke fx tonebevægelser angivet med mere eller mindre kurvede, længere eller kortere osv., streger. Det man sammenligner, er altså ikke to konkrete udtaler, men en abstraktion herfra, nemlig udtalerne registreret i en veldefineret lydskrift med et begrænset antal diskrete symboler. To udtaleformer der skrives ens i lydskriften, vil således sagtens kunne være forskellige i henseende til fx tonegang eller rytme på en måde der vil røbe et forskelligt lokalt tilhørsforhold (se H. Basbøll 1989, s. 95-97). Det er faktisk sådan at der ikke findes noget intonations- eller tonegangsmønster der kan genfindes (hos nogle der er vokset op) i enhver egn af Danmark, med andre ord: Der findes ingen rigsmålsintonation.
Foruden begreberne rigsmål og dialekt bruger man i dansk sprogforskning også begrebet regionalsprog (jf. I. Ejskjær 1964). Hvor dialekter har deres egne fonologiske og morfologiske systemer, på nogle punkter forskellige fra rigsmålets, kan regionalsprog betragtes som rigsmålslignende men med enkelte lokalbundne træk (jf. K. Kristensen 1977 om dialektudtynding og J. Lund 1977 og 1989).
Udvidet version af faktaboksen “Diftonger” på s. 286 i bd. 1 med en lingvistisk argumentation for hvordan faldende diftonger (som i fx tøj og tov) skal tolkes.